Prøv avisen

Ronja Røverdatter flytter i kollektiv

Anne Lise Marstrand,forfatter Foto: Leif Tuxen.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen svigter sine kunstneriske instinkter i Hvis sandheden skal frem, fordi hun hellere vil missionere for den seksuelle frigørelse fra 1970erne

Det er gået stærkt for forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen i de seneste år. I 2009 og 2010 udkom de to gennembrudsromaner om Hildegard af Bingen. Sidste år udgav hun den store roman Hvad man ikke ved om ungdomsoprørets og frigørelsens periode, og allerede nu ligger fortsættelsen på bordet med en mursten på 557 sider med titlen Hvis sandheden skal frem, der dækker årene 1975-1992, men igen med det primære fokus på den seksuelle emancipation op gennem 1970erne.

Måske er det også gået for stærkt for Marstrand. Hvis sandheden skal frem når efter min mening slet ikke de samme mesterlige højder som sin forgænger. Den balancerer faretruende på kedsommelighedens afgrundsrand. Man læser og læser i håb om, at der vil ske noget, at et eller andet vil vise sig.

LÆS OGSÅ: Det syge rampelys

I bind et fulgte vi intenst, hvordan ungdomsoprøret og den seksuelle frigørelse skyllede ind over det unge ægtepar Eric og Alice Horn. Han kastede sig ud i det med stor appetit, hun led under den tvungne promiskuitet, og i et veritabelt chok for læseren kastede hun sig i floden og begik selvmord midtvejs i romanen. Derefter fulgte man Erics energiske forsøg på at holde sig selv og de tre børn flydende, og gradvist fokuserede fremstillingen mere og mere på det mellemste barn, den både kantede og livsbegærlige Flora.

Som man kunne forvente, er Flora den altoverskyggende hovedperson i Hvis sandheden skal frem. Hun er på alder og i øjenhøjde med den seksuelle frigørelse i modsætning til sine forældre, der kom fra den gamle verden, og hun bliver læserens rejsefører ind i den nye verden, fra hun som halvstor teenagepige flytter i kollektiv, til hun er (måske) veletableret i voksenlivet som cirka 30-årig.

Marstrand er ikke bange for at skrive langt, og man vugges igennem hendes prosa, hvor de almindelige hverdagsbeskrivelser blandes med personernes tanker og lyriske nedslag, der med mellemrum pointerer en følelse eller en situation. Ofte sker der ikke så meget målt med det antal sider, der bruges på det. Det var imidlertid ikke et problem i de tre forrige romaner, der helt naturstridigt virkede som page turners.

Når man læser Hvis sandheden skal frem, bliver man imidlertid bevidst om, at Marstrands langthenglidende prosa forudsætter et stof med ganske store spændinger og dramatiske ladninger. I bøgerne om Hildegard gav den fremmedartede middelalderverdens møde mellem den guddommelige kaldelse og kampen med de kirkelige autoriteter en glød, der var helt umulig at slukke.

I Hvad man ikke ved lykkes det Marstrand at indfange, hvor voldsom en eruption ungdomsoprøret rent faktisk var for uforberedte yngre mennesker, der var vokset op under helt andre omstændigheder. Hun skrev sig langt hinsides de sædvanlige 1970er-klichéer om lilla bleer og bollerum.

Den nye roman har ikke denne indre spænding, dette lurende drama. Alices død trækker sine spor endnu, og Eric har haft sine hemmeligheder, som efterhånden bliver bragt frem i dagens lys. Men eftervarmen fra bind 1 er ikke nok til at få bind 2 til at stråle. Det altovervejende fokus er på Flora, hvor forgængeren fordelte sig mere på Alice, Eric og Flora, og da Flora ikke har de store problemer, er hendes dominans i romanen uheldig. Hun er suveræn, ikke til at slå ud, begæret af både mænd og kvinder, den vilde pige i en tradition fra Pippi Langstrømpe og Ronja Røverdatter, nu blot også med (gruppe)sex.

Flora kommer til at virke som et postulat, og næsten alle de andre personer, også de mænd, hun skal forestille at være forelsket i, fremstår underligt blege og vigende. Marstrand vil absolut gøre Flora til et modbillede til både Alice og Eric. Flora er den, der mestrer den seksuelle frigørelse. Hun mister ikke livet som Alice, og hun mister ikke sin integritet som Eric.

Man fornemmer, at Marstrand er ude i et missionerende ærinde. Hun har det skidt med, at hun, med den knugende beretning om Alice, kom til at fremstå som endnu en kritiker af 1970erne, og derfor skal den positive vinkel have fuld skrue. Derfor er der ingen modstand i romanen.

Det skyldes også, at den seksuelle fiksering er så bastant. Menneskene er kun drevet af deres (tilfældige) lyst. Der er ikke andre dagsordener, politiske, sociale, følelsesmæssige, eksistentielle det er alt sammen væk. Historisk set er det en fortegning af 1970erne. Vi er tilbage i klichéerne, nu blot med positivt fortegn. Og litterært er det fatalt, at man blot skal sidde og vente på, at Flora eller en af de andre personer kaster sig ud i endnu et umotiveret og uinteressant seksuelt møde.

Det siges, at historiske romaner altid handler om vores egen tid. Det gælder i hvert fald Hvis sandheden skal frem. 1970erne dyrkes som et eksotisk modbillede til nutidens gennemkontrollerede og ny-puritanske atmosfære. Men det er for fattig en ambition for en kunstner af Marstrands format. Og det er også en trivialisering af den periode, Marstrand så gerne vil hylde. 1970erne var meget mere og meget andet end sex. Jeg tror endog, at selv sex i 1970erne var andet og mere end det, vi i dag, fanget i knibtangen mellem pornoficering og puritanisme, opfatter som sex.

Læs et gratis uddrag af bogen her: