Rune Lykkeberg er romantisk forelsket i aktivisme, men det gør ham også lidt ked af det

37 internationale tænkere og aktivister er blevet interviewet af Informations chefredaktør. Den store bog er god og givende, men det intellektuelle kollektiv fungerer også som en klimasorggruppe for Rune Lykkeberg

Rune Lykkeberg er chefredaktør på Information, hvor interviewene i den nye bog alle har været trykt.
Rune Lykkeberg er chefredaktør på Information, hvor interviewene i den nye bog alle har været trykt. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix,.

Det er imponerende at tænke på, at Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, gennem 2022 har talt med hele 37 internationale tænkere og aktivister i serien "Langsomme samtaler", der løbende er blevet trykt i avisen. Der er ældre sværvægtere som Charles Taylor, Bruno Latour, Jacques Rancière, Rebecca Solnit, Donna Haraway, og der er yngre superstjerner som Adam Tooze og Thomas Piketty. En stor del af de interviewede er helt nye bekendtskaber for mig. Ikke desto mindre har de skrevet dagsordensættende bestsellere, som Lykkeberg også har læst. 

Man fornærmer næppe nogen ved at sige, at samtlige interviewede er venstreorienterede eller at placere på en centrum-venstre-position. Lykkeberg siger det uden omsvøb i sit forord: ”Der er (…) ikke samtaler, som udfolder et konservativt verdenssyn eller nyliberalismens antagelser.” Med en moderne frase, som dog ikke bruges i bogen, har vi at gøre med folk, der står på den rigtige side af historien.

Vi er i et landskab med udelukkende politiske, sociale og klimaaktivistiske pejlemærker. Da den canadiske filosof Michael Ignatieff over et par sider pludselig taler om døden, og hvordan den døende måske kan trøste de levende, virker dette indslag af noget eksistentielt og noget (tæt på) religiøst som et totalt fremmedlegeme og – lad mig være ærlig – også en oase i bogen. Vi er som læsere i et rum, der er så fikseret på dennesidighed og historicitet, at det til tider kan føles, som om al luft bliver trukket ud af rummet, så man må gispe efter vejret af politisk klaustrofobi.

Forstå mig ret. Det er faktisk en fremragende bog. For den har sin egen indre mangfoldighed. Æggehoveder og praktiske aktivister står godt til hinanden. Der er også en fin afveksling mellem tænkere, der ser det hele lidt fra oven, og folk, der har specialviden inden for bestemte områder; det kan for eksempel være sanktionsvåbnets historie, maritim handel og forsyningskæder, sammenhængen mellem sikkerhed og energi. Samtaler om helt aktuelle forhold som Sverige og Finlands historiske neutralitet og kvindernes opstand i Iran giver også energi til de mange siders læsning. Der er næsten ingen samtaler, hvor man tænker: Nå, o.k., det kom der ikke meget ud af.

Idéen med bogen (der er tidligere udkommet en ”Langsomme samtaler”, som jeg ikke har læst) er en slags global studiekreds med de klogeste hoveder, en dannelsesaktivisme. Lykkeberg har tidligere levet i den illusion, at man som enkeltperson intellektuelt og begrebsligt kan gennemskue verden, i hvert fald ideelt set. Det er måske ikke så sært, at han har troet det, for han er selv en af de stærkeste intellektuelle profiler i Danmark. Nu har han imidlertid indset, at ingen kan overskue alt. Derfor rækker han ud og søger hjælp hos den globale gruppe af mestertænkere.  

Det er dog også, som om der går et terapeutisk spor igennem bogen. Lykkeberg er ulykkelig over, at det hele er så svært og uoverskueligt. Ikke mindst klimakrisen tårner sig som en apokalyptisk trussel op over bogens sekulære univers. Hvordan kan avisens mangeårige klimajournalist, Jørgen Steen Nielsen, blive ved med at være så optimistisk? Hvorfor skaber de succesrige massebevægelser alligevel ikke rigtige forandringer? Hvad er det, miljøjournalistikken gør forkert? Er det en moralsk svaghed i Runes egen karakter, når han i sine ledere i avisen ikke kan finde en balance mellem grøn omstilling og sociale hensyn? Er det forkert at skrive distanceret om global opvarmning? Der er så lidt tid til at redde kloden, og alligevel går det hele så langsomt…

De kloge hoveder trøster Lykkeberg på forskellige måder. Nogle gange er det blot med trodsig optimisme og kampråb om, at man må ”blive i besværet”. Og så griner de lidt over, at der lige skal være de sidste tre sider i enhver miljøaktivistisk bog, der skal sikre, at det hele ikke slutter sort i sort. Flere påpeger nøgternt, at vi står et helt nyt sted: et sted mellem den menneskelige psykologi og Jordens realiteter, hvor ingen har stået før; at globale problemer kræver en global regering, som ikke findes; at det historisk set er en meget ny erkendelse, at mennesker har kunnet påvirke naturen så radikalt, og at det tager tid at vænne sig til; at klimakrisen egentlig kræver akut mobilisering som ved Anden Verdenskrig, men når man er oppe imod så diffus en fjende, er det svært.

Rebecca Solnit siger meget befriende, at man skal finde skønhed i steder uden for kampen. Venstrefløjen bliver let sur, vred og defensiv, den foragter det skønne og sjove i tilværelsen som borgerlig fortrængning af de brutale realiteter. Men hun har opdaget, at George Orwell elskede roser!

Som læser af ”Vi skal gøre det hele på én gang” (afspejler titlen energisk trods eller dyb udmattelse?) bliver man mindet om de populærvidenskabelige artikler, man læser fra tid til anden, der hævder, at venstreorienterede generelt er mere triste og deprimerede end borgerlige.

Det virker, som om at Rune Lykkeberg – al sin begavelse til trods – lider af en romantisk forelskelse i aktivisme, bevægelser, kamp, vilje og så videre. Der går lidt besværgelser, følelsesudbrud og Greta Thunberg i den. Når al denne aktivisme ikke flytter mere, kommer frustrationerne.

Økonomihistorikeren Adam Tooze siger derimod på et tidspunkt iskoldt, at han anser græsrødder for at være magtesløse og ”en distraktion fra det virkelige spil”, for eksempel økonomisk realpolitik. Man kunne have ønsket sig, at bogen havde fokuseret mere på dette "virkelige spil", på det institutionelle og politiske niveau, og på hvad græsrødder mere praktisk kan gøre for ikke at støde ”almindelige mennesker” fra sig. Og mindre på at ”åbne vores hjerter”, som det hedder så pladdersentimentalt i undertitlen, at man fristes til at sige som Greta Thunberg: blablabla.

Rune Lykkeberg: Vi skal gøre det hele på én gang. Nye Langsomme samtaler med tænkere og aktivister om klima, krig, forandring og om at åbne vore hjerter. 402 sider. 299,95 kroner. Informations Forlag.