Mange har igennem tiden stået i Verona og kigget op på Julies berømte balkon. Og alle kender den ulykkelige historie om det elskende par, der i første omgang overvinder to slægters had, men alligevel får et tragisk endeligt. Den er sat i scene og i musik mange gange, og en af de mere berømte i nyere tid er Baz Luhrmanns film fra 1996 "Romeo + Juliet".
Den film har instruktøren Olivier Py også set, for da der i onsdags var premiere på hans udgave af Gounods opera fra 1867 om de to elskende, fik vi en tilsvarende opdateret udgave at se, inklusive geværer, brændende biler og en verden i borgerkrig. I det hele taget var det et dystert og nihilistisk opera noir-univers, scenografen havde skabt i form af ruiner, udbrændte huse og forkullede mure, men det forekom som det helt rette rum for historien at udspille sig i. Og så fungerer hejsescenen upåklageligt som illustrativt element (det gjorde den ikke i mandags, hvor premieren blev aflyst efter 10 minutter).
Og midt i dette opløste samfund gryer så kærligheden, som Olivier Py egentlig meget prisværdigt ønsker at vise kan opstå overalt, selv i kuldslåede omgivelser, for det er jo sandt: Menneskers liv går videre under alle forhold.
Men for at historien skal virke emotionelt på beskueren, skal man først og fremmest tro på Romeo og Julies relation, og for denne anmelder blev den desværre over lange stræk et postulat. Efter et stærkt dekadent maskebal inklusive vulgære samlejescener, og efter at Romeo og hans ven Mercutio har injiceret sig i armen med en sprøjte (heroin velsagtens), virker det snarere ironisk, at Romeo pludselig er i den helt store romantiske kærligheds vold.
Det er, som om instruktøren ikke tror nok på, at operaen kan bære i sig selv, og denne anmeldelse ville heller aldrig blive færdig, hvis jeg skulle opremse alle de sideeffekter, symbolske finurligheder og indfald, der af mere eller mindre indlysende grunde foregår undervejs, men for at nævne et par stykker: En lang snor binder de to elskende sammen under forestillingen (vel overflødig symbolik?), en grotesk henrettelsesscene, på væggen står skrevet med store bogstaver "Carpe diem / No future" (hvor originalt er det lige?), drejende huse i baggrunden og så videre.
Men på trods af at der som i så meget andet nutidig opera presses et temmelig rigidt instruktørkoncept ned over den primære historie, er der alligevel mange effektfulde scener, herunder det store opgør mellem de to klaner, hvor Tybalt først dræber Mercutio for siden selv at blive dræbt af Romeo, det store point of no return for fortællingen. Nu er opera jo også først og fremmest musik og sang, og her har forestillingen meget at tilbyde.
Niels Jørgen Riis er en god skuespiller, der indædt og fortvivlet gestalter Romeo, og han synger den også flot i mål med god kraft i top og bund, Inger Dam-Jensen er hørt mere sikker i andre sammenhænge end i denne rolle som Julie, som hun ikke virker helt tilpas i, og vokalt var der også usikkerheder (de alternerer med Peter Lodahl og Sine Bundgaard, og dem ville jeg nok vælge at se). De er omgivet af et stærkt hold: Guido Paevatalu er en eminent grev Capulet, og stærkt i billedet står også Anette Bod, Nikolai Didenko og Palle Knudsen. Josefine Andersson fra Operaakademiet skal også nævnes. Hun leverede en mindeværdig præstation i den mindre rolle som Stephano. Og så var koret bundsolidt og kuldegysende i de dramatiske passager.
Musikken spiller også, for den unge engelske dirigent Alexander Shelley får Det Kongelige Kapel til at gløde i orkestergraven: Her er både skønt energiske fraseringer som i prologen, men primært en fin forståelse for Gounods stærkt lyriske, lange melodilinjer. Elegance og overblik prægede denne englænder, der er godt i gang med at skabe sig et navn ved nationalscenen.
På nethinden står dog stadig billedet af et værk, hvis idé i udgangspunktet er prisværdig, og hvis undergangs-scenografi er stærk, men som aldrig for alvor får følelsesmæssigt fodfæste i beskueren.
kultur@k.dk
Gounod: Romeo og Julie. Musikalsk ledelse: Alexander Shelley. Iscenesættelse: Olivier Py. Operaen. Spiller otte gange til og med den 11. april. Forestillingen den 2. marts sendes i P2 den 5. marts klokken 19.30.