Russisk korruptionskomedie spidder det sleske menneskedyr

Besøg af revisoren lyder i de fleste tilfælde langtfra lattervækkende. Alligevel formår det stjernebesatte ensemble på Nørrebro Teater at gøre medrivende teater til tiden af Gogols gamle forvekslingskomedie ”Revisoren”

Gogols korruptionskomedie ”Revisoren” bliver flot forløst på den nørrebroske teaterscene. – Foto: Büro Jantzen

Det falder lige for at spørge, hvad vi egentlig skal med Nikolaj Gogols korruptionskomedie fra zartidens Rusland i Danmark i 2018 – ét af de mindst korrupte steder, der findes. For nok er stykket morsomt, men hvad vil det mere end være underholdende museumsstykke? Det vender vi tilbage til.

Som med al god komik fungerer morskaben kun, fordi den bygger på et alvorsfuldt fundament. Det samme gælder for ”Revisoren”. Systemkritik af det korrupte russiske statsstyre har som bekendt aldrig været en omkostningsfri affære, hvorfor stykket da også fik en hård medfart ved urpremieren i 1830’erne. Blandt andet én af årsagerne til, at Gogol omsider valgte at forlade Rusland til fordel for Vesten.

Det er med dén alvor for øje, at ”Revisoren” skal ses.

Stykket er en god, gammeldags forvekslingskomedie, som vi kender det fra blandt andre Shakespeare og Holberg. En hel provins lader sig narre, da det forlyder, at en højtstående statsrevisor vil lægge vejen forbi byen. I virkeligheden er det den forarmede plattenslager Khlestakov, der er ankommet med firetoget, og som hele flokken af forfængelige platugler nu forsøger at smøre, bestikke og indynde sig hos for at stige i rang og dække over egne små korruptionssager.

Dommeren, borgmesteren, skoleinspektøren, sygehusforstanderen, godsejeren. Lutter usympatiske personer – og modsat 1700-tallets forvekslingsfarcer er der ikke noget fornuftens talerør til stede her.

Den falske revisor udnytter situationen og de grådige bondeknolde til fulde og tager for sig af både penge, mad og tilmed af borgmesterens hustru og datter, før han som en anden Tartuffe forlader det udslukte provinshul igen.

Man kan tydeligt mærke arven fra komediemestrene Holberg og Molière runge i Gogols grumme komedie. I versionen her er der imidlertid også nogle mørkere anstrøg. Dostojevskij, der møder filminstruktøren Roman Polanski. Det dunkle temperament, som kendetegnede den fyrige Gogol, der gentagne gange satte ild til sit eget værk, har man nemlig formået at få med på Nørrebro-scenen. Og dét med stor gevinst.

I al komikken og kritikken risikerer man nemlig hurtigt at overse den gysende gotik, som stykket også er rigt på. Dog lykkeligvis ikke i Madeleine Røn Juuls iscenesættelse, hvor den underliggende eksistentielle angst betones med en absurditetsæstetik, som klæder forestillingen sublimt.

Især i kostumer og scenografi træder den feberhede mareridtsstemning frem. Som en fæl stank står det depraverede ud af alle sprækker i Sven Dahlbergs klaustrofobiske, kloakagtige skakt-scenografi. Og også de tidssvarende fattigfine, lapsede klædedragter antyder det fordrejede og demoraliserede i detaljen. I hårets maniske stritten, de rødrandede øjne, en gådefuld blodtud, doktorens mystisk mørke briller.

Thure Lindhardt er udmærket, men aldrig for alvor sjov i titelrollen som den skruppelløse svindler. Dertil er hans spil for storladent, forfaldende til det teatralsk deklamerende, som synes overgjort selv for en falden-på-halen-komedie af den her slags. Sjovere er så Ole Lemmeke som den tiltagende rablende borgmestersnog, der har hele komikken i de kattekælne bevægelser. Også Tina Gylling Mortensen gør en formidabel figur som indsmigrende dommer og brysk handelsstadsmedlem.

Instruktionen hælder dog i det hele til det altmodisch stiliserede, og i tillæg til Gogols – omend frydefuldt skarpe – tekst kan den sine steder synes en lidt lang, lidt fodslæbende affære.

Ikke desto mindre formår stykket på fin tragikomisk vis at udstille den menneskelige dårskab, så man skutter sig i sædet og trækker på smilebåndet. Det er de sider, vi foragter mest ved andre og fortrænger ved os selv, der er i djævelsk spil på scenen. De kummerligste afkroge af det moderne netværks- og karrieredyr. Tidens kvalmende kendiskultur og dens horde af halsende medløbere.

Så er ”Revisoren” relevant i dag? Som spiddende systemkritik nok næppe, men som psykologisk satire er den eviggyldig – og flot forløst på den nørrebroske teaterscene.