Engang var det underviserne, der regerede på de amerikanske universiteter. Men sådan er det ikke længere. Nu er det i stedet de identitetspolitisk vakte studerende, som afgør, hvad der er rigtigt og forkert, hvem der er inde og ude.
Sådan ser det i hvert fald ud, hvis man skal tro Netflix-serien “The Chair” eller Julia May Jonas’ langt hen ad vejen fremragende debutroman “Vladimir”, der allerede inden udgivelsen blev solgt til en række lande, og er historien om en 58-årig lektor, hvis mand og kollega er suspenderet, mens det undersøges, om han har haft forhold til flere af sine kvindelige studerende. Det er en ny tid med en ny slags unge, som er hårde på en blød måde. Som kvinden tænker: “Folk sagde, at nutidens unge var svage, men vi vidste bedre. Vi vidste, hvor stærke de var – langt stærkere end os, og udstyret med bedre våben, mere effektive taktikker. De overmandede os med deres blødhed, deres konstante krav om at tage hensyn til deres følelser – de havde magten til at forandre alt det, vi troede uforanderligt”.
De unge er woke, de registrerer øjeblikkeligt tegn på racisme, homofobi og chauvinisme, og de ser med ynk på den kvindelige lektor, der bliver hos sin kronisk utro mand, men i al hemmelighed begærer den nye lærer på fakultetet, Vladimir, som både er gift og en anerkendt forfatter.
“Vladimir” udspiller sig altså i en tid og på et punkt, hvor alt vibrerer og kan sprænge kvindens tilværelse i stumper og stykker. Og selvom hun betragter sig selv som feminist, så lider hun under det forfald, hendes krop undergår. At hun har svært ved at holde vægten, at stride hår vokser ud på hagen, ja, at hun ikke længere er en kvinde, yngre mænd finder sexet. Hun er i stedet en aldrende lærer, der er ved at tørre ind i sit ægteskab, og som bruger det meste af sin tid på at læse opgaver og forsøge at få skrevet opfølgeren til en roman, ingen satte pris på. Derfor virker Vladimirs interesse overvældende. Den unge, smukke, succesfulde forfatter med russiske aner, der ligner en græsk gud og sætter strøm til hendes slumrende seksualitet.
Beskrivelserne af alt dette – woke-miljøet, kvindeliv sidst i 50'erne i den kreative klasse, begæret, bevægelsen mod det uafvendelige – beskriver Jonas blændende. Ja, de første to tredjedele af “Vladimir” er forrygende, hvad angår komposition, sprog og karaktertegning. Men Jonas formår desværre ikke at afrunde fortællingen, hun så overbevisende har etableret. I stedet for at skrue kvinden og læseren længere ned i den psykologiske kværn, skifter hun tempo og tone og skruer op for den ydre handling med tilfangetagning, ildebrand og tidsspring, der ikke løfter det foregående, men derimod banaliserer det.
I det takkeord, der desværre synes obligatorisk i amerikanske romaner, lovpriser Jonas sin redaktør. Det er der nu ikke meget grund til, for hun burde have trådt til i bogens sidste del og fået Jonas til at nytænke den. Sådan gik det ikke, og det er bare brandærgerligt, når nu alt op til da er så overbevisende og vedkommende. Er romankunst af fineste karat.
Julia May Jonas: Vladimir. Oversat af Charlotte A.E. Glahn. 339 sider. 300 kroner. People’s.