Helaftensballetten ”Romeo og Julie” repræsenterede ved premieren på Kirov Teatret i Leningrad i 1940 et kunstnerisk nybrud. Idéen var at skabe et værk, der skulle skildre unge, progressive menneskers kamp mod et feudalt samfund, altså politisk propaganda.
Ikke mindst Sergej Prokofjevs kontrastrige, monumentale musik var medvirkende til at definere ”dream-ballet” som genre, hvor klassisk ballet fandt et nyt, episk udtryk og et formål som heroisk kunst: ”Romeo og Julie” inspirerede partiledere og millioner af sovjetborgere, der læste en virkelighedsflugt ind i værket, en utopisk drøm og en tro på kampen for det gode og sande mod en knusende overmagt. Balletten var mere storfilm end teater, mere atletik end dans – og en massiv succes, der snildt overlevede både systemskifte og kulturkløfter.
For et moderne publikum rummer ”Romeo og Julie” en længselsfuld flugt fra hverdagens trivia, hvor John Neumeiers detaljerede fortolkning af Shakespeares skuespil siden danmarkspremieren i 1974 har placeret sig som Den Kongelige Ballets måske mest centrale og elskede enkeltværk ud over August Bournonvilles balletter.
Stik modsat den sovjetiske ophøjelse af kærlighedstragedien til metafor tegner Neumeier menneskelige og genkendelige portrætter: På baggrund af Jürgen Roses stilrene billedflade og Prokofjevs højdramatiske lydside, hvor tordnende slagtøj og bombastiske og brummende messingprutter brat brydes af spæde, inderlige strygere, går Neumeier helt tæt på figurerne og skaber med stor følelsesforståelse en scenisk realisme og tilgængelighed, der taler stærkt til publikum og gør det let at identificere sig med – eller ligefrem forelske sig i – personerne.
Imellem disse to værker, og disse to visioner, ligger et utal af andre versioner fra John Crankos til Kenneth MacMillans som internationalt standardrepertoire. Helgi Tomassons udgave, der denne uge danses på Operaen til udsolgte huse, falder i den kategori.
Tomasson, der er San Francisco Ballets kunstneriske leder, men ikke nogen prægnant koreograf, har helt konkret svært ved at styre den overmættede iscenesættelse og beskrive sine to hovedpersoner. Når det sker, er det uden føling og individualitet. De forsvinder i mængden. Selv i monologer og dialoger forbliver Romeo og Julie anonyme, og deres lidenskab kun flygtigt opridset i en læsning af partituret, der flere steder misser det musikalske klimaks, når de elskende løber ud af scenen: Vi skal hurtigt videre til (endnu) et sceneskift i danske Jens-Jacob Worsaaes nok mindst vellykkede, lidt perspektivfattige, scenografi.
Tomassons koreografiske sprog er konventionelt neoklassisk, han har byggestenene, men han mestrer ikke arkitekturen, og derfor gør denne version ikke noget indtryk, hverken som lyrisk form eller scenedrama – trods et fornemt dansende, luftigt og energisk ensemble. Prægtigt anført af Angelo Greco, der i rollen som Romeo hænger i luften som et muskuløst kattedyr, der lander lydløst og poteblødt foran den lidt karakterløse Misa Kuranagas Julie.
Opsætningen er fra 1994, altså 25 år gammel, men den var på mange måder både provinsiel og passé som fortolkning allerede ved premieren i San Francisco, og er det bestemt i dag. Det er en udgave, der ikke fortæller os noget nyt om ”Romeo og Julie”, om Prokofjev, ballet eller kærlighed, og vi havde ikke behøvet at se den, desværre.