Roman dyrker voldens skønhed i et billedsprog, der er malende og excentrisk

Solidaritet forvandles til plyndring i denne effektive roman

”I denne by uden løsninger sloges vi om et sted at dø.” Sætningen er sigende for hele romanen, der – sagt på en lidt Tom Kristensensk måde, skriver Maria Sjøqvist
”I denne by uden løsninger sloges vi om et sted at dø.” Sætningen er sigende for hele romanen, der – sagt på en lidt Tom Kristensensk måde, skriver Maria Sjøqvist. Foto: Gyldendal.

Den venezuelanske journalist og forfatter Karina Sainz Borgo, der er født i 1982, udvandrede på et tidspunkt til Spanien, hvor hun nu bor i Madrid. I 2019 udgav hun bogen ”La hija de la espanola”, der på dansk kom til at hedde “Nat i Caracas”.

Det er en helt igennem fiktiv roman om voldelige oprør i Venezuelas hovedstad. Det foregår i tiden omkring 2008, hvor den opdigtede oprørsgruppe Revolutionens Børn anholder, torturerer og dræber borgere, der på den ene eller anden måde forsøger at overleve i et samfund præget af kaos, tab af identitet og alle former for etik.

Hovedpersonen i bogen er fortælleren Adelaida Falcón, den unge kvinde, der netop har mistet sin mor, og som i sin store sorg herover prøver at finde en måde at leve på. Ud over Adelaida møder vi også hendes venindes bror, Santiago, der får en barsk skæbne, da han tages til fange og bliver indsat i et frygteligt fængsel.

Alle kæmper mod alle, der er brand i gaderne, mangel på selv de nødtørftigste dagligvarer – og man går ikke af vejen for at stjæle fra naboen. Selv Adelaidas lejlighed bliver besat af en gruppe, hvor anføreren er en kvinde, der kaldes Marskallen. Hun kan end ikke komme ind og hente sin mors ejendele.

Adelaida må besætte sin afdøde nabos lejlighed og bliver nødt til at skifte identitet for ikke at blive slået ihjel.

På sæt og vis er romanen et studie i, hvordan den menneskelige sjæl kan forråes. Et sted står der:

”I denne by uden løsninger sloges vi om et sted at dø.”

Sætningen er sigende for hele romanen, der – sagt på en lidt Tom Kristensensk måde – dyrker voldens skønhed i et billedsprog, der både er malende og excentrisk. Kvinderne, der besætter Adelaidas lejlighed, er ”katedralstovte i deres fedme”, og således må læseren gang på gang forundres over de metaforer, der rammer så meget plet.

Romanen er solgt til 18 lande og har overalt fået fremragende anmeldelser. Ganske fortjent.