Prøv avisen
Bog

Rørende pilgrimshistorie

Polske Olga Tokarczuks mosaik- roman om at rejse har mangler, men er velskrevet og rørende

4 stjerner

Rejseskildringerne fra slutningen af 1700-tallet, hvor Johannes Ewald og Jens Baggesen vel er Danmarks ypperste eksponenter, har efterhånden påvirket en hel hær af forfattere. Senest har genrejongløren Robert Zola Christensen udgivet den oplysningsprægede ”Larverne, Ansaldo og krydderihandlerens søn”, hvor fortælleren ser tilbage på en farefuld færd til det kolde nord, men polske Olga Tokarczuks roman om den rejsende er af en ganske anden støbning. Mest af alt handler den nemlig ikke om de ophold, man fordyber sig i på en rejse, men om selve det at være undervejs.

”Rejsende” er udformet som knopskydende perler på et væld af snore. Den har ikke et plotmæssigt højdepunkt foran sig og arbejder sig undervejs ikke frem mod et decideret slutmål. Eller jo, det gør den jo, men selve pointen med turen er ikke nødvendigvis at komme frem til slutstregen. Det er snarere at beskue nomadens bevægelse.

Således udgøres ”Rejsende” af en række længere og kortere tekster, der alle tematiserer det at rejse. Nogle i novellelignende historier, der visse steder minder om Naja Marie Aidts ”Bavian”, nogle i brevform til Østrigs kejser Franz I, og langt størstedelen er udformet som jegfortællinger med reflekterende småhistorier om de mennesker, man møder i fly, i lufthavne og på rejsen.

Jegfortællingerne fører ofte til småfilosofiske, abstrakte betragtninger om rejsens psykologi, og hvor de nogle steder er rammende, så fremstår de andre steder hverdagsprægede tenderende det banale.

Bedst er Olga Tokarczuk i mine øjne i novellerne. Især den rørende og levende fortalte historie om bogsælgeren Kunicki, der på en rejse til en kroatisk ø bliver væk fra sin kone og treårige søn. Hele øen hjælper ham snart med at finde dem igen, og som de indfødte bliver ved med at gentage til ham, så bliver man ikke væk på øen – det er den simpelthen for lille til.

Læseren forlader den desperate Kunicki på en kroatisk bar og besøger ham igen i en senere novelle, da de alle tre er hjemme igen i Polen. Men selvom den mistænksomme Kunicki er vendt hjem og har kone og barn med sig, så er han stadig fastlåst fikseret på forsvindingen på øen. Kunickis historie er en fantastisk fortælling om paranoid desperation og om panisk at lede efter noget, man for længst har mistet.

Desperation går også igen i en anden af bogens bedste spor.

Historien om russiske Annusjka, der sidder ulykkeligt fast i et fattigt liv præget af sønnen Petjas ubærlige sygdom, og den hjemvendte, angstprægede ægtemands afvisende adfærd er rørende. En dag bliver det for meget for den menneskeligt set overlæssede kvinde, der under en sjælden eneudflugt til kirkegården opsøger og forfølger en indhyllet, skør hjemløs.

Annusjka bliver til et ikke-menneske. Hun forlader den ansvarlige, hjemlige rolle, hvor bekymringer og ensomhed afløser hinanden, og indtager i stedet Moskvas ikke-steder.

Metrotogene, de underjordiske gange, vejen og de øvrige hjemløse bliver hendes vandrende verden, og selvom hun forsøger at opretholde en form for normalitet, så indhylles hun snart i den skøre kvindes forvrængede verdensbilleder.

Som en moderne , polsk Sherazade underholder Olga Tokarczuk den videbegærlige læser med historier fra nær og fjern og holder sig ikke tilbage med abstrakte refleksioner om nomadelivets erkendelser.

”Rejsende” er en roman i bevægelse og om bevægelse i sig selv, og meget sigende foregår alle Olga Tokarczuks litterære rejser i solotilstand. Pilgrimsfærden, der fører til fordybelse, indsigt og refleksion, er vedrørende og interessant, men byder også på nogle banale sandheder her og der.

kultur@k.dk