Et sted inde i Brynja Svanes roman ”Gudrun. En slægthistorie fra Vestfjordene 1” tikker en bombe, der synes tidsindstillet til eksplosion. Den indtræffer dog ikke i dette første bind af en trilogi om en slægt i det nordvestlige Island fra slutningen af 1700-tallet og 100 år frem.
Inspirationen har forfatteren fra sin familie på mødrene side. Hun er født i Island og opvokset både dér og i Danmark. Hun er tidligere professor i fransk litteratur ved Uppsala universitet og har udgivet både fagbøger og romaner.
Udgangspunktet for romanen er et mageskifte af jord, som den danske konge i 1777 foretog med en velhavende enke, titelpersonen.
For økonomien og udviklingens skyld udvidedes et saltværk, som danskerne havde etableret nogle år forinden. Men det var en ”industrialisering”, der angiveligt havde ubehagelige omkostninger. Enken og hendes børn måtte bryde op fra ”svineriet” og begynde forfra et andet sted.
Nok er enken Gudrun en vigtig figur i handlingen, men det meste af tiden holder hun sig mere i baggrunden, end man forventer af en titelperson. Et forsøg på dybtgående karakterstudie er der ikke tale om.
Forgrundsfigurer er hendes sønner Thor og Gudmundur. Det er dem, der hemmeligt kan høre bomben tikke, idet de dækker over en udåd, som de samtidig drager fordel af.
Udåden omfatter både brand og død samt tyveri af en kiste med penge og guld. Det drejer sig om hele saltværkets formue, den, der skulle sikre medarbejderne deres løn. Hen imod slutningen hører vi om Gudmundurs dårlige samvittighed og om hans frygt for, at han har nedkaldt en forbandelse over sit liv. Jeg undrer mig over, at brødrene ikke i endnu højere grad undervejs gennem historien plages af skrupler over deres handlemåde.
Bomben tikker formodentlig videre i de kommende bind, hvor vi også må få mere at vide om konsekvenserne af det modsætningsforhold, der opstår mellem den velhavende enke og hendes sønner, der nærmest føler sig snydt af hende og mener, at hun mest har tænkt på sig selv. Det piner hende. Og hun finder desuden deres mistanke uretfærdig. For hun, der sætter ærlighed højt, ved med sig selv, at hun har ønsket det bedste for dem alle.
Brynja Svanes fortrolighed med Island – med landets historie, kultur, natur og skikke – er afgørende for ”Gudrun”, hvis virkelighedsskildring virker meget autentisk. Men indimellem kniber det lidt med at finde en balance mellem det generelt oplysende og det for romanen relevante.
Kulisserne er på plads og i orden. Men jeg savner en mere medrivende og fokuseret historie. Måske burde Brynja Svane have koncentreret sit stof noget mere i stedet for at brede det ud over tre bind.