Russiske soldater tilbageholder topchef for a-kraftværk

Ifølge ukrainske oplysninger blev generaldirektøren for atomkraftværket Zaporizjzja "bortført" fredag.

En soldat med et russisk flag på sin uniform holder vagt ved det ukrainske atomkraftværk Zaporizjzja. Russiske soldater har nu tilbageholdt generaldirektøren for det ukrainske atomkraftværk, oplyser ukrainske medier.
En soldat med et russisk flag på sin uniform holder vagt ved det ukrainske atomkraftværk Zaporizjzja. Russiske soldater har nu tilbageholdt generaldirektøren for det ukrainske atomkraftværk, oplyser ukrainske medier. Foto: Alexander Ermochenko/Reuters.

Russiske soldater har tilbageholdt generaldirektøren for det ukrainske atomkraftværk Zaporizjzja. Det oplyser det statslige ukrainske energiselskab Energoatom ifølge Reuters.

Ifølge ukrainske oplysninger har den russiske besættelsesmagt anholdt Ihor Murashov, generaldirektør for Ukraine's atomkraftværk Zaporizjzja.

Det skriver Petro Kotin, som er leder af Energoatom, i en erklæring på det sociale medie Telegram.

Ifølge erklæringen blev Murashov anholdt omkring klokken 16.00 fredag eftermiddag, hvor han blev stoppet i sin bil og ført væk med bind for øjnene.

Der er ingen oplysninger om, hvor han blev ført hen, og hvad der er sket med ham.

Ukrainske medier siger, at der er tale om en "bortførelse".

Energoatom skriver, at hændelsen bringer sikkerheden omkring driften af Europas største atomkraftværk i fare.

Zaporizjzja er en af de fire ukrainske regioner, som Rusland annekterede fredag.

Atomkraftværket blev i marts overtaget af russiske styrker og er stadig under russisk kontrol. Men ukrainske ansatte står fortsat for den daglige drift.

Der har i måneder været kampe i området omkring atomkraftværket, som har seks reaktorer, og som er det største i Europa.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har opfordret til, at området omkring atomkraftværket skal demilitariseres.

14 inspektører fra IAEA var tidligt i september på besøg på værket for at vurdere de fysiske skader på Zaporizjzja og for at undersøge sikkerhedssystemer.

IAEA etablerede en permanent tilstedeværelse på atomkraftværket.

/ritzau/Reuters