Kvinden Offred er en såkaldt ”handmaid” (tjenerinde). For få år siden hed hun June, havde mand og barn og et godt job i forlagsbranchen. I dag er hendes eneste opgave i livet at blive gravid, så hun kan skænke sin herre, ”Kommandanten”, og hans sterile hustru det afkom, de har ventet så længe på. Ellers har hun intet andet formål i livet. For hun har ingen rettigheder.
Som tjenerinde er hun en del af staten Gileads ejendom. En stat, der indtil for nylig var en del af USA, men som i en ganske nær fremtid er blevet forvandlet til et kristent fundamentalistisk regime med en altoverskyggende social kontrol, et effektivt overvågningssystem og en systematisk kvindeundertrykkelse, blandt andet som følge af en udbredt sterilitet hos den kvindelige befolkning. Med brutal hånd splitter magthaverne de få tilbageværende fertile kvinder som June fra deres familier, giver dem nye navne og reducerer dem til avlsdyr for et lille hjørne af samfundets velbjærgede klasse. Alt sammen i et desperat forsøg på at tilføre den hærgede verden nye generationer.
Den dystopiske tv-serie ”The Handmaid’s Tale” (Tjenerindens fortælling), der er baseret på den canadiske forfatter Margaret Atwoods 32 år gamle roman af samme navn, havde for nylig premiere på den amerikanske streamingtjeneste HBO. Og i de danske medier bliver den dystre fortælling mødt med roser fra begejstrede anmeldere. I dagbladet Politiken kalder anmelderen Joakim Grundahl serien ”en fremtidsvision, der er så langt ude, at den minder om virkeligheden” og tildeler de fire første afsnit topkarakter.
I dagbladet Information lægger filmredaktør Christian Monggaard heller ikke skjul på sin begejstring over historien, som han beskriver som et ”feministisk kampråb” og et ”komplekst stykke science fiction, fordi den gør, hvad genren gør bedst: Åbner seernes øjne for nutiden ved at vise en mulig og endog meget genkendelig fremtid.”
Men roserne begrænser sig ikke kun til danske medier. I det britiske dagblad The Guardian kvitterer anmelderen Rebecca Nicholson også med topkarakter, og ligesom Informations anmelder tolker hun seriens univers som en dyster påmindelse om, hvilken retning et samfund kan udvikle sig i, hvis ikke man passer på:
”Det er en horror-historie, og det er en thriller, men selve dens kerne er en advarsel om, hvordan undertrykkelse kan snige sig ind på dig, og hvad der sker, når kvinders liv ikke længere er deres egne.”
I USA begrunder avisen The New York Times’ tv-anmelder James Poniewozik seriens aktualitet med netop skildringen af den ekstreme kvindeundertrykkelse, som han mener, taler meget direkte ind i samtidens USA:
“Jeg hader at sige, at historien skulle være særligt relevant i dag, tre årtier efter den er skrevet. Men indse det: Når du har en præsident, der taler om kvinder, som om de var legetøj, som hentyder til, at en dygtig kvindelig journalist havde menstruation, hvis regering samlede et rum fuld af mandlige politikere for at diskutere kvinders sundhedsforsikring, tja, så klarer markedsføringen jo nærmest sig selv.”
I debatten om serien er det dog ikke kun det amerikanske samfund, der drages paralleller til. For selvom serien godt nok skildrer livet i en kristen stat, sammenligner flere iagttagere den fiktive verden med forholdene i radikale muslimske samfund. I et debatindlæg på websitet Observermedia.com sammenligner de to journalister Michael Sainato og Chelsea Skojec historien om kvindeundertrykkelsen i det religiøse Gilead med forholdene for kvinder i Saudi-Arabien, hvor det blandt andet er ulovligt at få børn uden for ægteskabet. En sammenligning, der også blev draget i canadisk politik i sidste uge, da konservative Kelly Block protesterede mod, at Saudi-Arabien i april blev valgt til en FN-kommission, der skal diskutere kvinders rettigheder.
Se traileren til "The Handmaid's Tale" herunder
På Aarhus Universitet kommer begejstringen for serien og debatten om den ikke bag på Mads Rosendahl Thomsen, der som litteraturprofessor blandt andet forsker i fremtidsfortællinger. For dys-topiske historier har til alle tider rummet en helt speciel fascinationskraft, da de fortæller noget ganske alment om det at være menneske.
”Som fremtidshistorier illustrerer de dystopiske fortællinger den menneskelige skrøbelighed på en meget effektfuld måde. De bedste af slagsen viser, hvor lidt der egentlig skal til, før verden ser helt anderledes ud, og samfundet kører af sporet. At selvom vi måske synes, at vi har det ganske godt i dag, er fremtiden stadig åben, og vi kan i princippet aldrig vide os sikre på, at ordenen varer ved. Det er selvsamme egenskab ’The Handmaid’s Tale’ demonstrerer, når den skildrer, hvordan antidemokratiske og religiøst fanatiske kræfter har fået tag i befolkningen og skabt en virkelighed, ingen havde troet mulig bare få år tidligere.”
Derfor er det heller ikke så underligt, at anmelderne har travlt med at drage paralleller mellem seriens univers og for eksempel præsident Trumps kvindesyn, mener Mads Rosendahl Thomsen. For det er netop, når nutiden tager en uventet drejning, som for eksempel da Donald Trump rykkede ind i Det Hvide Hus, at dystopierne rammer os allerhårdest, da vi i disse øjeblikke indser, at samfundet ikke har den grad af lovmæssighed, vi går rundt og tror.
Ifølge Mads Rosendahl Thomsen udmærker ”The Handmaid’s Tale” sig også ved, at den insisterer på at være en fremtidsfortælling helt uden flyvende biler og ny, fremmed teknologi, som ellers ofte kendetegner genren. Og det gør handlingen i det mareridtsagtige samfund så meget desto stærkere, mener professoren:
”Det er ikke noget materielt, som nye teknologiske opfindelser, der har været med til at omstøde samfundet og den sociale orden. Det er heller ikke noget fremmed eller udefrakommende som rumvæsner, der er skyld i redeligheden. Det er derimod mennesket selv og vores mørke sider, der ligger til grund for den verden, serien skildrer, og den realisme skaber en stærk fascinationskraft.”