Prøv avisen

Så længe der er vrede, er der håb

"Der er nok en tendens til, at voksne i stigende grad dyrker deres egne behov, og det uheldige er, at børnene samtidig er meget høflige. Men høflighed er en forfærdelig ting, hvis det forhindrer dem i at vise deres vrede," siger Erling Jepsen. Foto: Gitte Sofie Hansen.

Mennesker, der påstår, de har haft en lykkelig barndom, lyver. Det mener forfatteren Erling Jepsen, der er aktuel med endnu en bog om barndommens traumer. Selv har han for nylig erkendt, at han ikke kan leve i en familie og er flyttet ind i sin toværelses skriverlejlighed

Erling Jepsen har en 12-årig datter, der er vred. Hun skælder ud og siger, at hun aldrig kan blive glad mere og bare har lyst til at dø.

Det er den slags udtalelser, der kan gøre de fleste forældre bekymrede og ulykkelige, men for Erling Jepsen er datterens vrede mest af alt en trøst.

"Så længe der er vrede, er der håb," siger han og kalder det et sundhedstegn, at datteren sætter ord på sin sorg.

For en sorg er det altid for et barn, hvis forældre vælger at gå hver til sit, mener han. Erling Jepsen valgte for et halvt år siden at flytte fra sin familie og bor nu i sin toværelses arbejdslejlighed på Amager. Datteren er blevet hos sin mor, men kommer på besøg hos ham hver anden weekend.

Samtidig med skilsmissen har han skrevet på en roman, hvis hovedperson og jegfortæller er en 14-årig pige, hvis forældre lige er blevet skilt. Romanen, "Hovedløs sommer", der udkom i sidste uge, er en gyser – ikke kun på det konkrete plan, men i høj grad også på det psykologiske. Mange skilsmisseforældre vil få stød i mellemgulvet, når de læser om Emilie, der forsøger at tage hensyn til de voksne og holder på grufulde hemmeligheder, for at hendes skrøbelige verden ikke skal krakelere. Og om de uansvarlige voksne, der snakker om ansvarsfølelse og "barnets tarv", men viser noget helt andet i deres handlinger.

LÆS OGSÅ:
En gyser uden gys

Ikke fordi de er onde eller på nogen måde dysfunktionelle. Tværtimod er der tale om en udadtil helt normal familie, der gør det hele på den rigtige måde, og i det faktum ligger i virkeligheden det allerstørste gys.

Romanen er ikke et forsøg på at beskrive forfatterens egen nylige skilsmisse, og den er heller ikke en forsvarstale for skilsmissebørn og en lussing til forældrene. Den er snarere en fortsættelse af Erling Jepsens projekt med at fortælle om det, han kalder de "oversamarbejdsvillige børn", og en grundfølelse, der har rod i hans egen barndom, der var fyldt med seksuelt misbrug og en psykisk ustabil far.

Det invaliderende i at bære på hemmeligheder og indestængt vrede. Men i modsætning til romanerne "Kunsten at græde i kor" "Med venlig deltagelse" og Frygtelig lykkelig" er "Hovedløs sommer" ikke selvbiografisk stof.

"Modsat de tre romaner om Sønderjylland har jeg denne gang ikke haft scenerne inde i hovedet, så der er altså tale om 100 procent fiktion. Jeg søgte for nogle år siden Kunststyrelsen om et treårigt arbejdslegat for at få tid til at prøve nogle ting af, som jeg ikke var helt sikker på, om jeg kunne. Det er jeg meget taknemmelig for, at jeg fik. Men selvom jeg denne gang skriver om en person, som jeg ikke selv kender, og i en genre, som jeg vil betegne som en Jepsensk gyser, så kan jeg jo godt se, at det stadig grundlæggende handler om barndommens traumer og om, hvordan man får sit eget liv uden at føle skyld og skam," siger Erling Jepsen, der trods mange år med fast bopæl i København stadig har den sønderjyske dialekts stød klistret til sine sætninger.

Den lykkelige barndom findes, ifølge Erling Jepsen, ikke. De, der siger noget andet, lyver, påstår han, for ingen slipper uskadt fra barndommen.

"Ingen undgår traumer, og en familie kan være som et torturkammer eller et fangehul, hvorfra børn ikke kan flygte – kun mentalt. Desværre handler det at blive voksen blandt andet om at kunne holde på hemmeligheder. Men hemmeligheder tynger os, vi bliver ensomme og føler os forkerte," siger han.

Selv fik forfatteren luft for en del af sin barndoms traumer i sine første romaner og bebuder, at der sikkert kommer mere fra den kant. Alle hans bøger er i virkeligheden et forsøg på at flytte hjemmefra, men han er usikker på, om det nogensinde vil lykkes ham, fortæller han.

"Vi kan ikke lave om på den barndom, vi har fået, så vi må forsøge at få noget konstruktivt ud af de ar, den har påført os. Mennesker helt uden neuroser er som regel ret uinteressante, men det farlige er, hvis traumerne helt smadrer vores liv," siger forfatteren.

Ifølge Erling Jepsen er barndommen ekstra traumatiserende, hvis man er så uheldig at vokse op på landet, sådan som han selv er.

"Børn skal ikke vokse op på landet, det er direkte farligt. Hvis der sker dem noget, kommer der jo ingen og hjælper dem," siger han.

Han er helt med på, at der også kan ske traumatiserende ting i en toværelses lejlighed i København eller Aarhus, men dér er der i det mindste nogle, der hører, hvis børn råber om hjælp, mener han.

"Evnen til kollektivt at lukke øjnene for, hvad der sker, er et særligt udbredt fænomen på landet," siger Erling Jepsen.

Handlingen i "Hovedløs sommer" udspiller sig et sted på landet "en times kørsel fra København". Emilie flytter efter forældrenes skilsmisse ind i et gammelt hus sammen med sin mor og lillebror. Anders, en ung mand, der tidligere har beboet huset sammen med sine forældre, begynder at opsøge den lille familie, han ordner haven og flytter ind i gæsteværelset, og herefter begynder der at ske mærkelige ting. Det antydes, at fru Larsen, der bor overfor, ser og opdager en hel del, men hun hverken siger eller gør noget.

"Jeg kan ikke forestille mig noget værre end børn i nød, der ikke får hjælp," siger Erling Jepsen.

Han erkender, at hans egen datter også har fået nogle mén, og at han langtfra selv er ufejlbarlig. Det er ikke nemt for ham at tilsidesætte sine egne behov, blandt andet behovet for at være alene. Pludselig var det bare for meget for ham at være en del af en familie, hvor der hele tiden blev stillet spørgsmål til ham. Det gjorde ham stresset og udmattet, og han valgte derfor at flytte for sig selv. Han er ikke stolt af situationen, og han føler, han på et tidspunkt vil blive straffet for den skilsmisse.

"Der er nok en tendens til, at voksne i stigende grad dyrker deres egne behov, og det uheldige er, at børnene samtidig er meget høflige. Men høflighed er en forfærdelig ting, hvis det forhindrer dem i at vise deres vrede. Børn skal løsrive sig fra forældrene og blive direktør i deres eget liv. Lige meget hvor vrede de er, eller hvor grum deres hemmelighed måtte være, så skal de lade det slippe ud. Naturligvis har det næsten altid konsekvenser for andre, men de skal nok rejse sig igen. Konsekvenserne er langt værre for det menneske, der brænder inde med sin vrede," fastslår Erling Jepsen.

washuus@k.dk