Niels Viggo Bentzon (1919-2000) var en kendt skikkelse i det 20. århundredes danske musikliv, og i 100-året for hans fødsel er der al mulig grund til at mindes denne frodige og produktive danske komponist, der – blot for at tage ét eksempel – nåede at skrive 27 symfonier.
Han opnåede en berømmelse, der rakte langt ud over, hvad der er normalt for klassiske musikudøvere her til lands. Ikke sjældent optrådte han som en musikalsk klovn, og medierne elskede hans skøre påfund – således var han et yndet offer i Politikens satiriske spalte ”At tænke sig”, hvor han blev kaldt ”tonekunstens svar på B&W”.
Athelas Sinfonietta Copenhagen, som anses for det førende ensemble i Danmark inden for moderne klassisk musik, hyldede i søndags NVB (hans ”nom de guerre”) med en koncert, der meget passende blev afviklet med titlen ”Rundt om Niels Viggo Bentzon”. Ganske vist spillede ensemblet, dirigeret af franskmanden Jean Thorel, kun et enkelt værk af Bentzon, men det var marginalt det længste – og blev for øvrigt hverken musikalsk eller kunstnerisk overskygget af de øvrige fire nyere værker, der blev opført.
Man indledte med hollandske Rozalie Hirs’ fine lille stykke ”Sacro Monte” fra 1997, opkaldt efter et pilgrimsmål i norditalienske Piemonte og et nærmest delikat stykke, hvor førsteviolinens solopassage midtvejs med en fint formuleret sammenligning fra programmet kan opleves som at betragte ”et ubevægeligt bjerglandskab, da en ensom cyklist pludselig passerer”. Her var førsteviolisten Anne Søe en stilfuldt kørende cyklist.
Nyligt afdøde Ib Nørholm var repræsenteret med et righoldigt stykke med den finurlige titel ”12 minutter af Deres tid”, komponeret i 1992. Her blev man især imponeret af Laszlo Molnars fremragende trompetspil – hvorefter det var NVB-tid. Hans ”Sonate for 12 instrumenter” fra 1970 havde en klassisk tresatset struktur med italienske tempobetegnelser, men vist fornemmede man den musikalske bulderbasse, som i årtier var en levende legende i Danmark.
En uropførelse af den dansk-iranske komponist Amir Mahyar Tafreshipour – der selv var til stede og introducerede stykket – havde fået titlen ”From A to B” (fra Amir til Bentzon). Det kunne høres som en varm hyldest til sidstnævnte, som hele koncerten jo var det, i en vis forstand også det afsluttende nummer, André Jolivets: ”Douze inventions pour douze instruments” (12 inventioner for 12 instrumenter), komponeret i 1966, det år, hvor Jolivet blev udnævnt til professor ved konservatoriet i Paris.
Det blev en kalejdoskopisk koncert, helt i NVB’s ånd. Han ville givetvis også have sat pris på omgivelserne. Koncertkirken har til huse i den tidligere Blågårds Kirke på Blågårds Plads i hjertet af Nørrebro i København og danner en hyggelig og uhøjtidelig ramme om vidt forskellige koncerter.
Akustikken er glimrende, man kommer tæt på musikerne og fornemmer stedets ægte folkelighed både før, under og efter koncerten. Også i form af beskedne priser i det lille udskænkningssted bagest i lokalet.