Mange, der har skrevet dagbog, kan nikke genkendende til, at det er frygteligt trivielt, det man får skrevet ned. Man bliver lidt skuffet over sig selv, målt med de dagbøger eller dagbogsudsnit, man træffer i såkaldt god litteratur, som for eksempel "Løgneren" af Martin A. Hansen.
Men der findes en litterær "dagbog", som solidariserer sig med alle de dagbogsskrivende, som ikke oplever noget og kun har deres små privatheder at skrive om. Det er Per Højholts "6512" fra 1969, som kan lyde lidt kedsommelig – for hvem gider høre om det almindelige og det banale – men som er hylende morsom i netop at vedgå alle de dumme tilbøjeligheder, ethvert menneske har undervejs til det, som det står ved.
En prøve på stilen og et sådant morsomt sted kan være den parodiske morgenscene mellem skribentens far og mor, hvor moderen har fået lyst til erotisk samkvem, mens faderen prøver at smyge sig fri: ""Lede mær, på den tid! Det ligner ikke noget!" Og lige i døren, råbte han så, jeg husker det som det var i går: "Jeg vil ikke, Mille, jeg er for gammel til det, du smider mig af hele tiden!" Moder vidste godt at den fare bestod, lige meget hvor forsigtig hun var. Så såre hun forglemte sig og følte lidt vellyst smed hun min fader af så han havnede på gulvet".
Her kan man vist alene af stilen høre, at den er bevidst ikke-litterær og lidt gammelmodig parodisk. Og sådan er hele "6512" et forsøg på at skrive så dumt almindeligt, at stilen når frem til en ekstrem realisme, hvad angår registrering af indre menneskelige uacceptable dumheder. Den, der efter at have læst "6512" ikke kan huske egne lignende latterligheder, må ikke være sjov at omgås.
Hele bogen består af 110 sider, der er skrevet af et jeg, der vist nok sidder det meste af tiden på et bibliotek, fordi han ikke bryder sig om sit værelse, der støder op til værtsfamiliens toilet. På læsesalen sidder han og pløjer sig gennem den såkaldt fine litteratur, men uden egentlig at få noget ud af det læste. Bøger med gotisk skrift giver ham fremstående overlæbe af alle de f'er,
han synes at læse i denne skrifttype.
Han skriver dagbog i en gammel kalender, men han følger ikke datoerne, men fylder blot siderne ud. Dertil er bogen også gået i stykker, og siderne må i en opløst orden holdes sammen med elastikker.
I sin skriven finder han hurtigt ud af, at han kan skrive hvad som helst. Han kan fortælle, at han gik på gymnasiet og på næste side sige, at han ikke gjorde det. Ingen vil kunne kontrollere det. Dette motiv om tro og tillid er bag den parodiske stil gennemgående. Det peger på den løgn og forstillelse, enhver litterær formulering er, på alt det helt individuelle, som bliver skåret væk, når vi formulerer os. "6512" taler på sin helt egen måde dette uacceptables sag, og har denne tekstsamling en morale bag om sin ærligt dumme skribent, så er det vist det kloge, han kommer til at skrive sådan:
"Ja, hvis man fik lidt orden på sit liv nu for eksempel, så ville man da vide hvad man havde at rette sig efter. Men undertiden kan man godt tænke, at hvis man virkelig fik rede på det hele, orden og ting og sager, så ville man opdage at der ingen Ting var og gå lige i havnen. Det er rodet her [der] holder en oppe, man kan for forvirringen ikke se at det er noget lort alt sammen, og så tror man at der er noget i det".
Hver lørdag skriver et fast panel på skift om bøger fra litteraturhistorien, der er værd at læse.
**Per Højholt: 6512. 112 sider. 1969.