Prøv avisen
Bog

Rom er kommet tættere på

4 stjerner
Pave Frans' ageren kan opfattes som en konsekvens af den udvikling frem imod større grad af fællesskab mellem Rom, her Peterskirken i aftenbelysning, og Wittenberg, som bliver dokumenteret i ny beretning om en fælles luthersk-katolsk højtideligholdelse af reformationsjubilæet i 2017. Foto: Scanpix

Reformationsjubilæet i 2017 er ikke en fest for splittelsen mellem katolikker og lutheranere, men for evangeliets forkyndelse, fastslår ny beretning

Pave Frans vakte opmærksomhed, da han for nylig besøgte den lutherske kirke i Rom. På et spørgsmål fra en kvinde, om hun kunne deltage i nadveren sammen med sin katolske mand, svarede paven, at det måtte hun bede og tale med Herren om.

Pavens svar kan tolkes som en opfordring til ikke-katolikker om at deltage i nadveren uden først at spørge om lov. Dermed bevæger Frans sig længere ad enhedens vej mellem kristne kirker, end tidligere paver har gjort.

Svaret kan også forstås som en imødekommelse af lutherske kristne forud for markeringen af reformationsjubilæet i 2017, hvor det er 500 år siden, at Martin Luther offentliggjorde sine 95 teser mod sin egen katolske kirkes afladspraksis og bodsteologi. Teserne blev startskuddet til den serie af teologiske, kirkelige og politiske begivenheder, der førte til pavens bandlysning af Martin Luther og etableringen af først reformatoriske menigheder og senere evangelisk-lutherske kirker.

Men i dag er situationen anderledes, og pave Frans svar kan opfattes som en nærliggende konsekvens af den udvikling frem imod større grad af fællesskab mellem Rom og Wittenberg, som bliver dokumenteret i en ny beretning om en fælles luthersk-katolsk højtideligholdelse af reformationsjubilæet i 2017. Beretningen er udgivet af den lutherske/romersk-katolske kommission for kirkens enhed og netop udgivet på dansk.

Formålet er i fællesskab at reflektere over, hvordan mindet om Reformationen skal højtideligholdes i dag, fordi de skelsættende begivenheder for 500 år siden er vigtige for både lutherske kirker og den romersk-katolske kirke. Udgangspunktet er, at enhver markering af reformationstiden er en spejling af sin tid.

Det særlige ved reformationsjubilæet i 2017 er, at det finder sted i en global tidsalder præget af økumenisk samarbejde mellem kirkesamfundene og et stort behov for på ny at gøre det kristne budskab kendt. Derfor bliver karakteren af højtideligholdelsen en anden end tidligere, hvor der måske blev lagt mere vægt på at betone en særlig luthersk eller katolsk identitet i konflikt med den anden part.

Den mest interessante del af beretningen er gennemgangen af de nye perspektiver på Martin Luther og Reformationen, som er dukket op i de senere år takket være bidrag fra middelalderforskningen samt katolsk og luthersk Luther-forskning. Luther-billedet er under forandring, og Martin Luther står i dag som en teolog, der var dybt forankret i sin samtid. Han var katalysator for stærke samfundsmæssige og teologiske opbrud, som prægede første halvdel af 1500-tallet.

Det har i katolsk teologi bidraget til en ny og mere positiv vurdering af Luther. Han bliver ikke længere betragtet som en forvirret munk, der havde til formål at splitte kirken. Tværtimod vokser den erkendelse frem, at han snarere skal opfattes som en reformator af kirken, der havde til hensigt at bevidne evangeliet som troens udgangspunkt. Det havde centrale dele af den katolske kirke glemt, og derfor kan den katolske kirke i dag hilse Martin Luthers anliggende velkommen, selvom den betragter kirkesplittelsen som unødvendig.

Selvom der ikke er tradition i den katolske kirke for at trække en bandlysning tilbage, ville det være naturligt i forlængelse af det Luther-billede, der bliver tegnet af den fælles luthersk/romersk-katolske kommission, at pave Frans som et led i markeringen af reformationsjubilæet gav udtryk for, at bandlysningen ikke længere er aktuel. Måske er det netop en pave Frans, der kan gøre det, fordi han tilsyneladende ikke er bange for at udfordre, hvad der er normal katolsk praksis.

Også den protestantiske Lutherforskning har ifølge kommissionens beretning gennemgået en betragtelig udvikling, selvom lutherske kirker fortsat betragter Reformationen som en nødvendighed. De reformatoriske bevægelser bliver sat ind i en større historisk og politisk sammenhæng end tidligere. Samtidig har dialogen med katolske teologer bidraget til at overvinde ensidige konfessionelle tilgange til reformationshistorien og dermed åbnet for en større selvkritik i opfattelsen af lutherske traditioner.

Beretningen falder ikke for fristelsen til at ophæve de teologiske forskelle mellem de lutherske kirker og den romersk-katolske kirke. Den indeholder en række væsentlige overvejelser, som bør inddrages i de mange forberedelser af reformationsjubilæet, der i øjeblikket bliver gjort rundt omkring i landet.

Afdøde sognepræst og biskop Niels Henrik Arendt har skrevet forordet til denne vigtige udgivelse. Han betoner, at både lutheranere og katolikker er arvtagere til det samme evangelium, og at det derfor også er vigtigt, at de kan se på de historiske begivenheder sammen.

Det gør kommissionen, og dermed er der sat en god ramme for reformationsjubilæet, så det kommer til at handle om det reformatoriske anliggende, hvordan evangeliet bliver forkyndt for alle i dag.

kultur@k.dk