Den 25. april 1719 udkom i London en bog, verden har talt om lige siden. En bog, der introducerede læserne til en litterær arketype i klasse med Odysseus, Don Quijote og Sherlock Holmes. En bog, der slet ikke var, hvad den gav sig ud for at være, nemlig sand.
Når de britiske bogkøbere for 300 år siden åbnede bogen, kunne de på titelbladet læse bogens ordrige titel, som begyndte: ”The Life and Strange Surprizing Adventures of Robinson Crusoe of York, Mariner”, altså sømanden Robinson Crusoes liv og mærkelige, overraskende eventyr. Herefter uddybes det, at Robinson levede 28 år på en øde ø ud for Orinoco-flodens munding efter et skibbrud, hvor han var eneste overlevende, men til sidst blev reddet af pirater.
Efter at forfatteren således straks havde røbet hele handlingen, sluttede han af med en direkte løgn: ”Written by Himself”.
Påstanden var, at bogen ikke alene handlede om Robinson Crusoe, men var Robinsons egen sande beretning om sine oplevelser. Dette var ikke tilfældet.
Bogen var af den yderst produktive skribent, debattør og journalist Daniel Defoe, som på dette tidspunkt var knap 60 år. Men hans navn optrådte ingen steder. I det tidlige 1700-tal blev det, der senere fik betegnelsen romaner, nemlig betragtet som underlødige, forklarer Simona Zetterberg Gjerlevsen, adjunkt ved institut for kommunikation og kultur på Aarhus Universitet og forfatter til bogen ”Fiktion” i Aarhus Universitetsforlags Tænkepauser-serie.
”Når Defoe skjulte, at ’Robinson Crusoe’ er fiktion, skyldtes det, at romanen endnu ikke var etableret som genre. Fiktion blev ikke betragtet som lødigt, og man var bange for, hvordan det kunne påvirke især unge. Det er helt parallelt til senere diskussioner om film og computerspil,” siger hun.
Hun uddyber, at man dengang fuldt ud accepterede genrer som digte og skuespil. Men den lange, frit flydende tekst, som var ren fantasi, skabte utryghed. Siden fulgte 200 år med forholdsvis klare linjer mellem fakta og fiktion, indtil utrygheden i de seneste år på ny har bredt sig.
Ifølge Simona Zetterberg Gjerlevsen kan man diskutere i det uendelige, om ”Robinson Crusoe” er verdens første realistiske roman. Bogen gav sig ikke ud for at være en roman, modsat for eksempel den forholdsvis ukendte danske bog ”Den beklædte sandhed” af Margrethe Lasson, som udkom blot fire år efter, i 1723.
Til gengæld er ”Robinson Crusoe” mindeværdig for sin skildring af en mand, der formår at overleve i naturen.
”Robinson Crusoe er et godt billede på, hvad et menneske kan bruge sin opfindelsesevne til. Det er civilisation i miniatureformat. Der var i 1700-tallet en stor diskussion om, hvordan man skulle opdrage børn. Rousseau mente, at man skulle stille barnet frit, og selvom han ellers ikke var særlig glad for bøger, skrev han, at den bog, han først ville give sit barn, var ’Robinson Crusoe’,” fortæller Simona Zetterberg Gjerlevsen med henvisning til den schweizisk-franske filosof Jean-Jacques Rousseau, som i 1762 udgav sin berømte bog om opdragelse, ”Emile”.
For Lars Handesten, lektor ved institut for kulturvidenskaber på Syddansk Universitet, er det imidlertid en vigtig pointe, at Robinson Crusoe ikke strander på den øde ø som et forudsætningsløst barn. Det er heller ikke kun hans kniv og pibe, han får med sig, da hans skib forliser.
”En vigtig detalje i bogen er, at Robinson også redder Bibelen med sig. Han er konstant i kontakt med sin kristne tro og sin civilisations historie. Hvis han starter forfra på bar bund med andet, så begynder han på det højeste stade, hvad angår tro. Uden den dimension er det vanskeligt at se, hvordan han skulle overleve som menneske,” siger Lars Handesten, som henviser til William Goldings langt mere dystre øde ø-fortælling ”Fluernes herre” fra 1954 som et billede på, hvor galt det kan gå, hvis man kommer til øen som børn uden tilstrækkelig civilisa- tion i bagagen.Daniel Defoe var selv en troende kristen, som også skrev opbyggelige kristne fortællinger. Derfor kan det slet ikke udelukkes, at en sådan kristen opbyggelighed er et bærende motiv i ”Robinson Crusoe”. Defoe tilhørte den presbyterianske kirke, som i 1700-tallets England stod i opposition til den dominerende anglikanske kirke, og som med inspiration fra blandt andre Calvin havde et livssyn om, at et kristent liv også er et foretagsomt liv. Ifølge Lars Handesten kan det for mange nutidsmennesker virke fremmed med en person, som på én og samme gang personificerer pietistisk fromhed og kapitalistisk rationalisme og foretagsomhed.
”Man kan sige, at de begreber går op i en højere enhed i romanen,” siger lektoren, som fortsat finder ”Robinson Crusoe” værd at læse. Ikke kun de mange forkortede udgaver, der siden 1719 er udgivet med henblik på især børn og unge, men også den originale tekst.
At ”Robinson Crusoe” har været læst i 300 år, og at alle kender til personen, uanset om de har læst bogen eller ej, kommer ikke bag på Lars Handesten, der ser Robinson-figuren som en ”litterær arketype”. En figur, der er blevet langt større i betydning end sin egen historie.
Og historien er ikke bare en tekst, der måske var med til at skabe romanen som genre. Det er en grundtekst, der øjeblikkeligt skabte sin egen vildtvoksende undergenre af fortællinger om skibbrud og øde øer, robinsonader.
Tue Andersen Nexø er lektor ved institut for kunst og kulturvidenskab på Københavns Universitet. Han tøver med at kalde ”Robinson Crusoe” en roman og er også i tvivl om, hvor oprigtig den kristelige opbyggelighed i bogen er. Der findes ingen optegnelser fra Defoes egen hånd om, hvad han egentlig ville med ”Robinson Crusoe”. Derfor kan det heller ikke udelukkes, at Defoes idé nok kan have været at skildre og hylde fromhed og foretagsomhed i en ramme af fiktion, men at han først og fremmest gerne ville nå ud til et stort publikum, så han kunne tjene nogle penge.
”’Robinson Crusoe’ kom i kølvandet på en del rejseberetninger, som på det tidspunkt – modsat romanen – var en velkendt genre. Jeg tror, Defoe ønskede at skrive en eventyrlig beretning, der var realistisk. Ikke sådan én med magiske elementer som Fugl Føniks og troldmænd, men en fortælling i et historisk forankret rum, den begyndende engelske imperialisme og kolonialisme,” forklarer han.
Han henviser til litteraten Ian Watt som i bogen ”The Rise of the Novel” fra 1957 sammenlignede Defoe med to andre og lidt senere britiske forfattere fra 1700-tallet, Samuel Richardson og Henry Fielding. I denne bog beskrives ”Robinson Crusoe” som en moderne myte om homo economicus, det økonomiske menneske, der betragter hele verden ud fra sin egeninteresse og omhyggelige kalkuler.
”Det præger bogen, at det blik, Robinson har, hele tiden er: ’Hvordan kan jeg få noget ud af det her?’. Det gør også bogen lidt monoton at læse,” siger Tue Andersen Nexø.
Og måske var Defoe selv lige så udbytteorienteret som sin udødelige romanfigur i en fiktiv rejseberetning, der knap opfylder kriterierne for at være en roman.
”Det er et spørgsmål, om bogen skal kaldes en roman, når det for mig er tydeligt, at det ikke er det, bogen opfatter sig som,” siger han.
Han uddyber, at mens Richardson og Fielding i 1740’ernes England skrev ambitiøse, højlitterære bøger med forfatterens navne på omslaget, og som i Richardsons tilfælde havde det erklærede formål at danne læserne til moralsk retlinede, empatiske mennesker, ”(...) ser det ud til, at Defoe mest skrev for at underholde”.