Roman om ung pilotofficer under Anden Verdenskrig er ”overbevisende satsning”

Forfatteren Max Ulrich Klinkers fortrolighed med fly og flyvning er med til at give romanen en ganske særlig autenticitet

Krise kan være en forudsætning for at komme videre i overensstemmelse med nyindvundne erfaringer. Dette bliver ved begyndelsen af Anden Verdenskrig påtrængende aktuelt for den unge pilotofficer i Royal Air Force, Herman Andersen.

Han er hovedperson i Max Ulrich Klinkers 600 sider store roman “Pastorale. Krig og kærlighed”. Det er – efter fire tidligere bøger – denne forfatters hidtil største og samtidig mest overbevisende satsning.

Han folder sig ud som en medrivende fortæller i en historie, der er sikker både i sin tids- og miljøbeskrivelse og dertil har psykologisk dybde. Ud over at være jurist har Klinker tidligere virket som civilpilot, blandt andet i SAS, og hans fortrolighed med fly og flyvning er med til at give romanen en ganske særlig autenticitet. På dette punkt indtager han sammen med en anden stor fortæller og tidligere pilot, Peder Hove, en særstilling i dansk litteratur.

Bogens efterskrift – der har en vis betydning for læsningen af romanen – er fra Paulus’ Andet Brev til Timotheus, kapitel 4, vers 7 og stammer fra et mindesmærke for polske flyvere i Royal Air Force under Anden Verdenskrig:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen”.

Citatet antyder en grundholdning hos både Klinker og hovedpersonen, idet de begge er katolikker.

Herman Andersen, der er fiktiv, angives at være vokset op i Kenya med en dansk far og en britisk mor. “Danmark” står der på hans skuldermærker, men efter den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 bliver han bedt om at tage dem af, for nu regnes Danmark for at være allieret med Tyskland.

Det får dog ingen yderligere konsekvenser for den unge Andersen, der tværtimod forfremmes til ”flying officer”.

Krisen, som hankommer ud i, oplever han selv på denne måde:

”Det var, som om han var blevet en kastebold. Han havde ikke helle nogen steder. Selv tobaksrøgen fra hans pibe hvirvlede tilfældigt i luften, uden retning og uden orden”.

Herman Andersen har hidtil levet ret sorgløst, men virkeligheden trænger sig ubarmhjertigt ind på ham, dels i tjenesten, dels i privatlivet. Blandt andet er han ude for, at ”hans” fly ved en fejl skydes ned af en af hans egne – og et medlem af besætningen, hans svoger, der utålmodigt har ventet på at komme i aktion, bliver dræbt.

Herman er forlovet med overklassepigen Anne, men efter den første ”rus” er han uafklaret med hensyn til, om det i virkeligheden snarere er selve forelskelsen end pigen, han er forelsket i. Samtidig har han lejlighedsvis et erotisk forhold til den forførende Vanessa, der er gift med en anden bror til Anne. Egentlig ønsker Herman ikke dette forhold. Han ved, at han handler forkert, men han kan ikke lade være. Og det afsætter ridser i hans relation til Anne. Hvordan denne videre forløber afsløres ikke. I sidste scene ser vi parret danse vals – er det den sidste?

Klinkers overordnede livssyn spores i nogle tanker, som en af personerne gør sig om krigen:

”Selvom vi er soldater, og selvom vi har til opgave at slå ihjel, skal vi hele tiden huske, at vi er mennesker, der er lige i værdighed, og at individets integritet er ukrænkelig, uanset om man er tysker eller brite”.

Man må undre sig over romanens hovedtitel, ”Pastorale”, hvormed jo menes en idyllisk fortælling. Romanen, der foregår i perioden fra juni 1939 til maj 1940, udvikler sig i modsatte retning. Men en form for idyl er udgangspunktet for handlingen, der bevæger sig frem og tilbage mellem Frankrig og England, mellem tilværelsen i en bombeeskadrille og i et krigsfjernt britisk aristokrati med enkelte ikke videre flatterende glimt af Winston Churchill, der falder i søvn ved en celeber middag og i en anden sammenhæng mister mange penge ved spil.

I lange passager er flere af personerne påfaldende lidt optagede af den dødbringende storpolitiske situation. Deres holdning skal ses på baggrund af, at den erklærede krig var meget længe om at blive til virkelig krig. I stedet herskede en uvirkelig fred. Men uanset graden af ydre dramatik – eller slet ingen af slagsen – er romanen til stadighed en nærværende beretning om uskyldstab og personlig modning.