Schumann: Strygekvartet, opus 41 nr. 1, 3. og 4. sats, klaverkvintet, opus 44, 1. sats. Chopin: 2. klaverkoncert. Schumann: 4. symfoni, opus 120. Copenhagen String Quartet, Copenhagen Phil. Dirigent: Lawrence Foster. Klaver: Marianna Shirinyan.
Ved fire koncerter spredt over en halv snes dage har Copenhagen Phil (om sommeren kendt som Tivolis Symfoniorkester) gennemført en Schumann-festival under ledelse af orkestrets amerikanske æresdirigent, 73-årige Lawrence Foster. Den sidste aften i januar blev der sat et fornemt punktum med et højromantisk program. Lidt utraditionelt bød man først på en omgang kammermusik, idet den nye Copenhagen String Quartet - med den 33-årige rumæner Eugen Tichindeleanu som førsteviolinist - spillede de to sidste satser af en strygekvartet (opus 41, nr. 1) af Schumann fra 1842, efterfulgt af førstesatsen af hans klaverkvintet i Es-dur, opus 44. Denne form for opsplitning var givetvis valgt for allerede i den kammermusikalske afdeling at give publikum lejlighed til at nyde Marianna Shirinyans udsøgte klaverspil. Den armensk-danske pianist er en musiker af højeste klasse.
Det demonstrerede hun også til fulde i sin tolkning af Chopins anden klaverkoncert i f-mol, der egentlig er den første, men begge værker stammer fra 1830, det sidste år, den polske komponist endnu befandt sig hjemme i Warszawa. Shirinyan glædede os i alle tre satser med et såre naturligt, perlende Chopin-spil, og hun blev fint akkompagneret af Copenhagen Phil, hvor man eksempelvis kunne hæfte sig ved Karen Lassens fine passager på fagotten.
Efter pausen gjaldt det så Schumanns fjerde symfoni, et uforligneligt værk fra den tysk-romantiske periode i midten af 1800-tallet. Den første version så dagens lys i 1841 og var dengang Schumanns anden symfoni, men 10 år senere valgte komponisten at omarbejde den, og den har siden været kendt og skattet som hans fjerde symfoni. Inden Lawrence Forster hævede taktstokken, holdt han en engageret tale om de fire, nej, nu kun tre symfoniorkestre i København. Niveauet er så højt som aldrig nogensinde tidligere, erklærede han og tilføjede advarende og med tydelig adresse til DR's nedlæggelse af UnderholdningsOrkestret, at tingene kan ændre sig fra det ene øjeblik til det andet. Og til musikerne sagde han afslutningsvis med et smil på læben, at ”nu bliver I altså nødt til at spille ekstra godt!”
Og det gjorde de så. Med raske tempi, men ikke så raske, at symfonien tabte sit herlige romantiske schwung. Jeg mindes ikke at have hørt Copenhagen Phil spille så fremragende som denne lørdag aften, hverken i det gamle radiohus på Frederiksberg eller i Tivolis Koncertsal.