Prøv avisen
Bog

Rossini var meget mere end Italiens lystige fætter

4 stjerner
I 1810’erne og 1820’erne nød Rossini en berømmelse i hele Europa, som mindst ville svare til vore dages største rockstjerner. Foto: Metropolitan Museum Of Art/Photo Researchers/Ritzau Scanpix

Gioachino Rossini træder frem som italiensk operas fornemme senklassicist i ny bog

Hvad er et geni? Og hvordan skabes et sådant? Meget tyder på, at det ikke alene er et enkelt, ophøjet talent, som udmærker sig, men også en hel gruppe af støtter og medtænkere, der medvirker til at fremkalde det geniale. Og hvorledes forsvinder det geniale?

Alt dette og meget mere kan man læse om i Thomas Milholts nye bog om den italienske komponist Gioachino Rossini (1792-1868) og hans operaer.

I 1810’erne og 1820’erne nød Rossini en berømmelse i hele Europa, som mindst kunne svare til vore dages største rockstjerner. Han var ekstremt produktiv og populær, og hans mange operaer blev igen og igen spillet på teatrene. Som søn af en operasangerinde og en musikerfar med franske præferencer voksede Rossini op i et Italien med meget omskiftelige politiske omstændigheder.

Napoleonskrigene holdt på godt og ondt sit indtog i Italien og med dette oplysningstidens fornuftbaserede og regelbundne klassicisme. Musikalsk var Rossini rundet af traditionerne fra Paisiellos og Cimarosas operaer samt musik af wienerklassikerne Haydn, Mozart og Beethoven. Operahusene var livlige forsamlingssteder for byens borgere, og operaerne var næsten altid komiske, hvilket dog ikke hindrede Rossini i at komponere nogle tragiske forestillinger og operaer over bibelske temaer. Blandt hans mest udødelige og vittige succeser var ”Barberen i Sevilla”, som efter talrige forviklinger fik sin premiere i 1816 i Rom.

Imidlertid var Rossini efter Napoleons fald i 1814-1815 blevet ansat som musikdirektør i Napoli, som nu hørte under kongeriget Begge Sicilier, hvor han blev hyldet. Nordpå var det østrigerne, der dominerede den italienske halvø. Det gjaldt om at holde tungen lige i munden, hvis man ville tækkes de skiftende politiske vinde.

På Rossinis tid var det endnu almindeligt med kastratsangere, selvom de efterhånden gled ud til fordel for feterede primadonnaer. Hans sprudlende virtuose arier og ensembler blev suppleret af effektfulde, knastørre recitativer med cembaloakkompagnement, hvor handling og dialog tog fart.

Med tiden modnedes Rossinis musikstil under indflydelse af tysk og fransk smag, orkesterbesætningen blev større og numrene mere udbyggede. Rossini fejrede triumfer i Bologna, Milano, Wien, Paris og London, og han fik efter folkets oprør mod kongen i Begge Sicilier en højtstående stilling som leder af musikken i Paris.

Komponisten kom altså langt og pressede sig selv og sin familie hårdt for at opnå sine resultater. Men efter det folkelige oprør i Paris i 1830, hvor Karl X blev væltet af tronen, blev det svært for Rossini at genvinde sin position som tidens førende operakomponist. Wilhelm Tell blev således den sidste af hans mange operaer.

De resterende 38 år af sit liv levede han som tilbagetrukket ”maestro” som følge af, at de politiske og kulturelle forhold havde ændret sig. Publikum foretrak nu mere romantisk orienteret musikdramatik, hvor de emotionelle, åndfulde og nationale elementer var mere tydelige. Ganske vist hjalp han den nye tids italienske komponister som Bellini og Donizetti frem, men når det gjaldt hans eget værk og person hyllede han sig i tavshed, hvad angik den politiske situation og udtalte sig i andre sammenhænge med afvæbnende humor og lethed.

Han gemte sig bag en maske af forsorenhed, som næsten fik hans personlige karaktertræk til at svare til mange af hans mange komiske operaer. De efterfølgende første fortællinger og biografier om komponisten blev også noget forvrængede og fyldt med tvivlsomme anekdoter. Dertil kom, at de fleste af hans værker forsvandt fra operascenerne allerede fra midten af 1800-tallet.

I de seneste årtier har der dog været en løbende revitalisering i gang omkring Rossinis liv og værk. Siden 1980 har en årlig Rossini-festival i komponistens fødeby Pesaro på den italienske østkyst fået opført et bredt spektrum af hans mange operaer, hvilket har påvirket operahuse verden over. Dette er blevet ledsaget af omfattende musikforskning og kildestudier, og i 2001 dukkede en central brevveksling op mellem Rossini og hans forældre, hvori nyttige oplysninger om tilblivelsen og opførelserne af hans værker kan læses.

På dette grundlag har Thomas Milholt så at sige skrevet en kedelig og meget detaljerig bog om en sjov komponist. Det er en fin beretning for kendere, som i øvrigt lægger sig i forlængelse af forfatterens tidligere bog, ”Italiensk opera i guldalderen 1800-1850”, et kapitel der blev skrevet ud af musikhistorien.

Ét er altså, hvordan en kunstner præsenterer sig udadtil, noget andet er, hvordan vedkommende er som helt menneske. Rossinis musik var ikke forfejlet romantik bedømt ud fra den tyske musikæstetiks ophøjede tanker om den geniale ener og det absolutte værkbegreb. Komponisten var heller ikke kun ”den lystige fætter” i italiensk opera, men en mere alsidig kunstner og en dygtig forhandler og organisator.

Som kunstner træder den vittige Rossini nu frem som italiensk operas fornemme senklassicist.