Rundtur i paradoksernes karrusel

Kirkens luftherredømme kan sikres gennem rekruttering af den tyske sociolog Niklas Luhmann, mener professor Lars Qvortrup, men hvad skal der ske med land-tropperne?

Lars Qvortrup: Paradokshåndtering og ritualproduktion. Tro som vidensform. 152 sider. 198 kroner. Forlaget Anis.
Lars Qvortrup: Paradokshåndtering og ritualproduktion. Tro som vidensform. 152 sider. 198 kroner. Forlaget Anis. Foto: Bogforside.

Engang troede vi, at mere viden betød mindre tro. Det viste sig at være forkert. Forholdet mellem religion og oplysning er nemlig ikke et nulsumsspil, hvor den ene går op, når den anden går ned, og omvendt

LÆS OGSÅ: Ukritisk mystik

Aarhus-professoren Lars Qvortrup har en interessant, men svært forståelig forklaring. Han argumenterer for, at hver gang vi indvinder ny viden, forøger vi samtidig mængden af ikke-viden, hvilket er det moderne samfunds grundlæggende paradoks. Det er også paradoksalt, at al fortræd stammer fra os selv: Finanskrisen er selvforskyldt, det samme gælder ulykken på den japanske atomreaktor Fukushima. Ja, paradokserfaringen gennemsyrer moderniteten, hvor sikkerhed afløses af usikkerhed, enkelhed viger for kompleksitet og selvfølgelighed trumfes af refleksion. Hvis det lyder abstrakt, er det, fordi det er abstrakt.

Qvortrups glade budskab er, at kristendommen passer som fod i hose til erfaringerne i et samfund, hvis vidensformer bliver stadig mere komplekse: Den tilbyder nemlig paradokshåndtering, fordi den har to tusinde års træning i at omgås paradokser som inkarnationen og treenigheden, som samtidig er det, der adskiller kristendommen fra de andre monoteistiske religioner. Og hvad er dobbeltgængeren Jesus Kristus andet end paradoksfiguren over dem alle: Gud og menneske på samme tid.

Kirken har altså, som det hedder på Qvortrups jargon, et paradokssemantisk lager at stille til rådighed, og han vil gerne fortælle den, hvordan den bedst skal udnytte denne situation. Spørgsmålet er, om den forstår hvad han siger. Qvortrup giver den nemlig fuld skrue med begreber som refleksivitet, kompleksitet, risiko og kontingens, men vinderen er altså klart paradoks.

Inspirationskilden er den tyske sociologi Niklas Luhmann. Af ham har han lært, at i et hyperkomplekst samfund er religion et videnssystem, der er sideordnet de andre systemer, for eksempel det politiske, det juridiske, det økonomiske, det æstetiske.

Religionssystemet kan ikke kræve primat over de andre og vice versa, men det kan kaste lys ind over de andre i kraft af sin ekspertise i, nå ja, paradokshåndtering, viden om ikke-viden og iagttageliggørelse af det, der ikke kan iagttages.

Men hvis der skal blive noget af det, så skal kristendommen ikke sekularisere sig selv ihjel ved at tage afsked med de passager i Det Gamle Testamente, der støder sarte moderne øren, eller dyrke Jesus på bekostning af Kristus. Derfor går Qvortrup i rette med så forskellige typer som Thorkild Grosbøll og åndsmennesket Villy Sørensen.

Tilgangen er mere sociologisk end teologisk, men Qvortrup går langt uden om den samfundsvidenskabelige tendens til triumferende at påvise, at religion blot er et samfundsprodukt. Frem for at afsløre lader han sin systemteoretiske religionsfilosofi samtale med traditionen og foreslår, at hans siger det samme som Augustins trinitetslære, blot i forskellig sprogdragt. Det må eksperterne afgøre.

Bogen er sammenstykket af forskellige artikler, der hænger nogenlunde godt sammen. Gentagelser har ikke kunnet undgås, men det kan være en fordel, for det er sjældent, man forstår det første gang, når begrebsmøllen maler, og luftherredømmet stadfæstes.

Selv med en fiksere titel end Paradokshåndtering og ritualproduktion ville den næppe henvende sig til andre end dem, der kan se det opsigtsvækkende i, at Habermas har nærmet sig Luhmanns systemteori.

Man bliver rundtosset af Qvortrups paradokskarrusel og vokabulatoriske innovation. Det er dog ikke, fordi han skriver krukket, men fordi han har sine paradokser så kjær, og han ved det godt selv: Jeg kan allerede høre, at det, jeg skriver, lyder i bedste fald abstrakt, i værste fald småsyret. Men hans begejstring for de hjernegymnastiske øvelser smitter periodevist.