”To rum” fortjener at blive set. Det er en uhyggeligt aktuel udstilling

Som bosnisk-dansker har Ismar Čirkinagić krigen i stærk erindring, mens den eksistentielt søgende Per Bak Jensen udforsker døden generelt og dens mange fremtrædelsesformer i fotoudstilling på Det Nationale Fotomuseum

De to kunstnere har kendt hinanden i årtier. Ismar Čirkinagić gik på Kunstakademiet fra 2000 til 2006 og frekventerede dengang lejlighedsvis Fotografisk Laboratorium, hvor Per Bak Jensen underviste. Her ses Bak Jensens brudekjolefotografi på højre væg, mens Ismar Čirkinagićs vinflaskeinstallation står til venstre.
De to kunstnere har kendt hinanden i årtier. Ismar Čirkinagić gik på Kunstakademiet fra 2000 til 2006 og frekventerede dengang lejlighedsvis Fotografisk Laboratorium, hvor Per Bak Jensen underviste. Her ses Bak Jensens brudekjolefotografi på højre væg, mens Ismar Čirkinagićs vinflaskeinstallation står til venstre. Foto: Anders Sune Berg.

Ingen undslipper manden med leen. Sidst gik han i lag med salig Henrik Nordbrandt, der om nogen har digtet om dødens paradoks. Udstillingstitlen ”To rum” refererer oplagt til de væsensforskellige praksisformer, som de to udstillende kunstnere opererer med, men også til et rum for de levende og et rum for de døde. Meget passende finder denne knivskarpe og uhyggeligt aktuelle udstilling om krig sted i de vinduesløse lokaler i Det Nationale Fotomuseum i kælderen under Den Sorte Diamant i København. Vi stiger ned i mørket. Ned til Srebrenicas massegrave.

Selv om vi alle er lige for døden, bliver millioner af mennesker frarøvet livet i utide som følge af krig. Det ser vi lige nu ske ikke kun i Ukraine, men også i Somalia, Yemen og i Syrien, hvor uskyldige mennesker omkommer i murbrokkerne eller på slagmarken. Krig er det værste, der findes, og ikke noget, som dyr kunne finde på. Det kræver både hjerne og had, som er fremmed for dyrene, at føre krig. Den store danske grafiker Palle Nielsen (1920-2000) omtalte mennesket som ”verdens farligste dræberdyr”. Og han havde jo ret. Men pacifismen har også en stærk stemme i Danmark, heriblandt digteren Halfdan Rasmussen (1915-2002), som skrev: ”Livet er en dejlig gave, jorden er en herlig jord/der er øller i min mave, der står krokus på mit bord/Når reserverne skal stille for at splitte kloden ad/skriver jeg med kruspersille verdens mindste heltekvad.”

At befinde sig i skyggeland

De to kunstnere har kendt hinanden i årtier. Ismar Čirkinagić gik på Kunstakademiet fra 2000 til 2006 og frekventerede dengang lejlighedsvis Fotografisk Laboratorium, hvor Per Bak Jensen underviste. Det er deres første fællesudstilling, hvori der indgår et enkelt gesamtværk ”Skyggeland” – en video, der fremstår, som var den optaget med en forløber for fotografiapparatet, et såkaldt camera obscura, som blev udviklet for århundreder siden og er blevet brugt af mange store malere, hvoraf de mest berømte nok er Caravaggio (1571-1610) og Johannes Vermeer (1632-75), hvis motiver stadig virker moderne og ”fotografiske”.

Per Bak Jensens umådeligt smukke, rå og uindrammede fotografier, der er slået op på væggene med store søm, viser os døden på en indirekte måde: en lokkeand i overstørrelse og en urne, der må være fotograferet med en telelinse, for den har en monumental skala og ligner et stykke arkitektur, der er spændt op mod en okkergul mur.
Per Bak Jensens umådeligt smukke, rå og uindrammede fotografier, der er slået op på væggene med store søm, viser os døden på en indirekte måde: en lokkeand i overstørrelse og en urne, der må være fotograferet med en telelinse, for den har en monumental skala og ligner et stykke arkitektur, der er spændt op mod en okkergul mur. Foto: Anders Sune Berg.

Man benytter en kasse eller et mørklagt rum med et hul i den ene side. Når det udefra kommende lys rammer den modstående flade inde i kassen, projiceres motivet uden for hovedvendt ind i kassen. Dog bevares både perspektivet og farverne.

”Skyggeland” bliver vist i en blackbox, der i sig selv ligner et camera obscura og er projiceret på to skærme. Videoen på den ene skærm er vendt på hovedet, ligesom motivet i et camera obscura. På lydsiden hører vi en vind, der rusker i nogle træer eller buske. Filmen er så sløret, at man ikke kan se, hvad der foregår, men man aner et lys og nogle mere dunkle bevægelser midt i de abstrakte og let urovækkende optagelser. Usikkerheden omkring, hvad vi ser, skaber en form for unheimlichkeit af den type, som krigsramte kan føle, når de sidder i et beskyttelsesrum og ikke aner, om de er købt eller solgt.

Per Bak Jensen er en nærmest synsk fotograf, der viser os skønheden i det mest prunkløse og undseelige. Hans umådeligt smukke, rå og uindrammede fotografier, der er slået op på væggene med store søm, viser os døden på en indirekte måde: en lokkeand i overstørrelse og en urne, der må være fotograferet med en telelinse, for den har en monumental skala og ligner et stykke arkitektur, der er spændt op mod en okkergul mur.

Fotoet ”Begyndelsen” viser et æg i kæmpestørrelse. Det har en skyggeside. Livet er ikke lutter lagkage. Tragedier og mørke venter forude i alle liv, synes han apokalyptisk forudsigende at konstatere. Endnu et foto: skørtet fra en kridhvid brudekjole, hvorfra der hænger en lyserød stofhånd ned  – noget, der er blevet udstødt fra kroppen. Det kunne minde om huden fra hånden og armen. Et bryllup med døden. Fotografiet er fra Mexico under efterårets rituelle dødedage. Hos Per Bak Jensens memento mori-motiver, oplever vi døden som uheldsvangre tegn, der dukker op overalt.

Fotoet ”Begyndelsen” viser et æg i kæmpestørrelse. Det har en skyggeside. Livet er ikke lutter lagkage. Tragedier og mørke venter forude i alle liv, synes han apokalyptisk forudsigende at konstatere.
Fotoet ”Begyndelsen” viser et æg i kæmpestørrelse. Det har en skyggeside. Livet er ikke lutter lagkage. Tragedier og mørke venter forude i alle liv, synes han apokalyptisk forudsigende at konstatere. Foto: Per Bak Jensen.

Vidnesbyrd fra en bestialsk borgerkrig

Med sin baggrund i det krigshærgede Bosnien, hvorfra han flygtede til Danmark som 12-årig, har Ismar Čirkinagić en helt anden og langt mere konkret tilgang til krigen, som vendte op og ned på hans og hans families liv. Han tager direkte udgangspunkt i faktiske hændelser på Balkan, der for første gang siden Anden Verdenskrig kastede Europa ud i en krig i 1992. En bestialsk og nederdrægtig borgerkrig, hvor etnisk udrensning var en del af strategien.

Massakren i Srebrenica i Bosnien i 1995 var det største folkemord i Europa siden Anden Verdenskrig med 8000 døde. I 2019 stadfæstede Hollands højesteret, at Dutchbat, det hollandske militær under FN, var delvist ansvarlig for, at 350 bosnisk-muslimske mænd døde. De svigtede deres opgave ved ikke at give dem beskyttelse.  Alle blev dræbt af bosniske serbere.

I sit værk ”Distant Images” (2022) har Ismar approprieret en hollandsk avis fra den 10. januar 1995. Det er et velbevaret eksemplar i modsætning til dem, der blev fundet i massegraven. Han har klippet billederne ud – af en smuk kvinde, der smiler til os fra sin stol, af en fransk vinsmager, af lækre madopskrifter, men også af konflikter og arrestationer. Bosnierne fik aviserne af hollænderne. De kunne næppe læse dem, så de har i stedet betragtet de eksotiske billeder i avisen med undren. Billederne vidner om, hvordan livet forløb helt udramatisk og med en overflod af varer i Holland – og i resten af Europa. Langt fra krigen. Måske har de udhungrede og krigshærgede bosniere brugt avisen til at tænde op i brændeovnen? Måske har de klippet cigaretpapir ud af den? Ismar har monteret disse billeder i stykker, som svarer til målene på cigaretpapir og har indrammet dem bag museumsglas. Jo mere man tænker over disse billeder, des mere fryser ens blod til is. Kunstneren fører os helt ned i massegraven og lige lukt ind i krigens vanvid.

Mere luftig er hans installation ”Distant Frontier” bestående af 100 rødvinsflasker – alle fra 1992 – der er smukt linet op på en væg. Disse flasker rummer luften fra 1992 og vinhøsten fra samme år. Der er altid et før og et efter grusomme begivenheder, som omkalfatrer eller knuser menneskeliv. Før kommer aldrig igen.

"To rum" fortjener at blive set. Det er en uhyggeligt aktuel udstilling.

To rum. Af Ismar Čirkinagić og Per Bak Jensen. Det nationale Fotomuseum, København. Til den 22. april.