Romanen om den islandske sjæl

Det var under en fisketur i Island, at Uffe Ellemann-Jensen blev rådet til at læse den islandske forfatter Halldór Laxness hovedværk, Frie mænd, som han synes indkapsler den islandske folkesjæl

Uffe Ellemann-Jensen kalder ”Frie mænd” for ”en af de stærkeste menneskeskildringer i nordisk litteratur”. Selv deler han samtidig forkærligheden for hunde med romanens hovedperson, Bjartur. Ellemanns egen hund hedder Oscar. –
Uffe Ellemann-Jensen kalder ”Frie mænd” for ”en af de stærkeste menneskeskildringer i nordisk litteratur”. Selv deler han samtidig forkærligheden for hunde med romanens hovedperson, Bjartur. Ellemanns egen hund hedder Oscar. –. Foto: Leif Tuxen.

Uffe Ellemann-Jensen taler så varmt om sin hund, Oscar, at han næsten får det til at lyde, som om han vil byde på en god whisky, da han få minutter inde i interviewet udbryder: Skal vi ikke have Oscar ind?.

Jo, var tydeligvis det rigtige svar. For med det samme springer den pensionerede politiker begejstret op af sofaen for at åbne entredøren for en glad gammel hund, der tydeligvis er vant til at sidde på skødet af Danmarks tidligere udenrigsminister. Og dér i den fine Hellerup-stue sidder den så tilfreds og lader sig klø under det meste af interviewet.

LÆS OGSÅ:
Islandsk forfatter får Nordisk Råds Litteraturpris

På den måde har Uffe Ellemann-Jensen mindst én ting til fælles med hovedpersonen Gudbjartur Jónsson i Halldór Laxness klassiker Frie mænd. For Bjartur, som romanfiguren også kaldes, har også en stor forkærlighed for sine trofaste hunde, der følger ham gennem hele romanen.

Oprindeligt udkom den store roman om Bjartur fra Sommerhuse som to bind Sjálfstætt fólk(1934) og Ásta Sóllilja(1935). Og selvom Bjartur mildest talt ikke er den store diplomat i romanen, er det er ikke tilfældigt, at det netop er Uffe Ellemann-Jensen, der har skrevet forordet til romanen. For selvom værket i 1955 var med til at indbringe Halldór Laxness Nobelprisen i litteratur, fandtes bøgerne ikke i en samlet udgave på dansk, før Uffe Ellemann-Jensen foreslog Gyldendal at genoptrykke dem i 2002.

Det var dog ikke forkærligheden for hunde, men for laks, der satte Uffe Ellemann-Jensen på sporet af den største islandske roman gennem tiden. De seneste 25 år er han hvert eneste år rejst op til de islandske fjelde for at følge laksen op mod de fald i elven, hvor selv den må give op, som han skriver i forordet til Frie mænd. Og det var netop også en fisketur i Island, der første gang fangede hans interesse for romanen, fortæller han:

Det var min fiskekammerat gennem mange år, Vigdis Finnbogadottir (Islands tidligere præsident, red.), der rådede mig til at læse Frie mænd for en halv snes år siden. I dag er hun blevet over 80 år, men hun står altså stadig i elven og fisker, så hun er ret sej, siger Uffe Ellemann-Jensen og slår over i sin karakteristiske lune latter, inden han fortsætter:

Det hyggelige ved de fis-keture er, at man kommer til at sidde og snakke om aftenen. Og en aften kom vi til at tale om Laxness. Jeg havde læst Salka Valka og Islands klokke, som jeg var meget begejstret for og plejer at sammenligne med Kongens fald, men jeg havde aldrig læst Frie mænd, som hun anbefalede mig. Den var desværre næsten umulig at få fat i, men det lykkedes hende efterfølgende at finde Sjálfstætt fólk og Ásta Sóllilja antikvarisk, så dem sendte hun mig. Jeg blev vildt betaget af at læse dem og betragter dem stadig som Laxness bedste værk, så jeg sagde derfor til Johannes Riis (Gyldendals litterære direktør, red.), at forlaget da burde genudgive dem. Den tyggede Johannes lidt på og sagde så, at de ville prøve at lave en samlet udgave, som man aldrig før havde lavet på dansk, men så skulle jeg også skrive forordet.

Ifølge Ellemanns forord fra 2002 bidrager bogen med en af de stærkeste menneskeskildringer i nordisk litteratur. Og romanen er ikke blevet mindre aktuel, efter at Island er ramt af finanskrisen, mener han. For bogen handler om den frie bonde Bjartur, der ender med at få sat sit hus på tvangsauktion, selvom han hele livet har kæmpet indædt mod naturens barske urkræfter og de skiftende økonomiske vinde omkring Island. Men Bjartur vil ikke give op, selvom han kun har sin frihed tilbage, og derfor inkarnerer han den islandske folkesjæl, mener Uffe Ellemann-Jensen:

Da jeg skrev forordet, prøvede jeg at skrive, hvad bogen siger mig og specielt, hvad den siger mig om Island, som jeg holder umådelig meget af. Men siden har Island jo gennemgået et eller andet. Det er ikke længere et af verdens rigeste og stærkeste demokratier. For øjeblikket har præsidenten nærmest sat det repræsentative demokrati ud af spil, og da jeg var deroppe i sommer, kunne jeg se, at der stadig står mange bygninger, som ikke er blevet færdige. Og i virkeligheden er det fuldstændig som i Frie mænd, hvor hovedpersonen Bjartur i sit overmod går i gang med at bygge et forfærdeligt monstrøst cementhus, som ender med at stå som en ruin, da hans hus kommer på tvangsauktion, efter at de økonomiske vinde har vendt. Og det, man ser i dag, med tomme halvfærdige bygninger overalt, er i virkeligheden et forfærdeligt monument over, hvad der sker, når Bjarturs vildskab og overmod bliver ramt af konjunkturer udefra. En del af tragedien er jo, at den verdensomspændende finanskrise væltede det islandske projekt omkuld, fordi det i så høj grad byggede på lån. Og når man byggede på lån, så ramlede det, som det gør for Bjartur i Sommerhuse.

I romanen står der også, at den, der ikke skylder nogen noget, er konge ...

Ja, og det er det princip, han bryder, da han pludselig sætter sig i gæld til højfinansen for at udvide sin fåreflok. Men jeg synes, at bogen er et vidunderligt dokument over, hvor hårdt livet har været i Island, og hvor ukuelige islændinge er.

Laxness er også en spændende forfatter, når man ser på, hvad han har været igennem i sit liv. Han konverterede til katolicismen og forberedte sig på en tilværelse som munk gennem studier i England, men pludselig sprang han over i en helt anden religion nemlig mar-xismen, inden han endte med at tage sit store oprør med den. Men det er et spændende forfatterskab, der er kommet ud af det. Og i det hele taget synes jeg, at det er forbløffende, hvor rigt det islandske kulturliv er. Man skal tænke på, at der bor færre folk i Island end i det gamle Aarhus Amt, men alligevel har de skabt en rig kultur med usædvanlig mange store forfattere, filmskabere, billedkunstnere og komponister. For de har en særlig skaberkraft, som jeg tror er opstået i mødet mellem den barske natur, deres religiøsitet og stolte tro på sig selv. Det illustrerer jeg selv i forordet med en sjov historie, Poul Hartling engang fortalte om en rig islandsk bonde, der havde bygget en kirke i forbindelse med sin gård. Her fungerede bonden også som kordegn, og i indgangsbønnen sagde han: Herre, vi er kommet ind i dette dit og mit hus.

Uffe Ellemann-Jensen slår endnu en stor latter op og tilføjer så:

Forklaringen er selvfølgelig, at når man lever i en så karrig og ubønhørlig natur, så bliver man et religiøst menneske. Det kan simpelthen ikke undgås. Og Bjartur er det også, selvom han måske først og fremmest stoler på sig selv. For der bor en ukuelig optimisme i den islandske folkesjæl. Det kan man også se i Island i dag, hvor folk allerede er ved at få gang i hjulene igen efter krisen i modsætning til sidste år, hvor det hele stadig virkede ret trist.

Men nu er der trafikpropper og fyldt med turister, og de har endda næsten færdiggjort deres nye musikhus, hvor operaen også holder til. Huset er allerede blevet taget i brug, og jeg siger dig, det er fabelagtigt. Olafur Elisson har været med til at skabe den glasbeklædning, der er skabt.

Og når man står og kigger på den udefra, mens der går en sky væk fra solen, så det hele glimter, er det helt fantastisk. Det er et musikhus, som de absolut ikke har råd til, men som de satte i gang på det tidspunkt, hvor de mente, at de kunne købe hele verden. Men det er flot, at de har gjort det færdigt, og det er også noget af det, der er med til at give landet rygrad.

Den tidligere udenrigsminister tier et øjeblik, men så kommer det alligevel:

Men der er ingen tvivl om, at de har båret sig tosset ad. Nu er den store diskussion, om de skal med i EU, og de forhandler om det. Jeg har i årevis ment, at det ville være pragtfuldt, hvis Norge og Island kom med i EU, men jeg tror ikke på det i denne omgang. For jeg tror, at de vælger at stemme nej, uanset hvor gode vilkår de får på fiskeriet. Alle de islandske Bjarturer vil stemme nej, og det ved man godt i Brux-elles. Og derfor er der grænser for, hvad man vil give dem af indrømmelser, når de alligevel siger nej. Men det er ærgerligt.

Den islandske stolthed fascinerer dog samtidig Uffe Ellemann-Jensen:

Det islandske folk vil være sig selv ligesom den lille islandske hest, der løber på sin egen måde, når den tølter. Det ser fuldstændig vanvittigt ud, men på en eller anden mærkelig måde holder den alligevel balancen. Jeg kan huske, at der blev lavet en slags islandsk western for en del år siden. Og når man så en langbenet viking komme ridende med sværd og skjold på en lille islandsk hest, der tøltede, var man ved at falde om af grin.

Men på en eller anden måde passer det så fint i Island, hvor man gør tingene på sin egen måde. Og jeg bliver altid fascineret af at møde folk, hvis kultur er skabt i et samvirke med naturen, hvor man lever tæt på den yderste kant af, hvad der overhovedet er muligt. Derfor har jeg altid været dybt fascineret af Nordatlanten, og de bedste steder, jeg ved at rejse, er Island, Grønland og Færøerne. Dér har jeg rejst rigtig mange gange og altså systematisk i Island.

Og når jeg kommer op i en islandsk dal, der ligger langt væk, og ser, hvor karrigt der er, og ser fårene fjumre rundt, mens folk stadig kører rundt i store firhjulstrækkere, så tænker jeg ofte på, hvordan folk som Bjartur måtte trække et forslidt øg med for at få ting derop.

Oscar har tilsyneladende fået nok af at høre om Island og løber i stedet ud for at se, hvad Hellerup-køkkenet mon byder på, mens Uffe Ellemann-Jensen ikke er færdig med Frie mænd:

Det er en fantastisk fortælling. Og så handler den om mennesker, hvor Bjartur er en stædig krabat helt ud i det overdrevne, fordi hans frihedstrang er så voldsom, at den indimellem lukker øjnene for sund fornuft og hensyn til sine nærmeste. Jeg synes, at en af de mest spændende skikkelser i romanen er Ásta Sóllilja (Bjarturs steddatter, red.), som på samme tid er en dybt tragisk og bevægende skikkelse. Hende sender Bjartur væk, da hun bliver med barn. Men selvom hun konsekvent bliver kaldt et lille pjok, er hun i virkeligheden en stærk islandsk kvinde.

De islandske kvinder er noget ganske særligt, fordi de er så stærke. Og jeg kan godt lide bogens beskrivelser af, at manden i virkeligheden er den dumstædige, mens kvinderne får det hele til at fungere. Men Frie mænd er også historien om stærke mænd, der tror på sig selv, selvom det ikke altid er nok. På den måde er Frie mænd et modstykke til Hamsums Markens grøde, fordi Laxness ikke idylliserer bondesamfundet, som Hamsum gjorde det. Men Frie mænd er samtidig en historie om håb og forsoning, hvor Bjartur som en anden Job aldrig mister håbet, uanset hvad han må gennemgå.

Og som Johannes Møllehave skrev i en anmeldelse af bogen, bliver Bjartur på den måde sindbilledet på mennesket, der trodser naturen og alle odds og nægter at overgive sig med samme stædighed som den lille angrebslystne, islandske fugl Kria, der hvert år flyver hele vejen fra Island og til Sydpolen og tilbage igen.

Det er et godt billede på den islandske folkesjæl. Og derfor tror jeg også, at islændingene vil rejse sig igen.

Om Prokofiev indtager nogen større plads som operakomponist med "Betrothal in a Monastery" bliver et spørgsmål om ens holdning til denne som orkesterkomponist så enestående mand i russisk musik. – Foto: Scanpix.
Om Prokofiev indtager nogen større plads som operakomponist med "Betrothal in a Monastery" bliver et spørgsmål om ens holdning til denne som orkesterkomponist så enestående mand i russisk musik. – Foto: Scanpix.