Grundig biografi om Drachmann, der bekæmpede døden, så længe han kunne

Holger Drachmann blev i sin tid kaldt det største festblus i landet. Denne grundige biografi kommer godt rundt om hans interessante digterliv

Holger Drachmann er digteren i sig selv, med stor hat og slængkappe, hvidt skæg og notesbog, deklamerende med udslået hånd og patos. Historierne om ham og alle hans kvinder har været tilgangen til hans forfatterskab gennem mange år.

Men nu har Kurt Frederiksen, der tidligere har skrevet om store opdagelsesrejsende, udarbejdet en stor biografi om Drachmann (1846-1908) og dermed givet os et bredere fundament at have vores meninger om Drachmann på. Frederiksen synes at se Drachmann som en lige så stor opdagelsesrejsende i samlivet mellem mand og kvinde i de moderne tiders spæde begyndelse 1870-1900.

En af de tidligste lydoptagelser fra århundredskiftet 1900, jeg har hørt, er med Drachmann og afslører hans stemme som en markant pivestemme. Man spørger uvilkårligt sig selv, som med så mange andre modsætninger i hans person, hvordan han kunne fascinere så mange kvinder og binde dem til sig, kortere eller længere, som muser? Det kan bestemt ikke være, som Gustav Wied kunne sige det, som ”erotikkens Napoleon”. Men så havde han noget andet, der også gjorde ham folkekær, hans skiftende lidenskabelighed, hans måde at stå op mod de herskende på og sætte sin hat, som han ville.

De mange historier gjorde ham til godt avisstof; selv skrev han som journalist i bladene og var altid leveringsdygtig med et lejlighedsdigt ved denne eller hins død. Hans mange kvindebekendtskaber forargede folk, men som Frederiksen klogt spørger sig selv, hvad foretog han sig egentlig med dem? Hvordan virkede disse kvinder som muser for ham? Og jeg tilføjer: Hvordan ser Drachmanns forbrug af unge kvinder ud i forhold til MeToo-bevægelsen? Hvordan ville den i dag se på den kvindetilbedelse, som Drachmann og mange af hans samtidige praktiserede, idet de tillagde kvinden næsten frelsende evner som mandens forløser. Til gengæld kunne de så få lov til at tage sig af alt det praktiske i huset. Mændene kunne trække sig tilbage for at opleve, skrive og være nervøse. Men mændenes tilbedelse af dem kunne vel tænkes at lægge et skønhedsslør omkring kvinderne, som de ikke kunne undvære: et slør af ord og lyrik, af forestillinger og lånte mytologier, af genbrugt romantik, som de ikke gennemskuede – i begyndelsen.

For det var jo rigtigt nok, som der står om en kvinde i digtet ”Natten er svanger med Vellugt fin”: ”der vælder didop, hvor om Dagen Du gik,/ hver Længsel, du kuede, den blev til Musik.” Den kuede længsel eller fortrængningerne, som Freud talte om, havde Drachmann blik for og kunne åbne, og fortrængningerne var som sagt mangfoldige i datidens samfund.

Frederiksens bog er en stor genfortælling af vigtige steder i Drachmanns breve og i anden række hans artikler, i sidste række hans værker, som det kun bliver til sparsomme referater af. Dertil fortæller han det nødvendige af samtidens historie. Han henter gode citater ud af sit materiale og er i det hele taget reflekteret og klar. Meninger for og imod Drachmann refereres ligeledes omhyggeligt, så man virkelig kan tale om en grundbog i Drachmanns interessante liv, det omkringfarende, forbruget af andres penge, det selvspejlende og selviscenesættende, digtende om sig selv og sine oplevelser – ja Drachmann er autofiktionens førstefødte i dansk litteratur med værker, hvor hans jeg kun er sparsomt tildækket af genbrugte romantiske skabeloner, som han måske selv troede på og prøvede at leve op til.

Har man læst hans to store romaner, ”En Overkomplet” fra 1876 og især ”Forskrevet” fra 1890, så véd man, hvor følsomt, vredt, differentieret dansk kunne lyde på allerede dette tidspunkt.

Drachmann er pause- og skilletegnenes mester, evigt på jagt efter i disse tegn at fange øjeblikket, der skifter retning. Og netop heri er han moderne, skiftende som et kalejdoskop, umulig at fastholde, som ”flyvesand” sagde samtiden om ham. Jakob Knudsen havde stor sympati for hans længsler, men så dem imidlertid som aldrig tilfredsstillede, fordi han ikke nåede frem til Gud. Knudsen betragtede ham som den ulykkelige, der evigt løb rundt om Paradisets Have uden at kunne trænge igennem ildhegnet ind til Vor Herre. Han så dermed Drachmann som spærret inde i den æstetik, den kunst, han selv producerede.

Men som Frederiksen har udtalt i et interview, så var Drachmann ”det største festblus” i Norden på sin tid, der var glimmer og røre, patos og forfalsket patos i og omkring ham. Han skrev en mærkelig rammende centrumløs lyrik, som skulle give kærligheden magten i et musikalsk sprog, og som magtede det på sin højeste ydeevne, men efterlod et hærget privatliv som digtets brugte og forvandlede materiale bag sig. Måske står forvandlingen at læse bag de højspændte ord i digtet, vi nævnte før: ”Hjærtet er lagt under Kærligheds Lov,/ som Akset for Leen, for Øksen en Skov/ som Natten for Solgudens Straaler:/ der stirrer imod os fra Døden et Blik/ der kun kan besværges med Livets Musik.” Med hele sin digteriske gestik bekæmpede Drachmann døden, så længe han kunne.

Læs Frederiksens bog og tag selv stilling til denne Drachmann, som måske er selve det lyriskes væsen, flyvesand, der lægger sig som klitter i sindet? Som spor af vinden, der bar det i øjeblikket.