Prøv avisen
Bog

Svend Åge Madsens robinsonade er både humoristisk og kedsommelig

4 stjerner
Romanen er altså en kollektiv robinsonade, hvis berømteste moderne forgænger formodentlig er William Goldings ”Lord of the Flies” (1954). Foto: Joachim Ladefoged/ritzau

Svend Åge Madsens nye murstensroman er vis, øjenåbnende og humoristisk, men også noget trættende

I Svend Åge Madsens roman ”Af den anden verden” introduceres vi til en gruppe forkomne mennesker, der lige er sluppet ud af en koncentrationslejr og er stukket af med et skib, der drives for vind og vejr. De omkring 100 desperate undslupne fanger har ingen anelse om, hvor de befinder sig. ”Mols, mener manden, hvis ryg er dækket af bylder. Narragonien, er der flere der hævder, men det er uklart, om de tror på det. Australien, påstår kvinden, der klynker uophørligt.”

Forklaringen på denne desorientering er, at de har været udsat for en gaseksplosion, der har udslettet deres erindring, således at de må starte helt forfra, da de endelig strander på en øde kyst.

Romanen er altså en kollektiv robinsonade, hvis berømteste moderne forgænger formodentlig er William Goldings ”Lord of the Flies” (1954). Som Goldings værk er Madsens en allegori over, hvordan man opbygger en civilisation fra et absolut nulpunkt. I Madsens roman aktiveres de samme grundlæggende eksistentielle spørgsmål som i Goldings: Er mennesket godt eller ondt? Hvilken betydning har sprog, organisation og solidaritet for et menneskeligt samfund? Hvilken type videnskabelige, psykologiske, religiøse og filosofiske erkendelser er vort samfund baseret på?

I ”Af den anden verden” forløber tiden fra år 0 til år 76 ”a.t.e.a.” (anslået tid efter ankomsten), hvilket finurligt nok svarer til forfatteren Svend Åge Madsens alder. Den eksplosive udvikling af et samfund fra det absolutte nulpunkt i romanen vedrører alle tænkelige områder. Vi hører om skabelsen af et fælles sprog, hvor omverdenens fænomener navngives. Med typisk madsen’sk humor omtales slangen som en ”levende gren”, glas som ”forstenet vand”, frøer som ”de-små-slimede-der-hopper” og edderkopper med spind som ”de-ottebenede-der-anbringer-deres-fangenet-i-træer-og-hvor-de-ellers-kan-hænge-dem-til-tørre”. Man får fortællinger om alle hånde videnskabelige opfindelser fra fremstilling af jern og ølbrygning til det at lave krudt og at skabe den ”perfekte facon” med den ”rigtige vinkel” – i det sidste tilfælde det, vi kalder en ret vinkel! Også billed- og skulpturkunst, musik, landbrug og social kundskab og etik er områder, der udvikles. Om den sociale etik lyder romanens mest hævdvundne motto: Man skal opføre sig ordentligt – og dette kan de fleste nok blive enige om, uden at det nødvendigvis bliver praktiseret!

Men også litteratur udvikles der i Madsens samfund, og her kommer romanens form ind i billedet, idet den består af ikke mindre end 24 vidt forskellige kapitler – eller ”slæt”, som de hedder i værkets sprog. Hver af disse ”slæt” er forfattet i en ny stil og repræsenterer en ny genre, nøjagtigt som vi kender det fra prosamodernismens værk over alle, James Joyces ”Ulysses” (1922) – og for øvrigt også fra alle tiders mest læste bog, Bibelen.

Vi føres igennem kapitler, hvor genrekonceptet er Første Mosebog og andre religioners skabelsesmyter (”I begyndelsen var der ingenting”) for i næste ”slæt” at være rodfæstet i græciteten med ”den havurtprydede” som et homerisk smykkende adjektiv. Man har kapitler, der benytter en sagn- og sagaform, domineret af vendinger som ”man siger”, ”mange fandt” og ”svært var det”. Vi er i senmiddelalderens grotesk-humoristiske universer fra Cervantes og Rabelais, hvor et par rider ud for at erobre verden og falder i et kar med menneskelig afføring. Derudover føres man gennem kapitler, der har form som en krønike, et skuespil, et holocaust-vidnesbyrd, en selvbiografisk fortælling, en brevroman, en dagbogsfiktion, en paragrafstruktureret postmodernistisk fortælling og meget andet. Idéen er selvfølgelig, at hver eneste ny genre og stilart – som det har vist sig i civilisationens historie – er udtryk for en ny synsvinkel på og en ny holdning til verden. Vi oplever således, at de samme handlingsforløb og hændelser varieres og kobles sammen på et utal af måder i et komplekst net af fortællinger.

Her er så denne læsers betænkelighed, idet jeg ikke altid oplever, at den sprudlende eksperimenterende form står mål med udbyttet af læsningen. Selv om man finder talrige vise, interessante, humoristiske og tankevækkende pointer i ”Af den anden verden”, så er værkets formalistiske krumspring og jongleren med fortælleformer i længden for tørre og kedelige til at kunne bære igennem over romanens 534 sider.