Rørende og bevægende: I Oscar-belønnet film forsøger familie at skabe Paradisets have

Filmen ”Minari” handler om den amerikanske drøm, der realiseres på en anderledes og ganske overraskende måde end ved vores egen indsats

Familien Yi har forladt Korea og har boet nogle år i Californien, hvor de har arbejdet på en kyllingefarm. Men nu vil de udleve drømmen om det gode liv ved at lave en stor have med koreanske grøntsager. – Foto: Scanbox.
Familien Yi har forladt Korea og har boet nogle år i Californien, hvor de har arbejdet på en kyllingefarm. Men nu vil de udleve drømmen om det gode liv ved at lave en stor have med koreanske grøntsager. – Foto: Scanbox.

Den amerikanske film ”Minari”, der handler om en koreansk families jagt på den amerikanske drøm, var en af topfilmene ved dette års Oscar-uddeling. Den var nomineret i seks kategorier – blandt andet som ”bedste film” og som ”bedste hovedrolleindehaver”. Det var dog ikke i disse to kategorier, at filmen vandt en Oscar. Den tilfaldt filmens kvindelige birolleindehaver Youn Yuh-jung, der spiller en gammel bedstemor, der kommer hele vejen fra Korea for at være sammen med sin datter og sine to børnebørn.

På mange måder er filmen et klassisk indvandrerdrama, der fik mig til at tænke på dels Vilhelm Mobergs store romanepos om Kristina og Karl Oskar fra Duvemåla og dels Jan Troells strålende filmatisering af bøgerne. Det er drømmen om et nyt liv i det forjættede land og realiseringen af livet i den nye verden.

Familien Yi, der består af far, mor og to børn, har forladt Korea og har boet nogle år i Californien, hvor de har arbejdet på en kyllingefarm. Filmen foregår i 1980’erne. Faderen, Jacob, har en drøm om en stor have, hvor familien kan udleve drømmen om det gode liv. Det går hustruen, Monica, noget modstræbende med til. De køber et landområde på cirka 50 hektar i Arkansas. Her vil de dyrke koreanske grøntsager. Da de ankommer til deres nye hjem, er det et noget ramponeret hus på hjul. Drømmen er ved at krakelere på forhånd! Og ikke kun drømmen får ridser. Det gør ægteskabet også.

”Det var ikke meningen,” siger den skuffede Monica, der er ved at gå til i ensomhed. Modstræbende går Jacob med til, at hendes mor kommer fra Korea for at bo sammen med dem.

Det er der mange problemer i. Det skildres både på en ret morsom og sørgmodig måde. Den gamle mormor, som Youn Yuh-jung spiller fremragende og altså fik en Oscar for, er ikke en almindelig en af slagsen. Barnebarnet David siger:

”Du er ikke en rigtig grandma. Du bander, bager ikke og går med mandeunderbukser! Desuden lugter du af Korea!”.

Realiseringen af Paradisets have går selvfølgelig ikke. Mennesket kan ikke selv realisere Paradis. Det skal en anden gøre! Jacob prøver ihærdigt med hjælp fra sin halvskøre nabo, Paul, der er en gammel Korea-veteran og religiøs særling, der lever sin kristendom helt ud til kanten. Hans søndagsfornøjelse er at bære et stort kors et stykke på landevejen! Man ihukommer Moses Hansens samme stunt for mange år siden. Desuden har han travlt med at uddrive onde ånder, og dem er der en del af i huset og på marken.

Faderen Jacob kæmper som sit bibelske forbillede en djærv kamp for sin sag, men det er, som om Paradis ikke helt åbner sig. Familien har et stort billede af Jesus hængende som den gode hyrde. Ham får de brug for!

Filmen ender på en gang tragisk og alligevel ikke. Den gamle mormor medbragte en række frø af planten minari, deraf navnet på filmen. Dem planter hun på et sted i udkanten af Jacobs stort anlagte have. Nede ved floden gror de op. Det er blomster, der renser vandet og giver god smag. De står efter den nærmest apokalyptiske slutning som vidnesbyrd og inspiratorer for en ny start. Paradis er der, hvor vi overraskede opdagede det.

Filmen er rørende og bevægende på flere planer. Dels på det familiære og dels på det religiøse. Den er ikke sødladen, men den er båret af en nøgtern storslåethed.