60 små sider er der til at nå fra Walt Disneys ”Lady og Vagabonden” over de tyske filosoffer i Jena i slutningen af 1700-tallet og ”Den unge Werthers lidelser” til det 20. århundredes totalitære bevægelser, de unge døde, Bonderøven og det palæolitisk inspirerede menukort. Og en hel del mere. Det går over stok og sten i Katrine Frøkjær Baunvigs bidrag - der handler om ”romantik” - til Aarhus Universitetsforlags bogserie Tænkepauser.
Hvis man forestillede sig, at en tænkepause ikke kunne gøre én forpustet, så har man stadig til gode at læse Baunvigs lille bog.
Katrine Frøkjær Baunvig vil have det hele med, både forestillingen om det passionerede, intime samvær med den eneste ene og den specifikke historiske periode, der går under navnet romantikken. Til og med også en hel del andre fænomener, som har en rem af huden, altså den lidenskabelige og kompromisløse hengivelse til en bestemt position eller sag inden for snart sagt alle livets områder.
Det går hurtigt, og det er på ingen måde hverken uinteressant eller ikke kedeligt.
Nogle gange til og med hårrejsende, som når linjen trækkes op til nazisme og kommunisme og ungdomsoprør som eksempler på, hvordan romantik ikke egner sig til politik.
Eller når hun sætter fokus på den moderne længsel efter oprindelighed.
Problemet er, at det går så stærkt, at det også bliver overfladisk, fordi man savner det grundlæggende greb, der får den romantiske kæde til at hænge sammen.
Filosoffen Rüdiger Safranski, der har skrevet en bog om den tyske romantik, ser for eksempel denne som et forsøg på at fortsætte religionen med æstetiske midler. Romantikernes længsel skal indløses kunstnerisk.
Det var vel et spor, den religionsvidenskabeligt uddannede forfatter godt kunne have forfulgt? Man kan også overveje, om man overhovedet kan forstå romantikken uden dens modpol, oplysningen - følelsen uden fornuften.
Hvordan er den oplysningens dialektik, som får romantikken til at slå ud i de allermest mørke sider? Er romantikerne før og nu for eksempel i stand til at levere overbevisende kritik af oplysning og teknikbegejstring? Den slags spørgsmål hverken stiller eller besvarer Baunvig. Den tydelige og charmerende optagethed af romantikken synes mest af alt at være en fascination af den kompromisløse passion. I den forstand er det sikkert rigtigt, som det slås fast i bogens sidste sætning, at ”i dag er vi alle romantikere”.
Men efter den store romantiske rutsjetur ville man også gerne have haft lidt mere end det.
kultur@k.dk