Ved Østre anlæg i København er der for nylig rejst en statue af digteren Inger Christensen. Statuen er uden hoved, kun en tværgående plade stikker op mellem skuldrene, hvilket har vakt betydelig vrede. Er det endnu et udtryk for mandlig undertrykkelse?
Men jeg tror såmænd, at Inger Christensen selv ville have betragtet værket med sin seerøjne og tænkt: "Så er jeg da endelig på vej mod afrealisering. Snart bliver jeg til rent organisk stof."
Sagen viser imidlertid, at kampen om kvinders ret til at indtage det offentlige rum – uden at blive overset eller hovedløst krænket – på ingen måde er slut.
Og det er dén kamp, der på en anderledes sødmefuld, bramfri og triviallitterær tangent, udspiller sig i Dolly Parton og James Pattersons roman, "Løb, Rose, løb": kampen for at blive anerkendt som kvindelig kunstner i en gennemsyret, patriarkalsk musikverden.
Her handler det ikke om afrealisering, den slags spidsfindigheder er der ikke råd til i et liv, præget af overgreb og tørre tæsk. Nej, her gælder det netop om realisering. At brænde igennem på alle musikalske parametre.
Og det er med den ene drøm om at blive realiseret, at folde hele sin kraft ud, at den unge AnnieLee blaffer den lange vej til Nashville for at blive countrysanger. Med sig har hun kun en dyster fortid, en skjoldet sovepose og et par slidte jeans. Ingen penge. Ingen mad. Guitaren har hun pantsat. Og de første mange nætter må hun tilbringe i en park.
Men hun har "the spirit". Som hun synger fra den iskolde landevej i en af de mange hjemmekomponerede sange, der krydser teksten: Can I fix it? / No, I can’t/ But I sure ain’t gonna take it lying down’.
AnnieLee kommer aldrig ned at ligge. Hun er en overlever. Og hun er alt andet end hovedløs. Dels ser hun skøn ud. Dels har hun både en mund, der kan kæfte op og stiletter, der kan bruges som våben. Og desuden en pistol i tasken, der allerede må tages i brug på det første lastbil-lift, hun får. "Take the wheel and just believe/ that you can change your life".
Og så er der stemmen, der går lige ind. Og som snart vinder Nashvilles hjerter.
Men først må hun gå igennem ild og vand.
Og hvis historien ikke var sand, var den nok mest vand. Men meget tyder på, at den fiktive rejse fra helvede til himmel ligger tæt på den ene forfatter - countrylegenden Dolly Partons eget liv. For også hendes kamp var hård og sej.
Men nu står de her begge, den virkelige og den fiktive, med fornyet styrke. Tre akkorder og sandheden, som man siger på de breddegrader. Det er nok.
Så "Løb, Rose, løb" er feminisme og MeToo direkte fra første pailletrække, og det er ikke bare godt. Det er tudegodt!
Og når romanen så kobles med en dreven bestsellerforfatter som James Patterson og autentiske navne og miljøer fra country’ens Mekka og musikbranchens Medina, ja så er der altså noget i denne her historie – trivi eller ej – der bare virker!
Stille og roligt derudaf. For ud over en gevaldig start af en cliffhanger kører historien strengt kronologisk. Det ene kapitel starter, hvor det andet slutter. AnnieLee møder kærligheden på en bar. Han hedder Ethan. De er to forslåede børn, selvfølgelig er de det. Der er lig i lasten. Selvfølgelig er der det.
Og hun møder superstjernen, der nu har lagt scenen bag sig: den legendariske countrysanger Ruthanna.
Den ældre stjerne tager den yngre under sine vinger. Og det antydes fint, at Annielee både bliver synonym med Ruthannas døde datter og med hende selv som ung. Og så altså en dobbelt udgave af Dolly Parton selv i netop de to kvindeskikkelser: gråspurven og guldfuglen. Uskylden og depravationen.
Og skulle hjernen stadig forhindre hjertet i at slå - jamen, så er der et album man kan købe med 12 spritnye sange fra bogen.
Så løb, Rose, løb. Og tag mig med!
Dolly Parton og James Patterson: Løb, Rose, løb. Oversat af Susanne Staun. 464 sider. 199,95 kroner. Gyldendal.