Roman om præstelivet mangler troværdighed

Sognepræst Mette Grymers kortroman ”Mellemværende” er præget af uelegante replikker og usmidigt sprog, men byder også på humor

Roman om præstelivet mangler troværdighed

”Mellemværende” er fortalt af en række stemmer, og i midten af det hele står sognepræsten Lauge Jørgensen og vakler. Ægteskabet med den dominerende kone skranter, og forholdet til de tre børn er ikke-eksisterende. Eneste tryghed er kontakten til den knude, der vokser som en tvilling i lysken, og som han kærtegner med hånden nede i bukserne. Romanen åbner med Lauge, der har søgt tilflugt i sin mørklagte kirke og forestiller sig at præsentere sig på sin telefonsvarer:

”De taler til telefonsvareren hos sognepræst Lauge Jørgensen. Ham med en sandsynligvis kæmpe kræftknude i bukserne, som ingen kan se, og ingen har været opmærksom på at opdage. Allermindst hans kone. Han træffes ikke lige nu, men De kan indtale besked efter tonen… Overvejer hvad der ville ske, hvis han indtalte og gemte den. Latterliggørelse. Reprimande ad tjenestevejen. Til provst og biskop til hver deres tjenestelige samtale. Snak i krogene. Nu går det da helt gakgak, ville de sige.”

Lauges tanker hvirvler rundt, og hans usikkerhed afføder også en del morsomme scener – som da han står for en begravelse og ikke kan lade være med at smile overskudsagtigt midt i handlingen, fordi han husker ritualet uden besvær.

Forfatter Mette Grymer er selv sognepræst i Nyborg, og det er tydeligt, at der for en folkekirkeansat vil være mange hverdagsgenkendeligheder forbundet med læsningen. Desværre er den lille roman præget af flere graverende problemer.

Ud over Lauge følger ”Mellemværende” også en enke, hvis afdøde mand, Lauge begraver. Hendes to døtre er ondskabsfulde gribbe, der kun venter på at arve fra deres mor – der trods psykisk og fysisk misbrug fra sin afdøde mand nærer stor ømhed for ham, uden det forklares yderligere. Den manglende nuancering er et gennemgående problem for ”Mellemværende”. Her er antagonisterne en flok mentale tæger, der suger til sidste bloddråbe, mens andre er uskyldige lam, der uden forklaring klynger sig til deres blodsugere. Den manglende troværdighed er et stort problem for en bog, der udspiller sig i et realistisk univers.

Troværdighedsproblemet ses også i de afsnit, der fortælles af Lauges 16-årige søn, Adam. Han er ved at træde sine første spæde skridt ud i de erotiske aspekter af kærlighedslivet, men dialogen med den udkårne virker mest som tantesnak:

”De sidder i tavshed med hver sin mobil. Er det egentlig ikke sådan, at piger i teenage-alderen begynder at overhale drenge? spørger hun ud af det blå. Joh, det har jeg hørt, men er det nu også rigtigt. (…) Vi kunne jo også prøve det en dag? foreslår han forsigtigt, mens han stadig kigger på havet. Prøve hvad? Sex, da.”

På trods af sine vanskeligheder har ”Mellemværende” et fint sigte; nemlig at sætte fokus på de menneskelige relationer. At ”kontakt er kærlighed”, som et kapitel hedder. At man trods fremmedgjortheden kan finde en skønhed og mening i relationerne til hinanden, og den almenmenneskelige vinkel er interessant. Skønheden finder romanens Lauge hos sin universitetskæreste Karen, der siden deres tid sammen er blevet kordegn, og Karens afsnit er bogens bedste. Det ændrer desværre ikke på, at ”Mellemværende” fremstår konstrueret i både dialog, handlingsforløb og karakterer.