Lugter voldelige arbejdskampe mellem kapital og arbejderbevægelse ikke meget af 1900-tallet? Dengang kunne man jo synge med på John Lennons sang om, at det var godt at være en arbejderklassehelt. Gad vide, om den nye socialdemokratiske regering kan synge med på den melodi? Og kan man forestille sig, at der en dag kommer voldelige arbejdskampe i Danmark?
I Frankrig er det ifølge filminstruktøren Stéphane Brizé stadig en mulighed. Vi er jo i De Gule Vestes land, hvor lavtlønnede protesterer mod afgifter og forandringer. Det har bølget gennem mange byer med protester mod især præsident Emmanuel Macrons moderniseringer og globaliseringen i almindelighed.
Der bliver også gået hårdt til den i den nye franske film ”I krig”. Den tager udgangspunkt i den sydfranske by Agen, hvor en lokal fabrik med 1100 ansatte skal lukke. De ”fæle” tyske ejere er ikke tilfredse med det overskud, fabrikken giver. I den store koncern, der har 144.000 ansatte over hele verden, er et overskud på 3,8 procent ikke nok for aktionærerne. Der skal mindst det dobbelte i overskud, forklarer en af koncernens økonomer.
Hvorfor lukke en fabrik, når den giver overskud? Grådighed eller ”rettidig omhu”? Det er denne problematik, filmen tager op.
Arbejderne på fabrikken har lavet en aftale med ledelsen om at arbejde ekstra fem timer gratis om ugen for at sikre fabrikkens overlevelse i mindst fem år. Efter et par år vil ledelsen i Tyskland nedlægge fabrikken, der ligger i et udkantsområde af Frankrig, hvor der ikke er andet arbejde at få. Produktionen skal flyttes til Rumænien, hvor lønningerne er meget mindre.
Det får de franske arbejdere og fagforeninger op på barrikaderne bogstaveligt talt. Strejke og blokade. De røde faner kommer ud i vinden, og der er politisk stormvejr.
Hovedpersonen er den midaldrende arbejderleder Laurent. Han spilles eminent af Vincent Lindon, der er en af de store skuespillere i Frankrig p.t. Filmen var med i hovedkonkurrencen om Den Gyldne Palme i Cannes sidste år. Lindon brænder virkelig igennem som den hårdt kæmpende og argumenterende Laurent.
Det er desværre ikke helt nok til, at filmen som helhed sætter sig i én. Der er for mange lange og trættende interne diskussioner arbejderne imellem. Man mangler at høre om konsekvenserne af arbejdskampen. Hvad med Laurents privatliv? Vi hører lidt om hans ægteskab og den datter, der er højgravid. Hvad nu, hvis han mister sit arbejde, hvad så? Hvad er krigens pris derhjemme? Og så er der slutningen. Den er meget voldsom og synes mig egentlig uforståelig.