Russiske fortællinger fra provstens skuffe

Dostojevskij-læsninger af Erling Stougård Thomsen, der i næsten 20 år var præst i Ringkøbing Provsti, rammer lige i hjertekulen

Russiske fortællinger fra provstens skuffe

I et forord, skrevet blot en måned før sin død, sammenligner Erling Stougård Thomsen (1928-2017) den russiske forfatter Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskijs romaner med bygningsværker, der til sammen udgør en russisk katedral, i hvis sale et ekko af Jesu evangelium toner.

Han vil derfor studere dem som et stykke arkitektur, man kun finder sig til rette i, hvis man får ”øje for sammenhængen mellem de forskellige bygningsdele, de indbyrdes proportioner og balancer”. Erling Stougård Thomsen var præst i næsten 20 år i Ringkøbing Provsti, og med sådan et forord dukker det noget aparte billede op af en stovt, vestjysk strukturalist.

Det er det nys genopståede tidsskrift Fønix, der også er begyndt at fungere som forlag, der har udgivet bogen som del af deres fortjenstfulde Palme-serie, og dette er allerede den tredje udgivelse i rækken: Længe leve unge mænds foretagsomhed. Hvis de også begyndte at opøve korrekturflid, ville det blive rigtig godt.

Dostojevskij-bogen indeholder fem studier i Dostojevskijs forfatterskab. De er blevet til over en lang, lang årrække og lå efter sigende længe i Stougård Thomsens skuffe. Men til det sidste drømte han om at få dem udgivet som bog, og det er altså nu blevet gjort posthumt.

Men Stougård Thomsen er ikke i nærheden af at holde, hvad han lover i forordet – og det kan vi læsere glæde os over. For der er ikke meget fransk lingvistik i form af den lovede strukturalisme over disse læsninger. Faktisk er de ikke i gængs betydning ”læsninger”, de er snarere værdige genfortællinger i tempereret og velvalgt billedsprog. Det er ikke originalt, det er ikke akademisk, og alligevel er det ikke ligegyldigt.

Bogens bedste studie er en gennemgang af romanen ”Idioten” (1869). Den blide fyrst Mysjkin og den ondskabsfulde Rogosjin drømmer begge om pigen Natásja. Hun forlader fyrsten ved alteret og giver sig i stedet hen til døden. For selvom Rogosjin elsker hende, stikker han hende ihjel. Fyrsten opsøger dem, og der finder han hendes lig. Rogosjin har dækket det med blomster, fordi lugten er ved at blive stærk. Fyrsten bliver ikke vred, men sætter sig til at våge over liget sammen med årsagen til det: ”Som et par brødre våger de sammen hos hende, indtil dagen gryr,” skriver Stougård Thomsen bevæget og bevægende. Da daggry kommer, græder fyrsten tårer, der falder på Rogosjins kinder, og Stougård Thomsen fortsætter: ”Sådan glider fyrsten tilbage i sin idioti i al stilfærdighed, græder sig ind i den, mens han holder ud hos den døde og hendes morder.” At græde sig ind i idiotien! Det er genfortælling, så man mærker trangen til at fælde en tåre sammen med fyrsten – og provsten.

Stougård Thomsen byder på en del flere af den slags rolige, men utrolige plateauer. Men de skal til tider kæmpe sig vej gennem noget ørkesløse omstændeligheder, fordi provsten tydeligvis gør sig umage med, at alle skal kunne være med. Også de, der ikke har gidet læse russiske mesterværker.

Et gennemgående træk er selvfølgelig Dostojevskijs kamp med den russiske nihilisme, der behersker så mange af hans personer. Men Stougård Thomsens vej omkring den er temmelig anderledes end andre kendte præsters Dostojevskij-bøger. Knud Hansens legendariske bog fra 1973 udlagde Dostojevskij som en slags elev af K.E. Løgstrup, schweiziske Eduard Thurneysen valgte den patosfyldte prædikenstil, mens den engelske ærkebiskop Rowan Williams tog den intellektuelle og akademiske vej.

Stougård Thomsen følger ingen af dem, hvilket i sig selv berettiger udgivelsen. For selvom han taler om ekkoet af Jesu evangelium i den litterære katedral, holder han sig for god til at prædike patos og for usnobbet til at akademisere. ”Der findes ingen teoretiske beviser for, at nihilismen tager fejl,” medgiver han befriende uklerikalt. Det er derfor, han så godt kan lide Dostojevskij: ”En digterisk undersøgelse argumenterer på sin egen måde. Den langer ikke ud efter hovedet, men sætter sine stød ind i hjertekulen.”

Stougård Thomsen fortæller, at Raskolnikov i ”Forbrydelse og straf” fra sit sibiriske fangenskabs panorama ikke kan få øje på en kirke – og at det ikke er vigtigt. For han ved, at ”på kirkens plads optræder pludselig Sonja. (…) Det eviges sendebud”. Genfortællingerne her er indimellem selv stød i hjertekulen, hvorved Stougård Thomsen lykkedes med en flig af det, han beundrede Dostojevskij så højt for.