Sådan gik det efter Festen

Skuespillet, der fortsætter Thomas Vinterbergs dogmefilm, virker realistisk og relevant. Uden dog at være helt så intenst

I fortsættelsen af Thomas Vinterbergs Festen på Aalborg Teater mødes familien igen efter 10 år til faderens begravelse. Den labile stemning ved ankomsten kan føre til hvad som helst.
I fortsættelsen af Thomas Vinterbergs Festen på Aalborg Teater mødes familien igen efter 10 år til faderens begravelse. Den labile stemning ved ankomsten kan føre til hvad som helst. Foto: Allan Toft/Aalborg Teater.

Løgnen kan man ikke leve videre på. Hvad så med sandheden? Heller ikke.

I denne uvejsomme desillusion slutter Begravelsen, Thomas Vinterberg og Mogens Rukovs fortsættelse af førstnævntes dogmefilm Festen. Men det er en fortsættelse i en scenisk udgave som i teaterchef Morten Kirkskovs virkningsfulde og for det meste medrivende instruktion har haft danmarkspremiere på Aalborg Teaters store scene.

Man kan drømme om en ny begyndelse. Men opfyldelse er ikke muligt. For intet forandrer sig. Det er moralen understreget med en brutalitet, der desværre? er for troværdig til at kunne afvises som melodrama. Er der noget, der er melodramatisk, er det virkeligheden. Eller sandheden.

Uhyggen har eneret på historien. Den har imidlertid flere tonearter at meddele sig i. Også de mere muntre. Men dem skal man naturligvis ikke tro for meget på.

Det, der gik forud, forudsættes uden videre bekendt: Festen fortæller om, hvordan en familie for altid må man tro og i særdeleshed efter videreførelsen af historien blev slået ud af kurs, da en ung mand, Christian, i en tale ved sin fars 60-års fødselsdag afslørede, at denne havde begået incest både mod ham og hans sidenhen afdøde tvillingesøster.

Udgangspunktet for skuespillet er, at familien mødes igen for første gang efter 10 år til faderens begravelse. Den labile stemning ved ankomsten kan, aner man, føre til hvad som helst. Udladninger af både den ene og den anden slags finder sted. Det indre overtryk er for voldsomt til at blive i det indre.

I kirken synges Brorsons Her vil ties, her vil bies, en scene med stor effekt, idet salmens ord i sammenhængen får en særlig dimension. En sjælden fredens stund. Men det er en fred som før en krig.

Skuespillet er ikke så intenst som filmen, men dets måde at fortsætte den på forekommer både realistisk og relevant og vil samtidig virke tilbage på et eventuelt gensyn med Festen.

For nu ved vi, at Christians opgør med sin far også var hans opgør med sig selv. Han har, viser det sig, nemlig samme tilbøjelighed som faderen, og ved samværet i forbindelse med begravelsen forgriber han sig seksuelt på sin nevø. Ikke desto mindre synes handlingen en overgang at skulle munde ud i forsoning.

Men da faderen Michael, bror til Christian til den forulempede dreng får en antydning af den skade, som hans søn har lidt ved overgrebet, eksploderer alt.

Som Christian fremtræder Martin Ringsmose påfaldende sympatisk, men det er måske netop en pointe, at det onde kan skjule sig bag en tilforladelig og tillidsvækkende facade.

Under alle omstændigheder giver Martin Ringsmose et troværdigt portræt af en nødstedt mand, der ligger under for en tilsyneladende uhelbredelig trang til at ødelægge. Han opleves blandt andet i en kryptisk latter-dialog, forståeligt nok en dialog uden glæde, sammen med sin i glimt optrædende afdøde far, en noget konturløs figur spillet af Henrik Weel. Steffen Eriksen er for så vidt dækkende som Michael dog uden at gøre ham helt så farlig, som jeg kunne ønske.

Enken, der forbyder taler ved begravelsesmiddagen (hun skal ikke risikere en gentagelse fra sin mands forfærdelige fødselsdag!) spilles glimrende af Marianne Høgsbro: et gennemført sikkert portræt af en kvinde, der er parat til at gå til det yderste med hensyn til benægtelse af det, hun hverken kan eller vil leve med.

Laura Kold har som Christians kone, Pia, let ved at opnå publikums forståelse, da hun bryder ud i væmmelse over sin miserable mand, hvis søster spilles med både kraft og sårbarhed af Lise Baastrup.