Prøv avisen
Bog

Roserne vokser i dale i Grymers nye roman

4 stjerner
At læse ”Vinterfrugt” er som en stille vals tilbage, til før verden gik af lave (hvornår det så var?). Tilbage og puttet ned i en tidslomme, hvor alting var mere enkelt, og det store var i det nære.

Det er de små hverdagsdramaer, der udspiller sig i Claus Grymers seneste roman. Og den langsomme rejse mod sig selv

At læse ”Vinterfrugt” er som en stille vals tilbage, til før verden gik af lave (hvornår det så var?). Tilbage og puttet ned i en tidslomme, hvor alting var mere enkelt, og det store var i det nære.

I familien, i slægten og i de relationer, der til gengæld kunne rumme ikke så få dramaer og rifter på huden: søskendejalousi, utroskab, kærlighedens evige spørgsmål om at følge sin fornuft eller sit hjerte, følelsen af aldrig at slå til. Og i centrum refleksionen over, hvornår livet folder sig ud, hvornår vi blomstrer og visner. Eller bærer vores vinterfrugt.

Det er dette renstrengede livsunivers, lidt i slægt med forfattere som Esther Bock og Martha Christensen, som forfatter og kulturjournalist på Kristeligt Dagblad Claus Grymer insisterende skriver frem i sin seneste roman, der udkommer i anledning af hans 70-årsfødselsdag.

Det er ikke første gang i forfatterskabet, der begyndte for mere end 40 år siden, at vi er tilbage i tiden - og i det jyske. Det er derfra, min verden går.

Og således går den: Helene og Gerda er søskende og bor på en præstegård i Jylland. Helene stråler, synger, danser, er fuld af charme og talent. Drengene flokkes om hende med bilture og biografbilletter. Mor dyrker hende uforbeholdent.

Gerda er Helenes diametrale modsætning. Den grå mus med hang til misundelse og søsterkvalme. Hvem gider dog se til hendes side?

I stilhed bærer hun imidlertid sin frugt. Hun kan skrive og drømmer om at blive forfatter. Og hun har fortrolige stunder med far i baghaven, hvor der måske ikke bliver sagt så meget, men hvor de dufter til blomsterne og lytter til fuglene. Far forstår hende ind i sjælen.

Det er Gerda, der fortæller historien, afdæmpet, blufærdigt i tredje person og på et livs afstand. Og scenen, alle de temaer, der senere kommer i spil, sættes i det første kapitel.

Gerda er blevet 61 år. Ind ad døren kommer et brev fra en vis Frans. Manden Harald er død. Og da hun senere snakker med sønnen Ejnar i telefonen, hober de retoriske spørgsmål sig op: Hvor meget kender Ejnar mon til Frans? Svigtede hun Harald? Skal hun sige ja til den invitation, der ligger i kuverten?

Herfra går tankedansen bagud. Til præstegården, haven og Helena, til den kejtede journalistelev Harald på Folkebladet, der en dag skal interviewe den skønne søster. Det udvikler sig til rødmende telefonopkald og forkølede forsøg på kurmageri. Men det ender med, at det er Harald og Gerda, der sidder i biografen sammen og går ture ved havet side om side.

Nogen rygende brændeovn er lidenskaben dog ikke. Når hun siger ”Jeg fryser”, svarer han ”Vi må gå os varme”. Og når hun spørger ”Vil du gerne giftes?”, svarer han ”Hvem vil ikke det”.

Gift bliver de dog, og en slags kærlighed er der. Senere bliver Gerda selv ansat på Folkebladet, hvor hun passer arkiv og navnestof. Stadig nederst på bænkerækken.

Indtil den dag Frans bliver ansat på avisen med sin digtersjæl - og poesiens blomst, der stort set var visnet i Gerdas hjerte, mirakuløst folder sig ud. Frans får hende til at synge, til at le og til at udgive sin første roman. Der i øvrigt hedder ”Vinterfrugt”.

Hvordan det ender, skal ikke røbes. Men i grunden ved vi det jo allerede fra begyndelsen. Alt er lagt åbent frem. Og man kan som læser savne et par hemmelige rum undervejs, et mere underfundigt og tvetydigt twist i Claus Grymers roman.

Men tilbage står en enkel (ja, banal i ordets renhjertede betydning) lille kærligheds- og skæbnehistorie anno for længe siden. Og billedet af et skyggeagtigt kvindeliv, der udvikler sig fra grim ælling til smuk svane. For roserne vokser i dale.

kultur@k.dk