Rushdie tager Scheherazade-hatten på

Fra den berømte religionskritikers hånd ligger nu en bog, som er en brændende hyldest til fornuften og kunsten, som både byder på modernitetskritik, fremtidsvisioner og hede erotiske møder med fabelvæsner

Rushdie (på billedet) fortæller os, at vi er færdige, hvis vi ikke kombinerer forestillingsevnen med den sunde fornuft, skriver anmelder.
Rushdie (på billedet) fortæller os, at vi er færdige, hvis vi ikke kombinerer forestillingsevnen med den sunde fornuft, skriver anmelder. . Foto: Eloy Alanso.

5 stjerner

Den indisk-britiske forfatter Salman Rushdie er vel egentlig mest berømt for den fatwa, der blev udstedt mod ham i 1989.

Han havde kritiseret islam i romanen ”De sataniske vers”, og hans liv blev aldrig det samme igen. Rushdie er siden blevet et symbol på vor tids voldsomme religionskrig; han gik under jorden og blev en mand på evig flugt, men alligevel altid til stede ved glamourøse cocktailparties og prisuddelinger med sin fotomodelkone under armen. 

To år, otte måneder og otteogtyve nætter er lig med 1001 nat, og bogen trækker sin form, metode og aura fra det store arabiske værk ”1001 nat”, hvor Scheherazade overlevede nat efter nat ved at fortælle sin morderiske mand eventyr.

Han havde det nemlig med at kappe hovedet af sine koner om natten, når de kedede ham, men Scheherazade var kvik og brugte sulten efter at kende en fortællings plot og slutning til sin fordel.

Således også Rushdie, der selv har overlevet en dødsdom i 26 år indtil nu, og som i denne roman som en anden nutidig Scheherazade kaster lunser af fortællingen til læseren og glider frem og tilbage fra fortid til nutid og ind i fremtiden, så man glubende bliver nødt til at læse videre. Og ikke sove.

Vi begynder i år 1195, hvor det umage par, filosoffen Ibn Rushd og djinn-pigen Dunia finder sammen.

Djinn’er er fabelvæsner fra landet Peristan, de er skabt af ild uden røg, onde eller gode, de smyger sig ind gennem sprækkerne til den menneskelige verden, hvor de kan. De enten flyver eller ”slidrer ad jorden i slangeskikkelse” (i Thomas Harders meddigtende og fine oversættelse), og de repræsenterer en parallelverden, som menneskene frygter og drages af.

For der er sprækker i verden. Og de sprækker er forudsætningen for, at alt kan hænge sammen, og magien kan komme ind. Men bliver de for åbne, hersker kaos, og lukkes de helt i, forsvinder magien.

Dunia skal også tilbage en dag, men i første omgang avler den erotisk krævende dame en kæmpe stak børn med den Ibn Rushd (der også kaldes Rushdie), og de børn spredes ud blandt mennesker, en ny race med feblod og rejselyst i deres dna.

”To år, otte måneder og otteogtyve nætter” er en tour de force igennem fortid, nutid og fremtid og gennem de mange måder, mennesket kan miste sig selv og hele verden på.

Den kommende helt og normalt meget jordbundne gartner Geronimo fra det 20. århundrede ender med at flyve og ikke kunne sætte fødderne på jorden, klimaet flipper helt ud i storme og hvide orkaner, elektriciteten ryger – og et apokalyptisk mørke sænker sig over jorden.

Da det mytologiske slag er ovre, er der kun døde helte tilbage. Men til gengæld en verden, hvor: ”(...) frygten ikke endte med at drive folk i armene på Gud. Frygten blev derimod besejret, og dens nederlag gjorde det muligt for mænd og kvinder at skyde Gud til side, ligesom drenge og piger lægger deres barndoms legetøj fra sig”.

På bogens allerførste side møder læseren i øvrigt Goyas berømte mareridtsmaleri med mottoet: ”Uden fornuften frembringer fantasien umulige uhyrer. I forening med fornuften er den kunstens moder og ophav til vidundere.”

Et citat, som både islamister og flygtningehadere kunne have godt af at lade synke til bunds.

Rushdie fortæller os, at vi er færdige, hvis vi ikke kombinerer forestillingsevnen med den sunde fornuft. Og her er han jo ret enig med de græske filosoffer, der søgte det sande, det skønne og det gode gennem en kombination af visdom, kunst, debat og ekstase.

Det onde kan ikke komme ind gennem sprækkerne, hvis de er fuget godt til med menneskets enestående evne til at reflektere og skabe nyt. Eller kan det? Ligger det onde som en evig drift i os? Trangen til at falde? Til at fortabe sig?

Rushdie lader os frækt hænge på kanten til slut i sin fremtidsvision, hvor han siger:

”Vi siger med stolthed, at vi er fornuftige folk. For det meste er vi glade. Men somme tider ville vi ønske, at drømmene vendte tilbage. Somme tider længes vi efter mareridt”.

kultur@k.dk