147 myggestik ankom han med, i en vaklende tilstand efter at have spist hanekam stegt i olie på vejen. Men dagvognen nærmede sig, Rom var i syne, klar til at modtage en nedbrudt, mentalt forvirret H.C. Andersen, der havde tigget sig til et stipendium til den berømte by.
"Det interessante er, hvad Rom gør ved menneskene. Ingen er sluppet ud af den by uden at være et andet menneske", siger kunsthistoriker og forfatter Hans Edvard Nørregaard Nielsen, der har tilrettelagt Statens Museum for Kunsts store udstilling i anledning af H.C. Andersens 200 år med titlen "Her i Italien. H.C. Andersen og guldaldermalerne".
Andersen er 28, da han kommer til Rom kort før jul 1833. Han er psykisk forslået, i København er der hele tiden blevet sat spørgsmålstegn ved hans evner, men han finder sig selv i det romerske og i Italien, mener Hans Edvard Nørregaard-Nielsen. Han bryder sine egne begrænsninger. H.C. Andersen tegner en del under turen. Nogle af tegningerne kan ses på udstillingen. Hurtige streger af indtryk, som han så fylder ud med sin billedskabende fantasi, når han er tilbage i Danmark. Det er dem, han bruger, da han sætter sig ned og skriver sin afgørende debutroman "Improvisatoren", de er hans "duftende huskesedler", siger Hans Edvard Nørre- gaard-Nielsen.
H.C. Andersen flyttede ind i Via Sigstina, bag Den Spanske Trappe. På tredjesal i et hjørnehus, som man nemt kan finde den dag i dag. Fotografen Janne Klerk har suppleret originalmalerier og tegninger med fotos af særlige steder og stemningsbilleder fra Rom og de andre steder i Italien, Andersen besøgte og fik en tilknytning til.
Via Sigstina var midt i kunstnerkolonien. For udstillingen på Statens Museum for Kunst har nok udspring i H.C. Andersen, og han binder helheden sammen, men guldaldermalernes år og liv i Italien er det, der fylder væggene og videregiver, hvordan livet var som dansk kunstner på de sydlige breddegrader.
Og Hans Edvard Nørre- gaard-Nielsen romantiserer egentlig ikke dagliglivet på det punkt. De hænger på hinanden, siger han. Constantin Hansens berømte maleri af "Et selskab af danske kunstere i Rom" er fra 1837, samtidig med, at en voldsom koleraepidemi brusede i de romerske gader. Den slags forfærdeligheder skal have en årsag, og som regel er det ikke de videnskabelige, der vinder, men derimod de følelsesbetonede. Så i de dage var der en lille religionskrig i gang, hvor udlændinge og lutheranere blev lagt for had som stiftere af epidemien. Derfor sad den danske flok nu isoleret i denne lejlighed, lidt hævet over Rom, uden at kunne gå nogen steder. En vis træthed er at spore i ansigterne.
Kontakten med italiernerne var sporadisk. Hvor malerne et par generationer før var i Rom alene og derfor var nødt til at være langt mere opsøgende over for lokalbefolkningen, var de nu så mange af sted ad gangen, at de var sig selv nok. Så en stor del af tiden sydpå gik med interne stridigheder, men også med at dyrke en længsel efter hjemmet og Danmark, som malerne kunne bekræfte hinanden i, for eksempel ved at synge danske salmer sammen. Indtil de kom hjem, fortæller Hans Edvard Nørregaard-Nielsen. Så gik længslen den anden vej.
Malerne opholdt sig i Italien væsentligt længere end H.C. Andersen. Han forlader Rom dagen før sig 29 års fødselsdag. Ikke kun fordi han skal videre, men sikkert også udfra en nødvendig økonomisk kalkulation. Havde han siddet der midt mellem fejrende landsmænd, havde han ikke kunnet undgå at beværte dem, og det rakte pengene ikke til. Der var meget, han skulle nå endnu. Han skulle jo helt til Napoli.
Udstillingen på Statens Museum for Kunst er ifølge Hans Edvard Nørregaard-Nielsen et forsøg på at fastholde H.C. Andersen i tid og rum. Den er bygget op som en form for rejserute i tre rum. Vi ankommer til Rom med H.C. Andersen. Kommer ind midt i den hektiske by, møder på væggene de landsmænd, der er gået forud i byen og dem, der er der endnu. Får byen og stemningen fastholdt på lærrederne og papiret. Det er en form for hovedfærdselsåren, strøgturen.
Så kan man blive inspireret og indfanget af en flig af en historie, et hus, et sted og stikke ned ad en sidegade eller en smøge, som er det, montrerne langs væggene fungerer som. Det er her, der er ekstra gode historier, hvor man kommer bag facaderne og får bygget mere på de visuelle beretninger om livet i byen.
Inden vi sætter os ind i dagvognen igen og kører mod Napoli. Den frække by, som H.C. Andersen udpegede som den by, han ville vælge at gå igen i, hvis han en dag fik et liv som genfærd. Lige nu har den 200-årige imidlertid nok for travlt med at gå igen her i Danmark, til at han også kan deltage i det frække napolitanske liv. Udstillingen på Statens Museum for Kunst er den første dør, der har åbnet sig i rækken af festligheder i anledningen af jubilæet, og bag døren gemmer sig så megen viden og substans, at den besøgende gerne åbner den.
Her i Italien. H.C. Andersen og guldaldermalerne. Statens Museum for Kunst. Sølvgade. København. 12. februar-12. juni 2005.
