Nordica er et tidsskrift (egl. årsskrift) for artikler om den gode, store litteratur i Norden, det vil sige den, der optager hovedpladsen i litteraturhistorier med navne som H.C. Andersen, J.P. Jacobsen, Strindberg, Ibsen med flere. Med sit lidt småtarvelige udstyr med ren sort-hvid tekst side efter side og en nærmest hønsestrikagtig blå-hvid-sort forside, der vistnok skal alludere myte, oldnord og is, er tidsskriftet nu gennem 22 år efterhånden blevet et hjemsted for de artikler om litteraturhistoriske emner, der blev hjemløse, da især KRITIK blev mere filosofisk orienteret under Frederik Stjernfelts redaktion. Det er et tidsskrift, der især forholder sig til disciplinen tekst- og litteraturhistorie på nordisk- eller danskstudierne på danske universiteter, men det har også forhåbninger om at nå lignende national-studier i de andre nordiske lande.
2005-nummeret har som hovedattraktion en række artikler om Thorkild Bjørnvigs forfatterskab, der oprindeligt blev holdt som foredrag på et Bjørnvig-seminar på Syddansk Universitet. Derudover rummer det to læsninger af Karen Blixen-historier som "Ib og Adelaide" og "Ehrengard", en skarp og præcis anmeldelsessektion af litterære monografier eller bøger med litteraturhistoriske emner, samt en dejlig harsk kommentar til H.C. Andersen-året af Johan de Mylius, der ragede uklar med Andersen-fonden "HCA 2005": "Det har handlet om et berømt navn, som man har villet pumpe yderligere penge, publicity og falsk stjernedrys i med det ene formål at tjene penge. Kultur er blevet en vare, hverken mere eller mindre."
Men det er artiklerne omkring Bjørnvig, der sætter dette nummer i særklasse. I et medrivende essay lægger Tage Skou-Hansen ud med artiklen "Thorkild Bjørnvig som ven og kollega", som simpelthen må blive et hovedstykke i vores erindringslitteratur. Man føler sig sanseligt og åndeligt hensat til krigsårene 1940-45, som man ganske vist kun kender fra fortællinger som disse, der kunne have været om Holger Mikkelsen, som jo er Skou-Hansens gennemgående romanfigur. Ud over venskabet med Bjørnvig handler Skou-Hansens fortælling også om Knud Jensen, der meldte sig til tysk krigstjeneste, og som de begge var venner med. Knud Jensen elskede tysk poesi – og hør nu, hvor forstående og knivskarpt Skou-Hansen træffer den dengang ømtålelige grænse mellem besættelsesmagt og frihedskamp:
"Man kunne være soldat i Værnemagten og elske Rilkes poesi. Man kunne være illegal kommunist med Sophus Claussens følende blomst som yndlingsdigt. Man var ikke enten-eller. Livsfjern skønhedsdyrker eller politisk aktivist. En lang overgang var man med god samvittighed begge dele, indtil tingene afgørende forenkledes. Menneskers virkelighedsbegreb i de rådvilde år op til 29. august 1943 var ikke alene mere usikkert, men også rummeligere end umiddelbart efter krigen. Forståelsen for hvad der kunne blive sandhed og bevæggrund for mennesker var langt større. Derfor var der heller ikke intet had til Knud Jensen fra modstandsbevægelsens side. Det usædvanlige ved ham var især at han besluttede sig i det fatale øjeblik og tog den fulde konsekvens af sin fejltagelse." I øvrigt tegnes samme Knud Jensen som en skjult og navnløs medarbejder i Heretica, idet han virkede ud over sin død 1944 på de mennesker, der skabte tidsskriftet efter krigen.
Pladsen er ikke her til at komme ind på de øvrige artikler om Bjørnvig og omkring ham. Blot skal det siges, at de alle flot gengiver aspekter af hans forfatterskab og dets udvikling. Af særlig interesse for Kristelig Dagblads læsere skal dog nævnes Anders Thyrring Andersens gennemgang af forholdet mellem Martin A. Hansen og Thorkild Bjørnvig, hvor Andersen finder manglende forståelse hos Bjørnvig for den positive betydning som kristendommen havde for Martin A. Hansens digtning. Han tænker her på en "kristen modernisme", som Martin A. Hansen udviklede.
Nordica 22. Mogens Brøndsted, Lise Præstgaard Andersen og Knud Bjarne Gjesing (red). 299 sider. 250 kroner. Syddansk Universitetsforlag.