Prøv avisen
Udstilling

Robotarme, en majskolbe og Chopin på klaver går op i en højere enhed

6 stjerner
Den nok mest kendte scene fra værket ”Servitudes” er videoen, hvori en mørkhåret kvinde (spillet af den amerikanske model og skuespiller Dree Hemingway iført sort paryk) spiser en majskolbe med en form for robotarme, et rehabiliteringsudstyr til genoptræning af musklerne i hænderne. – Fotos: David Stjernholm/Kunsthal Charlottenborg.

Jesper Justs udstilling på Charlottenborg er et scenografisk mesterstykke og en poetisk skildring af kropsfiksering og handlekraft

Jesper Just (født 1974, København) bor og arbejder i New York, USA, og er en af Danmarks mest eksponerede kunstnere internationalt. Værket ”Servitudes”, som vises på Kunsthal Charlottenborg netop nu, havde premiere på Palais de Tokyo i Paris i 2015 og er siden blevet vist på de store billboards på Times Square i New York, byen, som også danner rammen om de i alt otte videoer i ”Servitudes”, som alle er optaget i og omkring One World Trade Center.

Værket, som i kraft af denne relation måske har særlig betydning for newyorkerne, blev erhvervet af byens højprofilerede The Metropolitan Museum of Art med dansk støtte fra Ny Carlsbergfondet i 2018, ud fra fondets ønske om at synliggøre og støtte dansk kunst i udlandet. Udstillingen og totalinstallationen er nu nået til Charlottenborg i København, skabt i samarbejde med Maat – Museum of Art, Architecture and Technology i Lissabon, og kurateret af Irene Campolmi.

Det er den rumlige præsentation af udstillingen, man først lægger mærke til. I stedet for den sædvanlige åbning i Kunsthal Charlottenborgs udstillingsrum af hvide vægge over et trægulv blokeres indgangen af et råt interimistisk metalstillads med en rampe, som fungerer som gangvej gennem hele udstillingen. Publikum ledes ad rampen ind i udstillingens rum fra oven og bevæger sig nedad gennem udstillingen, rundt og tilbage til de første rum, nu på gulvniveau. På sin vej må man dukke sig, for rummenes nye døråbninger er omorganiseret og tilpasset kørestolsbrugere, og højden er for lav til den gennemsnitlige gående besøgende. Et stærkt kuratorisk greb, som gør opmærksom på den generelle manglende tilgængelighed og diskriminering af kørestolsbrugere i det offentlige rum.

De i alt otte film af hver ni minutters længde afspilles i et synkroniseret loop af billeder og lydside og projiceres på alle tænkelige rumlige komponenter, hvilket generelt skaber en udstilling præget af forstyrrelser frembragt af beskuerens egen kropslige tilstedeværelse: Man er i vejen for værkerne. Just har nærmest orkestreret et overgreb på videoerne. Undervejs må man krydse en projektor, som er placeret så lavt, at kropslige silhuetter spejler sig i videoen på væggen og forstyrrer andre besøgendes udsyn.

Man træder på en video, der projekteres på gulvet i så overdrevet closeup, at man har svært ved at se det hele billede, mens man samtidig må vogte sig for at støde hovedet mod metalstilladset, som er eneste vej ud.

Stilladskonstruktionens metalgelænder står et andet sted i vejen for underteksterne, og en video projiceres på hvidt transparent stof på et stillads og tredobler videoen i en kanon af rum. De fleste steder har man udsyn til flere videoer på én gang, gennem flere rum, ligesom lydsiden høres klarere og klarere gennem udstillingen. Det er vanvittig smukt og effektfuldt. De rumlige indgreb fungerer befriende som modvægt eller afmonteringer til den, næsten for, polerede og pæne, slick billedside i videoerne, som er udført med ufattelig præcision og teknisk kunnen – selvom rumkonstruktionerne selvfølgelig også er en nøje beregnet (overskuds)præstation.

Udstillingen tematiserer gennem repræsentationen af to kvinder, hvad handlekraft er i en tid præget af kropsfiksering og konventioner om at være målrettet og ”robust”. Filmene rummer både en køligt distanceret og registrerende æstetik og en omsorgsfuld, varm indlevelse i de repræsenterede kvinders følelsesliv og udfordringer.

Den nok mest kendte scene fra værket er videoen, hvori en mørkhåret kvinde (spillet af den amerikanske model og skuespiller Dree Hemingway iført sort paryk) spiser en majskolbe med en form for robotarme, et rehabiliteringsudstyr til genoptræning af musklerne i hænderne. De åbner og lukker hendes hænder vilkårligt uden for hendes kontrol. Var det ikke for disse ubehjælpsomme robotarme, minder scenen mest af alt om en reklame – hun holder blikket fæstnet på kameraet, mens hun langsomt og yderst sensuelt bider i majskolben, tørrer saft af læberne, slikker sine fingre – langsomt, mens kameraet zoomer ind på rester af majs omkring hendes mund.

Det er forførende og lokkende, men situationen er også bizar og præget af tristesse. Hun taber kolben. Man får ondt af hende. Hun bliver konfus og flakkende i blikket, mens hun kæmper med at få sine ubehjælpsomme mekaniske hænder til at gribe fat om kolben. Det lykkes, og hun fortsætter næsten forlegent spiseriet med blanke øjne.

I en anden video ser vi en ung pige (Rylee Sweeney), som lider af sygdommen Charcot-Marie-Tooth, en sygdom, som giver muskelsvaghed i kroppens ekstremiteter, men som kan udskydes ved fysisk aktivitet. Hendes små skæve fingre spiller en del af Frédéric Chopins (hvis kompositioner generelt anses for nogle af de vanskeligste at spille) opus 17 i en skrøbelig, langsom og længselsfuld udgave. Gennem præstationen genvinder hun magten over sine hænders dysfunktionalitet. Af de to kvindelige karakterer er hun den foretagsomme, det er hende, der får noget fra hånden.

De to går igen i videoerne; et sted banker den lille pige på vinduerne til One World Trade Center i New York City, mens Dree Hemingway står pacificeret i bygningens loftsrum og taler i tåger – her er hendes talebesvær udfordringen. For Just repræsenterer bygningen en protese i byrummet, et traume efter noget, der var, som agerer tredje karakter og bindeled mellem den voksne kvinde og barnets to situationer: Dree Hemingway som repræsentation af den fysisk kompetente, men barnligt hjælpeløse unge kvinde, modsvaret af den funktionsnedsatte piges krop, der til gengæld er udstyret med en moden handlekraft. Udstillingens styrke er både dens aktuelle tematikker, den visuelt superæstetiske og gennemførte kobling mellem de rumlige meningsfulde indgreb og det kunstneriske udsagn, idé og billede.

På udstillingen træder man på en video, der projekteres på gulvet i så overdrevet close-up, at man har svært ved at se det hele billede, mens man samtidig må vogte sig for at støde hovedet mod metalstilladset, som er eneste vej ud.