Prøv avisen

Rousseau har mange lig i lasten

Franskmanden Rousseau var ikke blot lærefader for den moderne, frigørende pædagogik, også i politiske sammenhænge gjorde han sin naive og derfor katastrofale indflydelse gældende, skriver Kristian Østergaard. – Foto: Portræt af Jean-Jacques Rousseau malet af Maurice Quentin de La Tour.

Få tænkere har påvirket os så meget på godt og især ondt som Rousseau. Han blev født i denne uge for 300 år siden

Den 28. juni 1712 fødtes den mand, der skulle blive det 18. århundredes måske mest indflydelsesrige filosof. Jean-Jacques Rousseau hed han, og han lod sig aldrig distrahere af besværlige kendsgerninger.

LÆS OGSÅ: Rousseau - modet til at være sig selv

Ikke tilfældigt indleder han et af sine skrifter således: Lad os da begynde med at lægge alle kendsgerninger til side. Og det var i grunden, hvad Rousseau gjorde livet igennem: Han lagde kendsgerningerne til side og dyrkede de utopiske forestillinger i stedet.

Rousseau blev født i Genève som søn af en urmager, hans mor døde i barselssengen, og Rousseau førte som teenager en tumultarisk og trist tilværelse, indtil han traf Madame des Warens, som fik ham på fode og gjorde ham skikket til livet igen. Hun var da 29, han var 16 år. Rousseau blev hendes elsker, men nok så vigtigt sørgede Madame des Warens for, at den unge mand fik bibragt en solid orientering i åndshistorie og musik.

Rousseau havde dog stadig ikke fundet det spor, han var bestemt til, eller de kategorier, hans sjæl var anlagt på; han forsøgte sig både som skattefoged og opfinder af et nyt nodesystem. Først da Rousseau var knap 40 år, havde han held til at indtegne sig i den offentlige bevidsthed takket være sin besvarelse af en prisopgave om, hvorvidt videnskabens og kunstens fremskridt havde gavnet moralen. Det mente Rousseau ikke, at de havde.

Han delte ikke oplysningstidens begejstring for den begyndende industrialisering, de teknologiske fremskridt og den økonomiske vækst. Oplysningsfilosofien ville kultivere mennesket, hvorimod Rousseau ville naturalisere mennesket. Mennesket er fra naturens hånd skabt godt og ædelt, men bliver ødelagt af civilisationsprocessen, konstaterede Rousseau.

Med dette essay opnåede Rousseau ikke blot førstepræmien, men også status som grundlæggeren af den moderne kultur. Udtrykket tilbage til naturen sammenfatter Rousseaus legendariske aversion mod civilisationen, og oplysningstænkeren Voltaire skrev, at læsningen af Rousseaus værker gav ham en uimodståelig lyst til at gå på alle fire, men at han desværre havde brugt 60 år på at vænne sig til at gå på to ben, så vejen tilbage til naturen måtte foretages af mindre gangvante personer. Til gengæld ville Voltaire gerne invitere Rousseau til sit gods, så han kunne drikke mælk direkte fra køernes yvere og afgræsse marken uden bestik (!).

Rousseaus prisopgave om videnskaben og kunsten fra 1750 i dag frister en tilværelse som kommentarkrævende antikvitet, og den standhaftige læser, der ikke desto mindre giver sig i kast med skriftet, vil få mindelser om en slags intellektuel tåregas, der kun bliver værre, når man gnider sig i øjnene. Nogle af de tanker, Rousseau nedfældede i prisopgaven, har dog båret frugt side hen det gælder for eksempel kampen for et bedre miljø og satsningen på vedvarende energikilder.

I 1745 havde Rousseau truffet Thérèse Levasseur, som blev hans elskerinde. Hun var ikke værdig til at blive gift med ham, og Rousseau fornøjede sig med at fremstille et hæfte med hendes talefejl som munter lekture for sine venner. Han fik også børn med Thérèse, men Rousseaus faderlige omsorg ville de fleste nok helst være fri for at have med at gøre. Han satte nemlig alle sine fem børn på et hittebørnshospital, skønt Thérèse græd sine modige tårer og tiggede om at få lov at beholde sine børn.

Det havde hun også al mulig grund til. Fra samtidige undersøgelser ved vi, at kun 14 procent af hittebørnshjemmets beboere var i live, da de nåede skolealderen. Men som Rousseau åbenhjertigt forklarer i sine erindringer: Hvordan kunne jeg opnå den sindsro, som var nødvendig for mit arbejde, når jeg skulle have huset fuldt af hjemlige besværligheder og larmende børn?.

I ro og mag fik Rousseau da udfærdiget det mest indflydelsesrige skrift om børneopdragelse, der nogensinde har set dagens lys. Emile eller Om opdragelsen fra 1762 vidner om, at Rousseau kender anslagets magi og mestrer det: Den eneste viden, der virkelig er noget værd, er den, man selv har tilegnet sig. Og det er jo sandt, men netop derfor er det mærkværdigt, at Rousseau følte sig kaldet til at vejlede offentligheden i principperne for opdragelse, når han ikke selv havde gjort erfaringer på feltet. Hvad vi i dag kender som AFEL ansvar for egen læring blev af Rousseau lanceret som den eneste rette måde at opdrage et barn på. Det var ikke stoffet, der skulle stå i centrum, men barnet selv. Og det er næppe tilfældigt, at børnelitteraturens store helt går under navnet Emil (fra Lønneberg).

I 1980erne hed den kyndige og myndige ekspert på børneopdragelsens felt Anna Wahlgren, og ifølge datterens erindringer var Anna Wahlgren af samme moralske bonitet som Rousseau, for mens hun i bogen De kære børn satte barnet i centrum, så negligerede og sjoflede hun eftertrykkeligt sine egne børn.

Franskmanden Rousseau var imidlertid ikke blot lærefader for den moderne, frigørende pædagogik, også i politiske sammenhænge gjorde han sin naive og derfor katastrofale indflydelse gældende. Med Samfundspagten, der udkom samme år som Emile, skrev Rousseau Den Franske Revolutions bibel, som siden også skulle danne ideologisk baggrund for Karl Marx første kommunistiske idéer. Heri lancerer han det ideologiske aksiom la volonté générale (almenviljen eller fællesviljen), hvormed han åbner døren på vid gab for alskens eksperimenter med umyndiggørelse af det enkelte menneske: Enhver, der vægrer sig ved at adlyde den fælles vilje, bliver tvunget dertil af hele kollektivet, hvilket ikke vil sige andet, end at man vil tvinge ham til at være fri.

Rousseaus argument er altså, at det i virkeligheden er frigørende at tvinge enkeltindivider ind under almenviljen, og det var, hvad Jakobinerklubben gjorde i årene 1789-94, da medlemmerne guillotinerede en række af deres modstandere. Men også det 20. århundredes politiske diktaturer er jo i bund og grund beretningen om politiske magthavere, der er løbet løbsk i almenviljen, og som derfor har forbudt folk at være forskellige og at mene noget forkert. Gleichschaltung hed det i Nazityskland. Det er det tyske ord for ensretning, for det var godt at være ét under Førerens ledelse. Ligesådan i Stalins Sovjet, hvor alle, der ikke var med, var imod. De var kontra de var kontrarevolutionære, og derfor skulle de udryddes. Med sin tanke om almenviljen plantede Rousseau den totalitære tanke hos adskillige fremtidige magthavere.

Rousseau døde allerede i 1778 og nåede ikke at se, hvordan de franske revolutionære forvaltede hans tanker. Men som det fremgår af hans erindringer, er det ikke sikkert, at det ville have skræmt ham. Med megen rethaveriskhed og en temmelig skinger patos fortæller Rousseau heri om sit liv, og det gør ham langt mindre uimodståelig, end han lægger op til: Vis mig et bedre menneske end mig, et kærligere, ømmere mere følsomt hjerte...Hvis der fandtes én eneste oplyst regering i Europa, ville den have rejst statuer af mig.

Rousseau bliver grebet af henrykkelsesanfald, når han skal beskrive sine bedrifter, og han får taledelirium, når han skal (bort)forklare sine ugerninger. På et tidspunkt forelsker han sig således i en servitrice, og for at gøre indtryk på hende stjæler han et smykke og forærer hende det. Da tyveriet bliver opdaget, påstår Rousseau, at servitricen er tyven! Da han reflekterer over episoden i sine Bekendelser, forklarer han, at når han ikke selv tilstod, så var det, fordi man ikke gjorde andet end at forskrække mig, medens man skulle have givet mig mod. I et ikke ukendt forsvar for egen leddeløshed får omgivelserne skylden for Rousseaus skrupelløse adfærd.

Jo, på 300 års afstand er man tilbøjelig til at finde Rousseau mere fatal end inspirerende. Han var et romantisk og stemningsbevæget gemyt, som en eftertid alt for ofte har læst uden kritiske forbehold. Rousseaus eget intellekt svigtede ham, da han bagatelliserede arvesyndens realitet og hengav sig til en bundforløjet virkelighedsopfattelse, der bringer tankerne hen på Jesu advarende ord fra Matthæusevangeliet om det dårlige træ, som ikke kan bære gode frugter.

Frugterne fra Rousseaus træ viste sig i hvert fald alt for ofte at være ormstukne og rådne.

k.dk