Martha Flyvholm Todes debutroman ”På Bornholm må man græde overalt” er fortællingen om den unge kvinde Maria, som gennemlever en stor sorg efter sin stedfar Tores pludselig blodprop og efterfølgende død.
Marias mor har nogle år tidligere mødt Tore, som har drengene Carl og Malte fra et andet forhold. Den nye familiekonstellation har øjensynligt fungeret glimrende. Kun et enkelt sted antydes en konflikt mellem Maria og Tore, men den er af minimal karakter. Når man ved, hvor ofte sammenbragte familier skaber problemer for både børn og forældre, er det faktisk rørende at læse beskrivelserne af den fine sammenhørighed, som opstår mellem de to. Et fælles fascinationspunkt for dem er Nils Malmros’ mange film, som de ser sammen og diskuterer en efter en, indtil blodproppen rammer Tore.
Størstedelen af romanen er fortalt fra Marias synspunkt. Fortællingens forløb tager form som en lang række nedslag på situationer, der lidt efter lidt tillader læseren at danne sig et overblik over centrale dele af hendes liv. Romanen tegner overordnet et billede af Maries brydsomme vej ind livet og hendes kamp med eksistensens grundvilkår. For Tores uventede død leder hende ud i en dyb livskrise; og det er svært for hende at reagere fornuftigt og empatisk, når moderen, veninden, vennen og kæresten forsøger at række ud efter hende for at trøste hende.
Det er vel allermest tydeligt i de mange ubesvarede postkort og mails fra veninden Amalie, som er på rejse i Nepal og ihærdigt forsøger at trøste Maria, der konsekvent ikke svarer på de kærlige beskeder. Til sidst bliver Amalies beskeder meget bekymrede. Hun skriver:
”Maria, Nu bliver jeg altså urolig – hvorfor svarer du mig ikke? Du ved jo, at jeg tjekker min mail hver dag, og at jeg på alle måder forsøger at gøre mig selv tilgængelig. Det er ikke, fordi du er sur, vel?”.
Og nej, det er ikke, fordi Maria er sur på sin nærmeste veninde, at hun ikke svarer på beskederne. Det er derimod, fordi hun ikke er i stand til at tænke klart og håndtere det følelsesmæssige kaos, som opstår, da det værst tænkelige indtræffer, og Tore rives bort fra dem alle. Maria ved simpelthen ikke, hvad hun skal sige, og så lader hun være at sige noget. Handlingsforløbet er ikke opsigtsvækkende, men fint og enkelt. For romanen udfolder med en nøgtern stilfærdighed et ungt menneskes sorgproces og demonstrerer, hvordan Maria efterhånden får så meget tag på sine mange følelser, at hun bliver i stand til at sætte ord på tabet og åbne sig for sine medmennesker.
Samlet set er der tale om en meget fin og stilsikker romandebut, som viser, hvor krævende det kan være for et barn eller en ung i en sammenbragt familie at komme til bunds i sine følelser over for papforældre og de brud, der uvægerligt opstår i familien, når døden indtræffer. Det er en kort, velskrevet og engagerende bog, og det lykkes fint for Martha Flyvholm Tode at tegne et portræt af en ung kvinde, som har vanskeligt ved at håndtere sine følelser i mødet med døden.