Den russiske dramatiker Anton Tjekhov understregede i et brev, at såfremt der i første akt hænger et jagtgevær over kaminen, bør det affyres i tredje akt.
Dette princip lader den østrigske forfatter Robert Musil (1880-1942) fuldstændig hånt om i sin berømte kæmperoman ”Manden uden egenskaber 1-2”, som Gyldendal har genudgivet i Karsten Sand Iversens formfuldendte oversættelse.
Ingen kan frakende Musil en skikkelsesdannende evne med hensyn til personerne, men han motionerer til gengæld ikke de fabulerende evner, når det gælder handlingen. På trods af bogens klassikerstatus er der derfor ingen grund til at dølge det beklemmende faktum, at romanen mangler energi, bevægelse og fremdrift.
Robert Musil satte sig for at skrive ”Manden uden egenskaber” kort efter Første Verdenskrig. Og skønt forfatterens liv var belagt med den ene frygtelige fiasko efter den anden, fortsatte han med at arbejde på værket helt frem til sin død.
Den røde tråd i romanen er forberedelsen af den østrigske kejser Franz Josephs 70-årstronjubilæum i 1918, der under ingen omstændigheder må komme til at stå i skyggen af den tyske kejser Wilhelm II's 30-årsjubilæum samme år. Ironien er til at få øje på: I 1918 vil begge kejserdømmer være brudt sammen.
Men det er jo først bagefter, at vi sidder vi med det forkromede overblik og ser begyndelsen til enden.
Og da komitéen begynder sit arbejde i 1913, er det i tiltro til, at det østrig-ungarske monarki har fremtiden for sig.
Sekretær for komitéen bliver den 32-årige Ulrich, jævnaldrende med Musil selv. Han har forsøgt sig som officer, ingeniør og matematiker. Men da Ulrich ikke ved, hvad han skal med sit liv, tager han et sabbatår. Det kan jo minde om en dannelsesroman, men Ulrich tror imidlertid ikke på menneskets karakter som nøgle til forståelsen af tilværelse.
I stedet tror han på systemernes upersonlige logik. Og i romanen bliver Ulrich da også et slags skæringspunkt mellem de ideologiske og videnskabelige forklaringsmodeller, der byder sig til. Selv har han ikke nogen anskuelser. En af Ulrichs venner siger om ham: ”Han er en mand uden egenskaber! (“) Der er millioner af dem i vore dage. Det er den mennesketype, nutiden har frembragt (“) Når han er vred, er der noget i ham, der ler. Når han er bedrøvet, pønser han på noget. Når han røres af noget, afviser han det.
Enhver slet handling vil i en eller anden forbindelse forekomme ham god. Hvad han mener om en ting, afgøres altid først af en mulig sammenhæng. Intet står fast for ham.”
Men denne ”mand uden egenskaber” er altså en vigtig brik i den såkaldte parallel-aktion, hvor det handler om at få 70-årsjubilæet for kejser Franz Josephs tronbestigelse til at overstråle den tyske kejsers 30-årsjubilæum.
Med sit tørre, akribiske sprogbrug trænger Musil ind bag de manerer, grimasser og gestikulationer, der karakteriserer komitéens sælsomme medlemmer, og med sit gennemtrængende blik bliver romanen således også en beretning om ideologiernes vildfarelser, om utopiske drømmes fallit, om forførelse og om kærlighedens veje og vild-veje.
Men da vi så kommer til tredje del af romanen, løber skildringen af den såkaldte ”parallelaktion” ud i sandet. Nu begynder Musil nemlig på en (incestuøs) kærligheds-historie mellem Ulrich og hans søster Agathe, som heller aldrig kommer i mål, hvorfor bogen ender som en mastodont på stadig svagere ben. Ikke helt uden grund skal Musil engang have udbrudt: ”Bare det dog aldrig var blevet trykt!”.
Alligevel er værket fyldt med overrumplende indsigter, opklarende analyser og frapperende aforismer, ligesom en stribe barokke indskud letter læsningen. Det gælder således generalen Stumms biblioteksbesøg, hvor bibliotekaren forklarer den måbende officer, at når han kender alle bøger på biblioteket, så er det, fordi han aldrig læser i nogen af dem - ellers ville han nemlig miste overblikket!
Måske er biblioteket et billede på en verden, der ifølge Musil er blevet så uoverskuelig og kompleks, at mennesker ikke længere kan finde sig til rette i den, og romaner derfor heller ikke kan rumme kriterier for godt og ondt.
I stedet skal litteraturen blotlægge tilværelsens meningsløse tomgang, og ”Manden uden egenskaber” må følgelig forblive en torso.
kultur@k.dk