"Jeg lod, som om jeg levede, men det var instinkter og rutiner, der holdt mig i gang."
Ordene falder langt henne i Leif Davidsens samtidsroman "Den ukendte hustru". Hovedpersonen, der er ved at gå i opløsning, er Marcus Hoffmann. Han er ingeniør og tidligere jægersoldat og har under mystiske omstændigheder mistet sin russiske hustru, Nathalie. Hun forsvandt, da ægteparret var på ferie i Rusland på en flodpram, nær byen Uglitj. "Den ukendte hustru" handler nu om Marcus' eksistentielle jagt på sit gamle liv og på en forståelse af Nathalie, der viser sig at være lige så hemmelighedsfuld som de russiske matroska-dukker, der pryder bogens forside. Hendes identitet har mange lag, og det viser sig gradvist, at Marcus kun kender Nathalie på overfladen.
Med romanen er Leif Davidsen tilbage i det postkommunistiske Rusland under Putin, hvor krigen i Tjetjenien hele tiden lurer i baggrunden, og hvor demokrati og individuel frihed er ord uden indhold. På overfladen er en by som Moskva blevet vestlig med McDonalds-restauranter, Radisson og blinkende neonlys, men under overfladen – igen som dukkerne på forsiden – ligger lag på lag af forbrydelser, brutal magtudøvelse og voldsomme lidenskaber. Fortiden er på ingen måde død i Rusland, og demokrati og menneskerettigheder ligger langt ude i fremtiden, skal man tro romanen. Og det er der al mulig grund til at gøre. Man er i sikre hænder hos Davidsen, hans viden om de politiske og historiske forhold er enorm, og handlingen flyder let og roligt afsted med en behagelig vekslen mellem spændingselementer og samfundsbeskrivelse.
Konstellationen Marcus-Nathalie er velvalgt: Han er den rationelle forretningsmand med lange arbejdsdage og livet lagt i skema, hun er den følsomme kunstnertype med stor erotisk udstråling og hang til metafysiske overvejelser. Marcus' mange rejser for firmaet (hvis effektivitetskultur og business-sprog Davidsen fanger på kornet) er i længden utilfredsstillende for Nathalie, der drages mod sin dunkle fortid i Rusland.
En fortid som Marcus intet kender til. Han er romanens fortæller og på klassisk vis lige så uvidende om tingenes rette tilstand som læseren. Med forskellige personers mellemkomst – blandt andre gadedrengen Sasja, den russiske oligark Viktor T, Marcus' forfatterfar og en journalist med speciale i Tjetjenien – står det efterhånden klart, at Nathalie er forsvundet med vilje for at opspore sin halvsøster, der er engageret i Tjetjenien-krigen. I en kompliceret transaktion, der involverer kunstskatten "Treenighedens Ikoner", skal Nathalie forsones med sin fortid og "frelses fra Rusland", som det hedder et sted. Et land, der virker uforståeligt og grotesk på Marcus og læseren, men som alligevel drager Nathalie med sine mørke kræfter.
På den måde er "Den ukendte hustru" andet og mere end en spændingshistorie. Den er som en god krimi svær at lægge fra sig, men dens eksistentielle anliggende og dens samfundsbeskrivelser af både Rusland og Japan, hvor Marcus også kommer til, giver den endnu flere kvaliteter. Man lærer noget af at læse Davidsen, og man ønsker som læser, at han ville slippe sig selv løs på andre kontinenter. Hvis jeg ellers husker ret, har han engang udtalt, at hans bedste ferieminder stammer fra det sydvestlige USA. Hvad med en stor roman om Californien, Arizona og New Mexico – eller hele USA? Vi vil elske en davidsensk udforskning af den kolde krigs anden store aktør.
Indtil da bør man nyde de samfundsmæssige forviklinger og eksistentielle motiver i "Den ukendte hustru". En roman der også indeholder en lille, elegant selvkarakteristik. Karakteristikken går på Marcus' far, der er forfatter, men den passer perfekt på Davidsen selv. Hør blot her: "Han kunne forelægge en sag med både nerve og fornemmelse for timing og dramatik, måske fordi han altid nød at fortælle andre om det, han vidste. Måske var det en af hemmelighederne bag hans succes som forfatter."
Leif Davidsen: Den ukendte hustru. 374 sider. 299 kroner. Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag.
portræt side 10