Den episke fantasyfortælling ”Ringenes herre” stammer fra midten af det 20. århundrede og har fortsat mange læsere. Værket er i nyere tid også blevet populært gennem filmatiseringer. Og der findes faktisk et Tolkien-selskab herhjemme.
Forlaget Frydenlund har nu udsendt en slags introduktion til ”Ringenes herre”. Antologien ”Ringenes herre og filosofien” er en ældre sag. Den udkom faktisk første gang på engelsk i 2003. Bogen er skrevet af et forfatterteam af forskere, hvoraf de færreste vil være kendt af et dansk publikum. De bliver i øvrigt heller ikke nærmere præsenteret, men bogen lader sig faktisk også fint læse, uden at man hæfter sig ved, hvem der har skrevet hvad. For der er sammenhæng mellem kapitlerne.
Det er de teologiske og filosofiske spørgsmål i J.R.R. Tolkiens hovedværk, ”Ringenes herre”, der optager bidragyderne. De søger ikke at tyde et skjult budskab i det omfangsrige værk, men de sammenholder handlingen med de tanker, som eksempelvis Platon formulerede. Platon spørger, hvorfor man skal være et moralsk godt menneske, hvis man i øvrigt ikke bliver straffet for det modsatte. I ”Ringenes herre” finder man et mere konkret svar herpå end hos Platon:
”Tolkiens fortællinger om Herskerringen supplerer og videreudvikler Platons argumenter, for hos Tolkien er det helt utvetydigt, at Ringen forgifter og korrumperer sjælen hos dem, der bærer den. Bruger man ringen, fordærves ens ønsker, behov og meninger. Platon argumenterer for, at sådan et fordærv vil finde sted, men Tolkien går skridtet videre og viser dette fordærv gennem sine figurers tanker og handlinger.”
Den analyse flugter jo meget godt med, hvad Tolkien selv tilkendegav – at hensigten med ”Ringenes herre” var at ”opmuntre til god moral”.
”Ringenes herre” blev affattet i perioden 1936-1949, men alligevel foregriber værket den teknologiske tidsalder, eftersom det ”undersøger faren ved at lægge sin magt og sine kræfter i en genstand uden for sig selv, hvilket selvfølgelig er den fare, der er forbundet med al teknologi”.
Det er sagt, at kultur ikke kun er dét, vi lever af. Det er i høj grad også dét, vi lever for, hvilket ”Ringenes herre” giver anskuelsesundervisning i. Tolkien var katolik, men han undlader at henvise direkte til ritualer eller trospraksis i ”Ringenes herre”. Tolkien dækker sig som alle store forfattere talentfuldt bag flertydigheder, eftersom det usagte eller antydede stimulerer læserens fantasi og holder nysgerrigheden ved live. Alligevel kan ingen tage fejl af, at den kristne livsanskuelse er indlejret i værket, hvorfor det slet ikke er nogen tilfældighed, at ”Ringenes herre” afsluttes af ”et fundamentalt religiøst budskab om, at det onde ikke kan vare evigt”.