Rune Lykkebergs langsomme samtaler er et indblik i den moderne venstrefløjs selvforståelse. Men vellykket er bogen ikke

Rune Lykkebergs "Langsomme samtaler" er et interessant projekt, der dog i højere grad formår at give et indblik i den moderne venstrefløjs selvforståelse, end den fortæller om global offentlighed

Rune Lykkebergs langsomme samtaler er et indblik i den moderne venstrefløjs selvforståelse. Men vellykket er bogen ikke

Da coronakrisen tog kvælertag på det offentlige liv, og vi blev mere eller mindre isoleret bag vores vinduer og skærme, var det ikke kun ulykke. Selvom det nok mest var det. Isolationen tvang os til at tænke nyt. Gennem de allestedsnærværende Teams- og Zoommøder blev verden mindre.

På Information begyndte chefredaktør Rune Lykkeberg at gennemføre en række spændende interviews med internationale tænkere og meningsdannere. Det blev til den urimeligt gode podcast "Langsomme samtaler". Et booster-skud til enhver, der er træt af en offentlig debat, der sjældent giver tid til fordybelse.

Lykkeberg, som også er kendt for bøger som "Kampen om sandhederne" og "Vesten mod Vesten", er selv en af vores mest interessante offentlige intellektuelle, en solid intellektuel ”mellemmand” og formidler, der har udmærket sig ved at sætte kvalificerede spørgsmålstegn ved vedtagne sandheder.

Nu har podcast-projektet så kastet en bog af sig: "Langsomme samtaler – om vejene fra katastrofen, kriserne og vreden til en bedre verden". Her gengives samtalerne på skrift. Men desværre. Som bog betragtet er "Langsomme samtaler" ikke entydigt vellykket. Når de langsomme samtaler sættes på skrift, fremstår de pludseligt meget hurtige og faktisk en smule overfladiske. Det hele går meget raskt. Og så føles det hele dog meget langt. Det er sin sag at tygge sig igennem 448 siders intellektuelt zapperi

Som projekt er det interessant. Det er ikke intellektuelle småkårsfolk, Lykkeberg har hevet i Zoom-studiet.

Her finder vi både økonomer som Thomas Piketty og Branko Milanovic, kendt for den såkaldte ”elefant-graf", der viste, at Vestens arbejderklasse har tabt på globaliseringen, tidligere arbejdsminister i USA Robert Reich samt den konservative, og sorte, økonom Glenn Loury og så Adam Tooze, den økonomiske historiker, der er blevet en stjerne på venstrefløjen og nu viser os ind i en fremtid præget af dybe kriser og en revolutionær omvæltning i magtforholdet mellem Vesten og Kina.

Der er politiske tænkere som den indsigtsfulde kritiker af ”overvågningskapitalismen” Shoshana Zuboff, bulgareren Ivan Krastev, tyskeren Jan-Werner Müller, der ikke mindst er kendt for sin kritik af populismen, og så er der – apropos populismen – også den franske venstrefløjstænker Chantal Mouffe. Hun repræsenterer en helt anden måde at opfatte populismen på.

Lykkeberg taler også med Michael Mann, der opfandt Hockeystav-grafen, som viser, hvordan klimakrisen vil accelerere, men alligevel advarer mod alarmisme. Bogens tematik er krise. Det er en bog, der er kompileret med dybe panderynker. Ikke mindst klimakrisen skydes gennem bogen – trods Manns formaninger – frem som en næsten apokalyptisk begivenhed.

I sit åbningsessay ”Mellemandens manifest” skriver Lykkeberg, at intellektuelle får enorm indflydelse i det 21. århundrede som del af en ”global offentlighed”, der, som det noget esoterisk hedder, ”bidrager til det bredeste og højeste tankefællesskab i verdenshistorien.”

Her støder vi ind i en anke mod Lykkebergs projekt. "Langsomme samtaler" er først og fremmest en samtale internt på den akademiske venstrefløj. Den fortæller os nok mindre om en global offentlighed, end den giver os et indblik i den moderne venstrefløjs selvforståelse.

Bogens – og podcastens – kvalitet såvel som dens problem er kurateringen. Det er et flot udvalg af tænkere, men det drejer sig, når alt kommer til alt, fortrinsvis om meningsdannere med forbindelse til den amerikanske offentlige debat og i overvejende grad med et stærkt venstreorienteret udgangspunkt.

Skal vi følge "Langsomme samtaler" lever den moderne venstrefløj af bekymring. Den ser sig konfronteret med klimaødelæggelser, et politisk system i trevler og en økonomi, hvis væsentligste resultat tilsyneladende er drakonisk ulighed. Derfor fremstår ”systemet” i Lykkebergs bog som praktisk talt illegitimt. Den analyse er en katalysator for radikalisering.

Lykkeberg leger selv med radikalismens ild i sit essay, hvor han tager udgangspunkt i tv-serien "Mr. Robot" og tanken om, at systemet er så falleret, at det skal rives op med rode. Dette er jo en rimelig konsekvens af den radikale analyse, Lykkeberg også deler.

Men Lykkeberg forsvarer så samtalen, den langsomme samtale. Dette forsvar og forklaringen af den intellektuelle samtales rolle er i øvrigt en lille perle i bogen, og viser Lykkeberg, når han er bedst. Idédebatten giver os et sprog, der siden gennem sociale bevægelser kan omsættes i handling. Tanker nytter. Og tak for det.

Alligevel sidder man, når man ikke er en del af menigheden, tilbage med en lidt ulden smag i munden. For hvad siger det om den moderne venstrefløj, at den ligefrem skal overbevises om samtalens værdi, hvis den ikke skal drage radikale konsekvenser af sine radikale analyser? Ikke noget godt, vil jeg hævde.

Rune Lykkeberg: Langsomme samtaler – Om vejene fra katastrofen, kriserne og vreden til en bedre verden. 450 sider. 299,95 kroner. Informations Forlag.