Han debuterede i 2006 med den autofiktive roman ”Den der blinker er bange for døden”, og siden har der været tyst. I hvert fald på den litterære front. For mens meningsmaskinen Knud Romer har ytret sig om mangt og meget i offentligheden, har han taget sig god tid med sin såkaldt svære to’er, som ifølge de mange interviews, der har været bragt op til udgivelsen, har været mere end almindelig hård at forløse.
Men nu er den her, ”Kort over Paradis” (Lindhardt og Ringhof), og den står i Berlingskes seksstjernede anmeldelse til at blive en moderne klassiker, mens Weekendavisen ikke rutter med roserne: ”Projektet – at skrive en meget personlig forfalds- og genopstandelseshistorie – er ikke tosset, men der skulle være skåret ned og strammet gevaldigt og dele være omarbejdet.”
Knud Romers fortælling om at vende hjem, om at tage og genfinde paradiset, fortsætter mere eller mindre, hvor debuten sluttede, nemlig ved moderens død, og den løber i to spor. Det ene fortæller historien om Knud fra Falster, der bliver fordrukken evighedsstudent og siden reklamemand i København. Det andet er historien om hans magiske ven og idealjeg M, der vokser op i Istanbul og Teheran med en far, der er CIA-spion, og en mor, der er russisk krigsflygtning.
Der er tre centrale emner i de lange og overvejende positive anmeldelser. Diskussionen om genrebetegnelsen – er det roman eller erindring, som blev taget her i avisen i lørdags, hvorfor den nu får lov at ligge – samt diskussionen om romanens to spor og om Knud Romers sprog og sans for digressioner.
Selv de mest begejstrede anmeldelser mener, at Knud skriver bedst om Knud – og mindre interessant om M – hvilket blandt andet gælder Morgenavisen Jyllands-Posten, hvor Tobias Skiveren vurderer, at det havde været bedre, hvis ”den mærkværdige blanding af selvbiografisk livsfortælling og opdigtet spionroman” havde været opdelt i to selvstændige værker. Han giver ikke desto mindre fem stjerner og konkluderer, at det er svært at hidse sig op over det lidt slapt sammenføjede plot, ”når sproget til gengæld glider derudad i nogle gange elegante og andre gange brutale flows, der bare er enormt effektive, når det kommer til at formidle Knuds (og M’s) tumultariske livserfaringer”.
I sin noget forbeholdne anmeldelse i Information mener Nanna Goul imidlertid ikke, at romanen er forløst, og at det ”kunne være endt et virkelig bedre sted, hvis han selv eller redaktøren havde turde trykke på delete-knappen og i det hele taget havde koncentreret sig lidt mere om det endelige mål”.
Og hun kunne sagtens have undværet sporet om M præcis som Lilian Munk Rösing, der i Politiken giver fire hjerter og skriver: ”Kapitlerne om Knud har jeg læst med fornøjelse og interesse, kapitlerne om M har jeg pligtskyldigt pløjet mig igennem, mens jeg bare ventede på at komme tilbage til Knud-sporet igen.”
I Knud-sporet er Romer nemlig, mener Munk Rösing, ”en uudtømmelig kilde til poetiske billeder og pointerede skrøner”, og hendes overordnede fornemmelse er, at ”Knud helst bare skal skrive om Knud, for det er her, han kan udfolde den fabulerende, rablende, af og til harmdirrende, af og til hengivne stemme, som vi er mange, der kender og elsker ham for”.
Det er imidlertid ikke alle, der elsker Knud Romers rablende stemme lige højt. Rasmus Vangshardt giver dog fire stjerner i Kristeligt Dagblad, hvor han konkluderer, at romanen er ”respektindgydende ambitiøs”, at ”topniveauet er højt”, men at forfatteren savner ”den sande kunstners disciplin”.
”Forfaldsfortællingens lange midterstykke ender for ofte i den vanlige form for anstillet bedrevidenhed, som man vil kende fra hans virke som debattør (…). Romer er selvsagt velkommen til at tale sådan i et ligegyldigt debatprogram, men det er ødelæggende for et stramt bekendelseskunstværk,” skriver han.
I Weekendavisen lader Bo Bjørnvig sig heller ikke forføre af Romers ordstrøm. Han mener, at sproget er ”mere talesprog end skriftsprog”, at romanens digressioner udgør et problem, at de mange sidehistorier tager over og fylder for meget uden at bringe den egentlige historie videre og sammenfatter: ”Det kunne ligne en opdateret udgave af Tom Kristensens ’Hærværk’, men nej: I ’Hærværk’ træder persongalleriet omkring den selvdestruktive hovedperson tydeligt frem, mens det her er totalt fraværende. Der er kun én person: Knud Romer. Og så er det svært at fylde over 500 sider meningsfyldt ud.”
Der er altså ikke mange fjer tilbage, når Bo Bjørnvig er færdig med at plukke, og man skal aktivere sin fantasi for at forstå, at det er samme bog, som Søren Kassebeer har læst og skamrost i Berlingske, hvor han skriver, at ”Kort over Paradis” gør ham både opstemt og udmattet: ”Opstemt, fordi det er sjældent, at man i dansk litteratur ser en så vanvittigt fortættet fortælleglæde, en sådan jongleren med fakta, fiktion og følelser i et virtuost mix, som mindre velskrivende ånder ville knække halsen på. Og udmattet, men på den gode måde, fordi man har været så vidt omkring og – for denne anmelders eget vedkommende – også uhyggeligt tæt på ens egen fortid.”
I ”bogen i tiden” skriver vi hver fredag om modtagelsen af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en eller flere bøger har rejst.