Prøv avisen

Romanen der gjorde en forskel

Jeppe Aakjærs Vredens børn, der bidrog til at forbedre forholdene for proletariatet på landet, er blevet genudgivet

At lave verden om er ikke det mest nærliggende anliggende for litteraturen. Ikke desto mindre har den nu og da bidraget til visse forandringer. Dette gælder i høj grad Jeppe Aakjærs nu genudgivne roman fra 1904, Vredens børn et tyendes saga, der er blevet betegnet som den danske litteraturs klareste eksempel på, at en bog kan være en handling. Og bemærk: Det er en tendensroman, der har bevaret gløden fra forfatterens indignation og samtidig er så velskrevet, at den opleves som andet og mere end en litteraturhistorisk kuriositet.

Bogen er en voldsom anklage mod velbjærgede bønder for grov udnyttelse af landproletariatet, der henvises til elendige og sundhedsskadelige livsforhold. Med beskrivelsen af et af de for tiden typiske og berygtede uhumske karlekamre, som man hos romanens skurk, storbonden Bertel Nørgaard, kommer til ved at passere en stinkende Sø af flydende Dyre-Ekskrementer, er i princippet alt sagt om den nedværdigende behandling af mennesker uden rettigheder. Bogen vakte raseri hos dem, der med rette følte sig ramt. Aakjær blev ligefrem truet på livet, fortæller formanden for Aakjærselskabet, Henning Linderoth, i forordet, hvor han endvidere oplyser, at Vredens børn gav anledning til 1000 avisartikler. Men først og fremmest resulterede udgivelsen i nedsættelse af en tyendekommission. Linderoth ser en sammenhæng mellem bogens politiske effekt og de sociale reformer i 1930erne og endda med velfærdssamfundet.

I romanens sidste linjer drømmer en af personerne om de forandringer, der bør ske på landet. Men forudsætningen er sammenhold. Hovedpersonen, hyrdedrengen Per, der nu er blevet voksen, er imidlertid så desillusioneret, at han vælger at holde sig udenfor og emigrere til Amerika. Men han burde nok være blevet hjemme. Situationen var slet ikke så håbløs, som han mente. Den organisation, der efterlyses, blev indledt i 1907. Og kort efter begyndte Tyendebladet at udkomme. På forsiden af første nummer stod Aakjærs Tyendesang.

Den 11-årige Per får at vide, at han er blevet solgt til Bertel Nørgaard. Ordvalget dækker præcist det, der er hans virkelighed. Han skal stå til rådighed, det er hans eneste berettigelse. Hans barndom er forbi, solgt fra. Alt er solgt fra for stort set ingenting. Jeppe Aakjær gør sig umage for at understrege, at Pers skæbne ikke er enestående. Hans dage er som alle hyrdedrenges på hans alder: Gårdens Jorder laa meget spredte, og da han var saa at sige alene om alle Kreaturernes Pasning, var der aldrig levnet ham ringeste Ro. Fra Kl. 4 om Morgenen til 10-11 om Aftenen, var der næppe et Sekund fraregnet de knebent til-maalte Spisetider han kunde nævne sit eget. Søgn og Hellig flød for ham ud i een arbejdsgraa Almindelig-hed.

Aakjær skriver en malende, sanset prosa tæt på dialekten som udgiverne klogeligt har afholdt sig fra at modernisere. Hjælp kan hentes i ordlisten. Alene dette, at muligheden for en omskrivning til nutidsdansk nævnes, er næsten chokerende. Værket har pamflettens tydelighed. En læge karakteriserer behandlingen af tyendet som mordforsøg og Pers lærer giver uden vaklen til kende, at i klasseværelset er de ellers gældende rangordninger ophævet. For i skolen er alle lige.

I dag kendes Aakjær jo mest som idylliker. I Vredens børn kan man møde ham som vred ung mand, der også taler til hjertet. Det er både gribende og rystende at læse om mishandlingen af Per.