Prøv avisen

”Gilgamesh” giver indblik i kærlighedens ustyrlighed og tragediens uforståelighed

6 stjerner
Morten Søndergaards og Sophus Helles nye oversættelse af ”Gilgamesh” bruges til teaterkompagniet Hotel Pro Formas aktuelle forestilling ”Gilgamesh”, der opføres på Glyptoteket i København frem til den 28. april. – Foto: Ditte Valente/Hotel Pro Forma

Fornem oversættelse af verdenslitteraturens første mesterværk, ”Gilgamesh”, der både er skabelsesmyte, heltekvad, dannelsesroman og en vaskeægte roadmovie

”Gilgamesh” er blevet oversat adskillige gange til dansk, men som oversætteren Sophus Helle gør opmærksom på i sit efterord, er der god grund til at foretage nye oversættelser, da der stadigvæk dukker nyt materiale op.

Helle har oversat ”Gilga-mesh” fra akkadisk, mens hans far – digteren Morten Søndergaard – har bidraget til en poetisk gennemarbejdet fordanskning af den versformede fortælling, som oprindeligt blev skrevet i kileskrift på lertavler for omkring 4000 år siden.

Selve plottet foregår i Mesopotamien (det nuværende Irak), hvor halvguden Gilga-mesh hensætter sine undersåtter i permanent oprevet tilstand, eftersom han kræver at tilbringe den første nat med brudene i byen Uruk. Derfor er fødselsraten på vej mod nul, hvilket enerverer guderne. Da Gilgamesh er meget enerådig, meget stolt og meget utilbøjelig til at lade sig belære, beslutter guderne sig for at sende en modstander, der kan sætte Gilgamesh fra bestillingen.

Den kraftigt behårede Enkidu lever sammen med vilde dyr, indtil han bliver forført af tempelpigen Shamhat. Hun får ham med til Uruk, hvor Enkidu har en drabelig holmgang med Gilgamesh.

Kampen ender uafgjort, og de to kæmper slutter venskab.

Slog gudernes plan så fejl? Ikke nødvendigvis. Gilga-mesh lader nemlig herefterdags Uruk i fred og begiver sig i stedet sammen med sin nye ven til den forbudte cederskov i Libanon for at dræbe det farlige monster Humbaba. Ingen af de to venner er på forkant med situationen i det fremmede, og de er derfor oppe mod et stærkt element af uforudsigelighed. Men det lykkes for Gilgamesh og Enkidu at gøre kål på Humbaba.

Alligevel ender vennernes eventyr galt. Kærlighedsgudinden Ishtar forelsker sig i Gilgamesh, og da han afviser hendes tilnærmelser, sender gudinden en himmeltyr mod ham. Enkidu og Gilgamesh dræber ganske vist tyren, men det udløser samtidig en forbandelse over Enkidu, der dør.

Uforstilt og sårbar lægger Gilgamesh sin sorg blot: ”Han rev sit hår ud i totter og strøede det på jorden,/ han flåede sit festtøj af og smed det fra sig i væmmelse.”

Med Enkidus død indser Gilgamesh også, at der er vigtigere ting i tilværelsen end magt, sex og strid: ”Jeg skal også dø. Er jeg ikke som Enkidu!”

Gilgamesh giver sig derfor til at søge efter udødeligheden. Til sidst står Gilgamesh foran det eneste udødelige menneske, som han paradoksalt nok hilser med ordene: ”Længe leve Uta-napishti.”

Den bibelkyndige læser vil genkende mange elementer i fortællingen. Den smukke Gilgamesh og den behårede Enkidu minder om brødrene Jakob og Esau, mens relationen mellem Enkidu og Shamhat minder om den, der opstod mellem Samson og Delilah. Himmeltyren kunne ligne den guldkalv, der bliver knust af Moses. Men det bedste eksempel på, at ”Gilga-mesh” foregriber Det Gamle Testamente, finder man i Uta-napishtis skikkelse, der tydeligvis er en parallel til Noa.

Og i det sidste kapitel får vi Uta-napishtis berømte beretning om, hvordan han overlevede syndfloden på sin ark. Flodbølgen var så voldsom, at hele gudeverdenen blev grebet af rædsel, og modergudinden angrede:

”Hvordan kunne jeg tale ondt i gudernes forsamling?/ Jeg erklærede krig for at ødelægge mit eget folk,/ men det er mig, der har født dem! Det er mit folk!/ Nu fylder de havet som fiskerogn.”

Der er noget barokt og respektløst over skildringen af gudeverdenen, som Uta-napishti efter flodbølgen ofrer til: ”Guderne samlede sig som fluer om mit offer.”

Gilgamesh mister under sin tilbagerejse kilden til evig ungdom. Til gengæld opnår han erfaringens kløgt og modenhedens indsigt. De sidste ord, Gilgamesh lader falde, lyder: ”Tre et halvt tusind hektarer er Uruks mål…”

Gilgamesh forstår nu, at det er hans opgave at drage omsorg for den by, han førhen terroriserede.

”Gilgamesh” er både skabelsesmyte og heltekvad, den er både en dannelsesroman med motivet hjem-ude-hjemme og en roadmovie. Det betaler sig at fordybe sig i værket, der nok har sine gåder og hemmelige kroge, men samtidig rummer rigt indblik i kærlighedens ustyrlighed, venskabets uforlignelighed og tragediens uforståelighed.

Pointen i ”Gilgamesh” er, at det gælder om at få fortalt sit liv på plads. Derigennem finder Gilgamesh til slut sin bestemmelse i livet og gør sig fri af sin rastløshed:

”Han så det skjulte, afdækkede det gemte/ og kom hjem med en historie fra før Flodbølgen./ Han fulgte udmattet de lange vej, men fandt ro/ da han nedfældede sin prøvelser på en stele (sten).”

”Gilgamesh” blev oprindeligt nedskrevet med kileskrift i lertavler for omkring 4000 år siden i oldtidens Mesopotamien. Her ses et stykke af ”Gilgamesh”-fundet i ruinerne fra den gamle by Nineveh, der lå, hvor den irakiske by Mosul ligger i dag. – Foto: Ritzau Scanpix