Det er blot fire år siden, hun debuterede med romanen ”Samtaler mellem venner”, der bliver til en serie i 2022. Siden fulgte ”Normale mennesker”, der er solgt i over tre millioner eksemplarer, udkommet på 46 sprog og blevet til en tv-serie, og forleden udkom så hendes tredje roman i en lang række lande. Ventet med spænding og mødt med spørgsmålet: Kan Sally Rooney stå distancen?
Svaret på det spørgsmål er ja, med store bogstaver og udråbstegn, for i såvel engelske medier – ”årets bedste roman,” skriver The Times – som i danske er der jubel over ”Skønne verden, hvor er du” (på dansk ved Karen Fastrup, udkommet på Gutkind).
Men hvordan følger man egentlig to kæmpesucceser op, spørger Tonny Vorm i sin anmeldelse i Information, hvor han konstaterer, at Sally Rooney (født 1991) har valgt en både enkel og meget modig løsning, nemlig at skrive en roman om en yngre, kvindelig forfatter, Alice, der har svært ved at håndtere den popularitet, hun opnåede med sine to første bøger:
”Dele af ’Skønne verden, hvor er du’ kan i høj grad læses som en bidsk kommentar til berømmelseskulturen, der ramte Rooney – og ifølge Alice ’udfylder den tomhed, religionen efterlod’ – men bogen er langtfra autofiktion og kalder mest af alt på en sammenligning med den traditionelle samtidsroman og ikke mindst Ali Smiths årstidskvartet, der ligeledes kredser om kærlighed og kunst og belyser en række af tidens globale spændinger.”
En intelligent generationsroman
Romanen, navnlig den sidste tredjedel, er noget af det bedste, Sally Rooney har skrevet, mener Tonny Vorm, og den betragtning er Politiken og Jes Stein Pedersen enig med ham i:
”I de sidste kapitler når Rooney et nyt litterært niveau (...). Stemningen i Rooneys not-so-young-adult-verden er fortættet, som man kender det fra ’Til fyret’ af Virginia Woolf i kraft af den lydefrit sammenføjede kollage af bevægelser og replikker.”
Han betegner romanen som ”et (sove)kammerspil på speed”, hvor fire millennials i skikkelse af Alice, hendes veninde Eileen og deres to venner Felix og Simon prøvende betror sig til hinanden om kærlighed og sex, og han finder, at den digitale generation med Sally Rooney, der også er blevet kaldt Jane Austen for Instagram-generationen, har fået sin store forfatter:
”’Skønne verden, hvor er du’ er mere end noget andet en intelligent generationsroman, som klogt og kærligt undersøger de stærke følelser, der strømmer gennem unge voksne i en verden, der er gennemgribende usikker.”
Det bliver til fem hjerter i Politiken og samme antal stjerner i Berlingske, hvor Anne Sophia Hermansen mener, at Sally Rooney på mesterlig vis skildrer de fire venners indbyrdes relationer i en utrolig elegant, subtilt vittig og tankevækkende roman, og at navnlig beskrivelserne af de to intellektuelle kvinder, Alice og Eileen, der dårligt kan bære tyngden af deres hvide privilegier og klimabevidsthed, er guld værd:
”’Skønne verden, hvor er du’ er en af den slags samtidsromaner, som ikke bare er en litterær fornøjelse, men også er relevant, hvis man vil forstå, hvor tidsånden gik hen, da den var færdig med at være ironisk og sige nå.”
Den ikke-troendes længsel
Også Katrine Sommer Boysen giver fem stjerner i Morgenavisen Jyllands-Posten til endnu en mesterlig roman fra Sally Rooneys hånd, der er væsentlig mere kompleks end de forrige to:
”Det skyldes særligt, at Rooney har valgt at benytte sig af en ydre fortællerinstans, der kun i varierende grad – og ofte slet ikke – kommer tæt på romanens fire hovedpersoner, der foruden Alice (der på mange måder fungerer som Rooneys fiktive alter ego) og Eileen tæller lagerarbejderen Felix, som indleder en ikke særlig romantisk affære med Alice, og den kristne Simon, der har været forelsket i den seks år yngre Eileen, siden de begge var børn, og som han nu går i seng med, når hun føler for det.”
Katrine Sommer Boysen hæfter sig altså blandt meget andet ved fortællegrebet, hvor der veksles mellem en tredjepersonsfortæller og en mailkorrespondance mellem Alice og Eileen, hvilket får romanen til at føles forfriskende anderledes, de velkendte Rooney-tematikker til trods, og deri er Michael Bach Henriksen enig. I Kristeligt Dagblad, hvor der drysses fem stjerner, skriver han således:
”Sally Rooney fortæller det meste af sin historie i tredjeperson, hun ser sine karakterer udefra. Det har den effekt, at hun virker lige så nysgerrig som læseren: Hvad foregår der egentlig inden i disse fire personer? Hvorfor tiltrækkes og frastødes de ofte i samme bevægelse, hvorfor søger de nærvær og ægthed, men bakker væk, når den er inden for rækkevidde? Samtidig er hun dybt inde i personernes tankeverden, når de kommunikerer med beskeder eller mails; hér ser vi dem indefra med blotlagte følelser og famlen sig frem mod at sætte præcise ord på deres skiftende sindstilstande.”
Han konkluderer, at Sally Rooney vidunderligt nok lykkes med alt det, som hun sætter sig for i sin nye både undersøgende og ambitiøst tilgængelige bog, hvor den ikke-troendes længsel efter autoritet bliver et vigtigt spor. Også Hanne Jul Jakobsen, der anmelder med stor begejstring på Folkekirken.dk, konstaterer, at spørgsmålet om tro spiller en afgørende rolle i romanen, der er ”levende som et teaterstykke og intens som et brev fra din bedste ven”, og at vi midt i al besværet har brug for et helle, hvilket er en viden, der er kommet til hovedpersonen Alice med alderen, da hun et sted i romanen siger:
”Jeg har brug for at føle, at mit liv har en form for centrum, et sted, mine tanker kan vende tilbage til og hvile ved (...) Når det gælder at sætte noget i centrum af livet, så slår Gud mig som et godt valg.”
I ”Bogen i tiden” skrives om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.