Det var urolige tider i Danmark i 1100-tallets midte. De slaviske hedninger, venderne, fra Rügen og omkringliggende områder var trusler mod de danske kyster. De plyndrede danske byer og skabte uro. Tillige udspandt der sig en borgerkrig mellem Svend, Knud og Valdemar. Den endte med, at Valdemar blev enekonge med biskop Absalon ved sin side. På den helt store europæiske scene var striden mellem kejser og pave i fuld gang, og det gav også dønninger i Danmark.
Det er den urolige historiske baggrund for Visti Christensens roman ”Munken fra Uglesø”, der tager udgangspunkt i personen Hannes Aro Gormsøn fra Græsted i Nordsjælland. Han bliver som ung grebet af den kristne forkyndelse gennem en kendt munk, der bærer jernbyrd foran landsbyens måbende forsamling.
Vi kender det at bære jernbyrd fra fortællingen om kong Harald Blåtand, hvor munken Poppo holder ildglødende jern i sine bare hænder uden at blive forbrændt. Derved viser han den kristne Guds overlegenhed i forholdet til det gamle hedenskab.
Hannes fra Græsted vil efter overværelsen af, at munken Asger Transe kunne bære jernbyrd, være munk. Efter nogle omveje træder han ind i det nye augustinerkloster på Eskilsø i Roskilde Fjord. Her bliver han kaldt Aro, og under dette navn lever han sit munkeliv.
Inden sin indtrædelse i klosterlivet oplever Hannes Aro en ungdomskærlighed til Tove, der får skelsættende betydning i hans senere liv, der kommer til at veksle mellem tro og tvivl.
Munken Aro bryder på et senere tidspunkt ud af klosteret og deltager i Valdemars og Absalons togt mod venderne på Rügen, hvor Valdemars korstog ender med sejr.
Men munken Aro er en urolig sjæl, der efter togtet igen ønsker at træde ind i klosterlivet, hvilket han gør i Æbelholt, hvortil augustinerklosteret på Eskilsø er flyttet. Her indhenter fortiden ham. Det er, som Visti Christensen skriver i begyndelsen af romanen, handlingsmønstret.
Bogen er en roman med meget omfattende forklaringer om munkelivet undervejs. Indimellem tænkte jeg, om det var en artikel om 1100-tallets munkeliv, jeg sad og læste, og det gjorde selve persontegnelsen af Hannes Aro ret utydelig. Der er ingen tvivl om, at den pensionerede sognepræst fra Slangerup-Uvelse sogne har sat sig ind i 1100-tallets teologi og munkeliv, men det er uhensigtsmæssigt at bruge sin viden på den måde.
De mange latinske udtryk oversættes f.eks. ikke, hvilket må være irriterende for den ikke-latinsk kyndige. Man sidder og forstår hvorfor nadverens latinske sprogbrug blev til hokuspokus i folket! Det er også trættende i skildringen af munkens liv at få opremset alle de urter, der gror i medicinhaven. Det virker som et google-opslag, der giver træthedsfornemmelser.
Desværre bliver hovedpersonen Hannes Aro ikke nærværende, og slutningen på fortællingen om ham synes mig noget fad.
På det litterære plan virker romanen ikke, når forfatteren efterlader sine personer i sine redegørelser og viden. Det er ærgerligt, fordi rammen og ideen er god. Det var en spændende og udfordrende tid, dengang i Nordsjælland i det 12. århundrede, men fuglen flyver ikke.