Denne bog går historisk til værks og ser konsekvent Rusland fra et centraleuropæisk perspektiv. Det er et interessant greb, fordi den tager fat i den russiske selvforståelse, der i høj grad netop er historisk. Termansen begynder enkelt og effektivt med den sovjetisk-tyske ikke-angrebspagt fra august 1939, hvor Hitler og Stalin delte store dele af det nordlige og centrale Europa mellem sig.
Det anfægter for det første den russiske selvforståelse som ”antinazistisk”. Sovjetunionen var i de to første år af Anden Verdenskrig i praksis allieret med Nazityskland. Sovjetunionen var fødselshjælper for Hitlers sejre. For det andet kortlægger Termansen et mønster. Stalin søgte ved forhandlingerne med briterne og amerikanerne op mod Anden Verdenskrigs afslutning at sikre en genoprettelse af Det Russiske Imperium, i den udstrækning det havde haft ved udbruddet af Første Verdenskrig.
I de følgende kapitler forfølger Termansen denne tanke. Når borgerne i en sovjetisk lydstat blev så utilfredse, at de greb til demonstrationer og oprør, kørte Den Røde Hær sine kampvogne ind i lydstatens hovedstad for at genoprette Pax Sovjetica: Det gjaldt i DDR i 1953, Ungarn i 1956, Tjekkoslovakiet i 1968, næsten i Polen i begyndelsen af 1980'erne og Litauen i 1991. Efter Sovjetunionens opløsning fortsatte det med Tjetjenien i 1994.
Termansens pointe er, at det mønster er fortsat af Putin, der vel havde forestillet sig, at hvis regeringen i Kyiv ikke ville makke ret, kunne Moskva bare trille nogle panserkolonner ind, og så skulle der nok komme orden på tingene.
Det har i Ukraines tilfælde bare ikke vist sig at være tilfældet, og det skyldes et andet princip, som går stik imod Moskvas imperiale drømme, nemlig alle suveræne staters ret til selv at søge deres egne alliancer. Det er ikke vanskeligt at forstå, at ukrainerne fravælger den skramlede pakkeløsning af brutalitet, armod og undertrykkelse, som Rusland forsøger at pånøde sine omgivelser. Ukrainerne foretrækker som de fleste andre lande den sikkerhed, velstand og frihed, som Nato og EU tilbyder.
Rusland ser ikke staternes autonomi som en frigørelse, men derimod som en aggressiv ekspansion fra Natos side. Traktaterne er aftrykt som appendiks i bogen og formelt og traktatligt har Moskva adskillige gange anerkendt staters, herunder Ukraines, territoriale integritet og ret til selv at vælge. Men det er ikke noget, som Putin føler sig forpligtet af, og spørgsmålet er, hvad et håb skulle bygges på i den nuværende situation? Det handler bogens afsluttende kapitel om. Svaret låner Termansen fra historikeren Anne Applebaum, der mener at kunne finde et ganske vist spinkelt håb i russernes eget ønske om et andet Rusland.
Vibe Termansen leverer et nødvendigt perspektiv på den nuværende konflikt. Det er ikke hele billedet. Som nævnt interesserer hun sig ikke meget for den indre udvikling i Rusland, men heller ikke for diplomatiets rolle.
Bogen er skrevet med en let pen, nogle steder lidt for muntert-jovialt for emnets tragiske karakter, men i dyb solidaritet med det Centraleuropa, som tydeligvis har krav på vores opmærksomhed. Så det er en nødvendig bog til tiden.
Vibe Termansen: I skyggen af Rusland: 224 sider. 249 kroner. Gads Forlag.