Roman kaster kompetent kulørt lys over dramatisk periode i Kinas historie

Man er med andre ord godt underholdt i denne massive roman. Og ”Kina” efterlader læseren med et stort indblik i det store land, hvor solen stiger op

Edward Rutherford er "en dreven forfatter, der er fuldt fortrolig med sine virkemidler," skriver Kristian Østergaard blandt andet om værket "Kina".
Edward Rutherford er "en dreven forfatter, der er fuldt fortrolig med sine virkemidler," skriver Kristian Østergaard blandt andet om værket "Kina". . Foto: Forlaget Turbulenz.

Edward Rutherfurd er kendt for sine omfangsrige romaner, hvor handlingen typisk foregår i byer som New York, Paris og Dublin over adskillige århundreder. Rutherfurds seneste roman hedder ”Kina” og adskiller sig fra de fleste andre af hans historiske romaner, idet den ”kun” omhandler de sidste 70 år af Qing-dynastiet. Det er dramatiske år, hvor læserne bliver præsenteret for Opiumskrigen, Bokseropstanden og kejserdømmets sidste tid.

”Kina” begynder med Opiumkrigen i 1839, og forfatteren skildrer det komplicerede forløb gennem forskellige personer. Her er Jian Shi-Rong, der som embedsmand skal forsøge at bremse den ulovlige import af opium til Kina, hvor vestlige købmænd er blevet rigt belønnet for deres mangel på anfægtelser og menneskelig anstændighed.

Men her er også, John Trader, der oprindelig var dybt forgældet, men hvor salget af opium gav ham velstand og fremgang. For Traders opiumhandel bliver en omfattende forretning, men allerede ved bogens begyndelse er tiden ved at løbe fra mænd som Trader. Med den såkaldte ”Bokseropstand” i 1899-1901 samler militante kinesere sig nemlig om at drive vesterlændinge som Trader ud af Kina. 

Trader forstår efterhånden kineserne. Han er efterhånden blevet en moden og tænksom herre, der godt kan se, at opiumshandel var en skidt ide. Tillige og især kan Trader se tilbage på et langt liv, som har overbevist ham om, at der er et forsyn: ”Jeg tror, der er en eller anden indflydelse, som beskytter os. Om det er Guds hånd eller noget mere jordisk, aner jeg ikke. Men et eller andet holder os i live.” 

Traders fætter er præst, og han beklager tidligt i romanen Vestens dominans i Asien, idet han opfordrer til ”større forståelse for lokalbefolkningens skikke og religioner.” Der er dog ikke alle skikke, der er værd at beholde. Man kan ikke læse om lille Klare Måne og hendes fødder uden at væmmes. Mens hendes far arbejder udenlands, beslutter familien sig for at snøre hendes fødder, så de bliver forvandlet til de attråværdige ”liljefødder”, der skal besnære potentielle ægtemænd: ”Da de næste dag tog forbindingerne af Klare Månes fødder, opdagede de, at de fire små tæer på hver fod allerede var sirligt brækket. ”Det er en vældig god begyndelse.”” 

Sådan er romanen også et digert antropologisk katalog over kinesiske traditioner, hvor Klare Måne ikke er den eneste, der må underkaste sig mishandlinger for et højere formål. Det gælder også romanens mest spændende skikkelse, der kaldes for ”Lakerede Negl”. Han har ligesom John Trader svært ved at klare sig økonomisk og for at forsørge sin familie søger han arbejde ved enkekejserinde Cixis hof. Men for at arbejde ved at hoffet skal han lade sig kastrere. Eunukkerne bliver betragtet som ufarlige og eftergivende, og Lakerede Negl indvilliger i at få fjernet sine testikler, selv om genfærdet af en drift dog melder sig sidenhen hos ham. Lakerede Negl er bogens eneste jeg-fortæller, mens de mange andre personers historie fortælles i tredje person.

Lakerede Negl kommer til at stå enkekejserinden nær, hun skaffer forhindringer af vejen ved at udrydde dem. Men den Lakerede Negl skal såmænd også selv vise sig at være – en hård negl. 

Vi er med romanen ”Kina” i en verden, hvor farverne blandes og tingenes orden om- og nedbrydes i hastigt tempo, og Rutherfurd formår at få læseren til at sætte sig frem på stolen og leve sig ind i de kulørte persongallerier og de kringlede menneskeskæbner.

Rutherfurd interesserer sig nemlig mere for sine aktører og sine læsere, end han går op i litterære teorier eller subtile eksperimenter med form og stil. Det er dog ikke ensbetydende med, at han ikke kan skrive. Tværtimod er han en dreven forfatter, der er fuldt fortrolig med sine virkemidler. Desuden er han en moraliserende skribent, der gerne skyder til måls efter mekanismer som grådighed, naragtighed, opportunisme og selvretfærdighed. 

 ”Kina” er både sædeskildring, genreroman og stort skæbnedrama. Det dampende, duftende og støjende univers i romanen, får læseren til både at måbe og glæde sig over foreningen af gedigen fortælleteknik og journalistisk behændighed i persontegningen.

Man er med andre ord godt underholdt i denne massive roman, der dog taber flyvehøjde i den sidste halve halvdel af bogen. Ikke desto mindre efterlader ”Kina” læseren med et stort indblik i det store land, hvor solen stiger op.

Edward Rutherfurd: Kina. Oversat af Birgitte Brix. 800 sider. 300 kr. Turbulenz.