Rune Klan: Det er forløsende at grine af døden

I programmet "Tabu" på TV 2 tager komiker Rune Klan dødelige sygdomme og lidelser under kærlig behandling i et standup-show. ”Man kan gøre grin med alt,” siger en af programmets medvirkende, der selv er dødeligt syg

Humor kan være et redskab til at tale om svære ting som døden, mener Rune Klan.
Humor kan være et redskab til at tale om svære ting som døden, mener Rune Klan. . Foto: TV 2, Per Arnesen.

En komiker træder ind på scenen. Han fremfører sine jokes, og salen bryder ud i latter. Selvom det ligner den klassiske opskrift på et standup-show, er temaet for vitserne langt fra de gængse, når komiker og tryllekunstner Rune Klan undersøger, hvad man egentlig kan tillade sig at lave sjov med i programmet "Tabu" på TV 2.

Programmet følger Rune Klan, der sætter en række mennesker, der alle har en særlig lidelse, i stævne i et sommerhus. På baggrund af møderne i sommerhuset laver han derefter et standup-show og transformerer oplevelserne til komik. I udsendelsen fra sidste uge var turen kommet til de dødeligt syge - de fire medvirkende har alle en uhelbredelig sygdom inde på livet. Victoria lider af cystisk fibrose, Sead har ingen nyrer og går i dialyse flere gange om ugen, Lone har haft brystkræft, og Brian har det gen, der på et tidspunkt udvikler sig til Huntingtons Sygdom. 

På scenen begynder Rune Klan sit show med at sige: "Jeg mødte Viktoria, Sead, Lone og Brian". Da han siger navnet Brian, peger han på en medbragt urne.

"Det var bare for sjov," udbryder han efter en pause, for Brian sidder sammen med de øvrige medvirkende nede i salen og griner.

Døden kan være svær at tale om - også for ham selv, siger Rune Klan i standup-showet. Han tøver og siger så: "Vi kender nok nogen, der døde for tidligt. Og vi kender sikkert også en masse, der lever alt for længe. Jeg har da en liste." 

Rune Klans jokes bløder tydeligvis salen op, men må man egentlig gøre grin med døden? Og hvis ja - hvordan gør man det så på en taktfuld måde?

For Rune Klan kan humor være et meningsfuldt redskab til at tale om svære ting - herunder døden. Det handler om at spille på forskellige følelser, så man både bliver rørt, griner og bliver informeret om et vigtigt emne på én og samme tid, mener han. 

”Jeg fornemmer, at det en meget dansk ting at møde svære emner i øjenhøjde og kalde en spade for en spade. I det ligger der også en vis portion humor. Det er forløsende for mange mennesker, inklusive mig selv,” siger han.

Tanker om døden fylder også i Rune Klans eget hoved, særligt efter han selv mistede sin far. 

”Det er ikke så mange år siden, at vi mistede ham, og hans død fylder stadig utroligt meget mellem min mor og jeg. Jeg er en person, der reflekterer meget og som har godt af at dykke ned i nogle store emner. Derfor vidste jeg også godt, at det ville blive hårdt for mig, når jeg skulle lave programmerne. Jeg mødte nogle mennesker, som jeg rent faktisk kom til at holde af, og jeg blev følelsesmæssigt engageret i dem ved at lytte til deres historier,” fortæller han.  

I andre kulturer har døden en mere ophøjet status, og der er mange eksempler på ritualer, hvor de døde bliver fejret. I Danmark er livets endeligt i højere grad omgærdet af berøringsangst, og det kan komikken være med til at italesætte, mener Rune Klan. 

"Jeg har ikke berøringsangst, men jeg har stadig måtte tage tilløb til at lave programmet, fordi jeg har respekt for emnet," siger han.

Komikken rykker sig

De seneste år har bevægelser som MeToo, Black Lives Matter og et generelt større fokus på repræsentation og omtale af minoriteter startet en debat om, hvad man egentlig kan lave sjov med. 

”Mange komikere føler, at deres mundkurv bliver strammere og strammere. De frygter, at deres levebrød bliver taget fra dem, fordi manges eksistensberettigelse er at være den, der siger det, man ikke må sige. Jeg selv ser det som en linedans, der de senere år er blevet vanskeligere, men ikke mindre spændende af den grund,” siger han.

Rune Klan mener, at debatten er væsentlig, og at det er vigtigt at diskutere, hvordan vi taler til hinanden i det offentlige rum. Han er dog ikke selv bekymret for at blive indskrænket i sin komik. 

”Jeg er ikke en person, der kan lide at støde. Jeg finder ikke humoren i at træde folk over tæerne. Det er ikke min force,” siger han. 

Derfor var det ikke uden nervøsitet, at Rune Klan gik på scenen med sit show om de dødelig syge. 

”Jeg havde ikke forberedt mig på, at jeg skulle stå og optræde foran folk, når de sad på første række. Det gav et sug i maven,” siger han. 

Med humor som våben

Rune Klans standup-show om de dødeligt syge foregik i Store Vega i København, og på første række sad Brian Nørremark, der er en af de fire medvirkende i programmet. 

Brian Nørremark er 39 år og bor i Viborg med sin kone og sine to børn. Og så er han bærer af det gen, der på et tidspunkt udvikler sig til Huntingtons Sygdom. Brian Nørremark ved, hvad han kommer til at dø af. Huntingtons er en arvelig sygdom, og Brian Nørremark har arvet den fra sin morfar og fra sin mor. 

Brian Nørremark har to børn med sin kone. De har ikke arvet genet, der udvikler sig til Huntingtons Sygdom
Brian Nørremark har to børn med sin kone. De har ikke arvet genet, der udvikler sig til Huntingtons Sygdom Foto: Privatfoto

Når først Huntingtons slår til, kommer det til udtryk på mange forskellige måder. Ens kognitive evner forfalder stille og roligt, og man får også fysiske symptomer.

"Man kommer til at gå mærkeligt og slingrer ned af gaden. Det ligner fuldstændig, at man er alkoholiker," siger han. 

Brian Nørremark vil gerne stille op, når det handler om at nedbryde tabuer og tale åbent om sin sygdom. For ham går grænsen for, hvad man kan lave sjov med, ikke ved emnet, men ved måden, det bliver gjort på. 

”I 'Tabu' bliver vi brugt som instrument til at øge åbenheden over for det, vi hver især kæmper med. Så længe han tager udgangspunkt i min situation og ikke alle med Huntingtons Sygdom, synes jeg, at man kan gøre grin med alt. Rune Klan træder ikke over nogens grænser - i hvert fald ikke mine. Jeg synes, at det var dejligt, at han kunne få noget sjovt ud af situationen,” siger han. 

For Brian Nørremark kan humor og komik være med til at gøre de svære ting let lettere at tale om.

"Jeg kan også godt selv lide at afmontere anspændte situationer ved at fyre noget sjovt af. Jeg kan jo godt tillade mig at lave sjov med mig selv. Jeg kan godt joke med mine venner om, at man burde afskaffe folkepensionen, fordi jeg nok ikke selv får brug for det. Jeg tror og håber, at der er nogle andre med Huntingtons, der føler, at sygdommen bliver nemmere for dem at være i, fordi andre har talt om den,” siger han. 

Er det det, der har været dit mål med at deltage i programmet?

”Ja, det tror jeg. Jeg ville ønske, at nogen havde betragtet min mor som en, der havde Huntingtons, i stedet for en, der var alkoholiker.”